The Walking Dead – De døde vandrer stadig

Af HENRIK HØJER

Resumé

På coveret af Blu-ray-udgaven af AMC’s The Walking Dead (2010-), afbilledes et næsten sublimt skue: På billedet ser vi seriens hovedperson, politimanden Rick Grimes, bagfra, i en supertotal fra en synsvinkel højt hævet over ham. Iført sin politiuniform og med våben over skulderen rider han mod Atlanta, Georgia, hvis skyline tårner sig op i horisonten. Til venstre for Rick holder lange rækker af tomme biler, og vi fornemmer den ildevarslende tavshed og lugten af død og ødelæggelse. Ved seriens åbning vågner Rick op i en hospitalsseng efter en måned i koma. Han opdager, at noget er grueligt galt, og i gaderne vandrer levende døde omkring. Da han, stadig stærkt svækket, finder tilbage til det hus, hvor han bor med sin kone og søn, er det tomt. The Walking Dead fortæller nu historien om Ricks søgen efter sin familie, og om de konflikter, der opstår i kølvandet på hans rejse ind i det, der viser sig at være USA’s bælgmørke hjerte. Konflikterne bliver ikke færre af, at han møder andre overlevende, heriblandt sin kone, barn og bedste ven, for som det er reglen i zombiefilm, og nu også i zombie-tv-serier, er mennesket sin egen værste fjende i en verden, hvor moral og etik må vige for ren og skær overlevelse.

Mere end noget andet fremstår den ensomme Rick Grimes på sin hest som en Gary Cooper anno 2010, der rider mod den afsluttende duel. Her bærer det vilde vest blot på resterne af en civilisation, der har måttet slippe taget, og i det lys er det måske mere præcist at beskrive zombiegenren som et spejlbillede af den amerikanske skabelsesmyte. Hvor vi i westernserien Deadwood (HBO, 2004-2006) er vidne til en civilisations tøvende fødsel, er vi i zombiefilmen vidne til dens sidste krampetrækninger og eventuelle genfødsel.

The Walking Dead er på mange måder klassisk ’zombiefilm’, og hovedmanden bag serien, Frank Darabont, har da heller ikke langt skjul på, at hans ”book of genesis” er og bliver George A. Romeros klassiker Night of the Living Dead (1968). The Walking Dead indeholder da også en lang række af de ikoniske scener og genrekarakteristika, som introduceredes med Night of the Living Dead:De levende døde er bevidstløse kødspisere, der fremstår såvel magtesløse som uimodståelige i kraft af deres monomane jagt på menneskekød, og menneskene skal heller ikke denne gang udelukkende bekæmpe zombier men også hinanden. Som det er tilfældet i de fleste film i genren er magtstrukturen nemlig tredelt mellem de gode mennesker, der forsøger at fastholde en vis værdighed midt i kaos, de onde mennesker, der vil deres egen overlevelse og intet andet og selvfølgelig zombierne.

Den sort/hvide skelnen mellem de gode og de onde mennesker nuanceres og opløses dog undervejs i The Walking Dead, og i det hele taget formår serien på trods af genkendeligheden at føje afgørende nye facetter til gamle kendinge. Det gælder eksempelvis den måske mest fortærskede scene af dem alle, scenen, hvor en af de ’gode’ er blevet smittet og må aflives. Den har vel aldrig har været mere rørende eksekveret end den bliver i sæsonens femte afsnit. Det skal vel at mærke ses i lyset af, at zombiefilmen i kraft af sine splatterelementer har en indbygget vrængen i sit dna, en iboende tendens mod det bizarre, det karnivalistiske og det satiriske. Derfor saboteres det patetiske element i scener af denne art ofte, frivilligt eller ufrivilligt, i zombiefilmen, men det er altså ikke tilfældet i The Walking Dead, hvor tungen holdes lige i munden og præmissen tages dødsens alvorlig!

The Walking Dead er så vidt vides den første længere zombie-tv-serie, men at en i udgangspunktet så tv-fjendtlig genre dukker op netop i disse år er ingen tilfældighed. Hvor tv-serien tidligere har været associeret med begrebet ’least objectionable programming’, altså en ambition om at ramme flest mulige seere ved at træde færrest mulige over tæerne, så har man i USA i forbindelse med det, vi har kaldt ’den tredje amerikanske guldalder’, set en tendens til at denne slagne vej er blevet forladt til fordel for mere kontroversielt materiale som det er tilfældet med The Walking Dead.
Serien sendes på basic cable stationen AMC, der efter manges mening har sat sig på serietronen med serier som Mad Men, Breaking Bad, The Killing og ikke mindst The Walking Dead. Sidstnævnte er hvad seertal angår uden sammenligning AMC’s hidtil største succes. AMC kom dog i modvind da man ikke kunne blive enig med Frank Darabont om kontraktforlængelse efter første sæson, og dedikerede fans diskuterede på diverse netfora om serien kunne overleve uden ham som kreativ motor. Det har vist sig at være tilfældet; såvel fans som anmeldere er glade, og seertallene er imponerende, også når det gælder anden sæson, som i skrivende stund er midtvejs.

Med AMC’s markedsføring af serien som et auteur-produkt (Darabont), med sin meget filmiske æstetik, sin leg med tv-mediets tabuer og sin forholdsvis komplekse plotstruktur er The Walking Dead guldalder-tv i klassisk aftapning. Serien er desuden endnu et tegn på, at de døde vandrer igen, og man kan måske ligefrem tale om, at de i kraft af film som 28 Days Later (Boyle, 2002), 28 Weeks Later (Fresnadillo, 2007), Shaun of the Dead (Wright, 2004), genindspilningen af Dawn of the Dead (Snyder, 2004) og Zombieland (Fleischer, 2009) har oplevet en art renæssance. Det samme har tv-serien som beskrevet, og det er vel kun naturligt, at de to mødes og sød musik opstår. Der er derfor næppe heller tvivl om, at billedet af den opdaterede Gary Cooper på hesteryg, i Ricks ensomme skikkelse, på vej mod apokalypsens centrum i Atlanta vil overgå til såvel zombiegenrens som til tv-seriernes pantheon, hvor det kommer til at trone ved siden af billederne af bl.a. Tony Soprano, Al Swearengen, Omar Little og Don Draper.

* * *

Denne artikel er en del af det virtuelle appendiks til bogen Fjersyn for viderekomne. Artiklen er en bearbejdet udgave af Henrik Højers artikel De døde vandrer stadig fra 16:9 nr. 42.