Girls - Degradation and the City

Af ANDREAS HALSKOV

Fig. 1: Frame grab fra afsnittet ”Welcome to Bushwick a.k.a. The Crackcident” af Girls (HBO, 2012, I:7).

Resumé

Hun sidder der i midten, den skævt smilende Lena Dunham. Måske smiler hun, fordi hun og hendes serie er en succes, måske fordi det er hendes succes og hendes alene.

Serien Girls (HBO, 2012-) er skabt af Lena Dunham, der foruden titlen som konceptuerende forfatter også er hovedinstruktør og skuespiller (i den altdominerende rolle som Hannah). Girls er et skoleeksempel udi princippet om ”one vision”, for selvom Dunham har haft manuskriptstøtte fra Judd Apatow, kendt fra Freaks and Geeks (NBC, 1999-2000), så er der ingen tvivl om, at fortællingen er hendes … hendes og HBO’s.

Serien er spundet over Sex and the City (HBO, 1998-2004) – ja, den kunne sågar læses som en postmoderne ”debunking” af førnævnte dramedie, og den bar sågar arbejdstitlen Degradation and the City.
Vi følger Hannah, den lettere overvægtige, usikre would-be-forfatter – en slags anti-Carrie Bradshaw – som lever i New York. Vel at mærke den ikke-mondæne og betalelige del af byen. Her bor hun med sin veninde og rumbo, Marnie (Allison Williams), sin pseudokæreste Adam (Adam Driver) og andre skæve karakterer, der som seriens eksplicitte sex ligner rå og mere realistiske pendanter til Darren Stars førnævnte HBO-klassiker.

Kig godt på billedet (fig. 1). Måske minder det dig om noget. Denne indstilling fra Dunham-serien Girls er nemlig en direkte og eksplicit parafrase af en scene fra Sex and the City, en scene hvor forholdet imellem Carrie (Sarah Jessica Parker) og Mr. Big (Chris Noth) tager en afgørende drejning. Og dette er næppe en tilfældighed.

Den usikre og kvabsede pige Hannah (Lena Dunham), der så inderligt ønsker at være forfatter – uden dog som en god amerikaner og protestant at snøre støvlerne og arbejde målrettet for det – har netop bevæget sig ind i en ny fase. Den fase, hvor hun og den mystiske Adam (Adam Driver) er blevet kærester. Der kunne siges at være langt fra Mr. Big til Adam – den ene et poleret og selvhøjtideligt overklasseløg med hang til dyr rødvin og tilbagestrøget hår, den anden med skæve seksuelle tilbøjeligheder, AA-møder og pludselige udfald. Alligevel er Adam en tydelig og bevidst reference til Mr. Big, og som Big kalder også Adam sin udkårne for ”Kid” (en replik, der som bekendt er hentet fra Casablanca [1943], hvor Rick [Humphrey Bogart] titulerer Ilsa [Ingrid Bergman] på selvsamme måde).

Legen med intertekstuelle referencer er udtalt i Girls, men brugen af Sex and the City som en tilbagevendende hypotekst synes at have mere end en tarantinosk, postmoderne funktion. I Girls er karaktererne rigtignok spundet over ensemblet fra Sex and the City (Hannah er en kvabset version af Carrie, Jessa [Jemima Kirke] en usikker version af Samantha [Kim Catrall], Marnie end ung pendant til Miranda [Cynthia Nixon] og Shoshana [Zosia Mamet] en juvenil version af den i forvejen naive Charlotte [Kristin Davis]). Ja, Shoshannas egentlige grundlag for at flytte til New York var således Sex and the City, og hendes første møde med de øvrige ”girls” ender sågar i en pudsig refleksion over, hvilke karakterer fra Sex and the City, som de hver især måtte repræsentere.

Men Darrens Stars serie er mere end blot et udgangs- og referencepunkt; den er også – bag den ærlige hyldest, som synes at ligge i de forskellige henvisninger – repræsentant for et glittet og overfladisk overklasse-New York, som bag sig gemmer en mere upoleret, nuanceret og undertiden tvivlsom New Yorker-fortælling. Med andre ord: Girls.

Hannah har således sin Mr. Big – Adam, som pisser på hende i badet, sender hende mystiske mms’er af sin penis og dyrker excentriske sexlege – men som samtidig er en repræsentant for metropolen med al sin mystik, fare og dobbeltbundenhed. I afsnit 6 (”The Return”) etableres Adams modstykke, Eric (Lou Taylor Pucci), der som Sex and the Citys Aidan (John Corbett) repræsenterer alt det provinsielle og i sidste ende ikke-tilstræbelige: det hyggelige, venlige, ærlige, loyale, uambitiøse og fastlåste. Og som Aidan er det for Carrie, er Eric en hyggelig (læs: ufarlig) flirt for Hannah, og som moderen retorisk og rammende spørger: ”Maybe not enough fire burning under his ass for your taste, but he’ll do for the day?”

Også de andre personer i Girls modsvarer da nogle karakterer og karakterrelationer, som vi ser i Sex and the City – på en måde, der på en og samme tid virker mere realistisk, mere upoleret og mere fantastisk i al sin mærkværdighed.

Jessa ligner således ikke blot Samantha fra Sex and the City; hun er i alt væsentligt en manieret karikatur af Samantha med en tyk britisk accent (Jemima Kirke er født i England, men opvokset i New York), en hyperbolsk udfarenhed – der er selv den værste noir-femme fatale værdig – og et tvivlsomt pseudoforhold til sin chef (manden, hvis døtre hun er barnepige for).

Shoshanna er tilsvarende manieret efter – eller lagt oven på – Charlotte-karakteren, og det der i Sex and the City er en lettere uskyldig men smuk brunette, som sluttelig konverterer til jødedommen, er i Girls en usikker Sex and the City-fan, der undertiden bliver betegnet som en ”JAP” (Jewish-American Princess) og hvis største quest er at få sprængt sin jomfruhinde.

Sluttelig kan nævnes Marnie, der som Miranda fra Sex and the City er en regulær kontrolfreak, og også Marnies forhold med den algode Charlie (Christopher Abbott) er en direkte parafrase af forholdet mellem karriere- og kontrolkvinden Miranda og den venlige, irske bartender Steve (David Eigenberg). I Sex and the City er Steve så venlig og rar, at det i sidste ende bringer Miranda – der som alle kontrolfreaks har et latent ønske en dominerende partner – til at kaste ham bort, for senere at blive jaloux, da han får sig en ny – og turde man sige langt smukkere – partner.

Denne historie gentager sig altså i Girls, hvor Marnie slår op med Charlie, tager ham tilbage da hun bliver ensom, smider ham væk på ny og bliver jaloux da han så 14 dage senere finder sig en ny og hippere model.

Girls lægger sig i den forstand ovenpå Sex and the City – den første af HBO’s kvalitetsserier i det korte format – men den er også en komisk ”debunking” af Sex and the City. En mere kluntet og realistisk, indieagtig pendant til den glittede Darren Star-serie. Alt er mere råt og upoleret: fra den kvabsede hovedperson med den kiksede frisure til de ikke-flatterende og undertiden faldefærdige New Yorker-locations, de mystiske og upolerede sexscener og den ærlige, meget nøgterne iscenesættelse.

Lena Dunham har hentet inspiration fra smalle film af instruktører som Chantal Akerman, store Hollywoodklassikere som On the Waterfront (1954) – hvortil der foretages direkte intertekstuelle referencer – og adskillige af tidens ungdomsserier. Herunder My So-Called Life (ABC, 1994-1995), Freaks and Geeks og Felicity (WB, 1998-2002) (tænk blot på den usikre, kunstneriske titelperson og den klassiske mandedikotomi imellem Ben og Noel).

Den væsentligste hypotekst er dog, som sagt, Sex and the City, og Dunham går endda så langt som til at kalde Girls en ”rebuttal” (dvs. et modsvar eller modargument) til Darren Stars dramedie.

Girls er sjov, men den er ikke, som Sex and the City, hysterisk; den handler om sex, men er ikke umiddelbart sexet; den er storbyportræt, men ikke på en glittet og postkortagtig facon. Den er sin egen. Dunhams egen ”singular vision”.

* * *

Denne artikel er en del af det virtuelle appendiks til bogen Fjersyn for viderekomne.