Forord: TV or not TV

Af HENRIK HØJER, JAKOB ISAK NIELSEN & ANDREAS HALSKOV

The student of media soon comes to expect the new media of any period whatever to be classed as pseudo by those who have acquired the patterns of earlier media, whatever they may happen to be.
- Marshall McLuhan (2001: 223)

Den tid, hvor dramaserier i tv per definition blev betragtet som underlødige, uværdige og fordummende – og hvor fjernsynet blev tituleret med kælenavne som ”idiot box”, ”tossekasse”, ”flimmer” mv. – er efterhånden ved at være en saga blot (jf. Pearson 2007: 248, Nordstrøm 2004: 7).

Studiet af tv-programmer, herunder dramaserier, er ikke i sig selv en ny opfindelse, men i løbet af de seneste 20 år er antallet af værker om forskellige former for tv-underholdning steget markant.

I visse ”tidlige” værker om amerikanske dramaserier – værker fra slutning­en af 1980’erne og begyndelsen af 1990’erne – så forfatteren sig nødsag­et til at opskrive og eksplicitere tv-seriens potentiale, hvorved han/hun per automatikvar i defensiven omkring et ofte kritiseret og negligeret område. Dette ses i titler som Teleliteracy (Bianculli 1994), der altså søger at knytte et element af lødighed og forstandighed til tv-genrerne ved at koble an til bog- og læsningsmetaforikken (1), eller den mere aktuelle Everything Bad Is Good For You (Johnson 2005), der i alt væsentligt må beskrives som et forsvarsskrift for tv’et og andre ”folkelige” medier. Som Roberta Pearson således udtrykker det:

For much of its history, television was the Cinderella of the entertainment industries, left in the kitchen with the servants while the theatre and the cinema went to the ball and mingled with the aristocracy. […] Since the early 1980s, [however], increasingly high production values and increasingly dense serial narratives have boosted television several rungs up the hierarchy. (Pearson 2007: 243, 248)

I dag er det næppe nødvendigt at skulle forsvare (sin interesse for) tv’ets forskellige genrer, og flere engelsksprogede værker har i løbet af de seneste år bragt dramaserierne på den akademiske dagsorden. Her tænkes bl.a. på Mark Jancovich og James Lyons’ Quality Popular Television (2003), Glen Creebers Serial Television: Big Drama on the Small Screen (2004), Lynn Spiegel og Jan Olssons Television After TV (2004), Michael Hammond og Lucy Mazdons The Contemporary Television Series (2005), Janet McCabe og Kim Akass’ Quality TV: Contemporary American Television and Beyond (2007), HBO-antologierne It’s Not TV: Watching HBO in the Post-Television Era (2007, red. Marc Leverette et al.) og The Essential HBO Reader (2009, red. Gary R. Edgerton & Jeffrey P. Jones) og Stacey Abbotts aktuelle The Cult TV Book (2010).

Hvor sådanne faglitterære studier af nyere amerikansk tv-drama således har været i høj kurs i England og USA gennem flere år, så har der været en ganske sparsom produktion af danske studier på området. Denne bog er et forsøg på – i en mere systematiseret og dybdeanalytisk form – at beskrive (nogle af) tidens centrale amerikanske dramaserier (2) og herved at indkredse det fænomen, vi med reference til Robert J. Thompson kalder den tredje guldalder i amerikansk tv.

Afgrænsning og opbygning

At indramme amerikansk tv-drama er ikke noget simpelt foretagende, og det ville være dubiøst at forestille sig, at man i en bog som denne kunne komme omkring samtlige af tidens mest interessante dramaserier. Bogen er derfor struktureret ud fra nogle faste rammer, hvormed vi søger at komme omkring et så bredt udsnit af nyere dramaserier som muligt, fra både de landsdækkende amerikanske netværk og moderne betalingskanaler (såvel premium som basic cable) (3). Bogen er opbygget således, at der i de første tre kapitler gives en generel introduktion til tidens amerikanske dramaserier – dels en historisk, systemisk og æstetisk introduktion (kap. 1) af Henrik Højer, dels en indføring i to andre elementer, som er centrale, overordnede fænomener i tiden: den moderne titelsekvens (kap. 2 af Andreas Halskov) og dramedien som moderne hybridform (kap. 3 af Helle Kannik Haastrup).

Herefter følger en serie af forskellige analytiske nedslag på nogle af tidens mest interessante og indflydelsesrige dramaserier, rubriceret i tre hovedgrupper: premium cable-serierne (The Sopranos, Six Feet Under, Deadwood, The Wire, Boardwalk Empire, Dexter), basic cable-serierne (Mad Men, Breaking Bad og Nip/Tuck) og endelig network-serierne (Lost, Veronica Mars og Friday Night Lights). I kapitlerne om The Sopranos, Six Feet Under og Deadwood, af hhv. Anne Hammerich Graversen, Andreas Halskov og Palle Schantz Lauridsen, fokuseres der på intertekstuelle bindinger og transgressive tendenser i tidens kabelserier – fra æstetiseret vold og kropslige afsondringer over en særdeles grovkornet sprogbrug – og i kapitlet om The Wire, af Anne Gjelsvik og Jørgen Bruhn, ses lokaliteterne og sproget som centrale forståelsesnøgler til at åbne og komme ind på livet af førnævnte værk. Fælles for kapitlerne om The Wire, The Sopranos, Deadwood og Boardwalk Empire er desuden et fokus på seriernes genreforhold og genreleg, og sidstnævnte kapitel, skrevet af Edvin Kau og Steffen Moestrup, (an)griber Boardwalk Empire i spændingsfeltet mellem genrekonventioner og auteurisme (idet serien menes at koble an på nogle for Martin Scorsese typiske stil- og fortællegreb). Den sidste premium cable-serie, Showtimes Dexter, behandles af Troels Jacob Hundtofte med et særligt fokus på fortælletekniske forhold, og Hundtofte pointerer (kontroversielt), at Dexter nok minder om tidens krasse HBO-serier, men at den samtidig, gennem forskellige narrative og stilistiske virkemidler, forlener sig med mere klassiske og harmløse (?) serietraditioner.

Basic cable-serierne Mad Men, Breaking Bad og Nip/Tuck læses med udgangspunkt i forskellige optikker: kapitlet om Breaking Bad, skrevet af Jan Oxholm, fokuserer på lokaliteternes, rekvisitternes og karakterernes betydning i førnævnte serie – med kemien og Dostoévskijs værker som centrale forståelsesperspektiver; kapitlet om Mad Men, skrevet af Jakob Isak Nielsen, forholder sig til fænomenet Mad Men, men fokuserer på seriens værkæstetiske karakteristika; Nip/Tuck, derimod, læses af Andreas Halskov som en symptomatisk basic cable-serie, der afspejler det samfund og den samtid, som serien indskriver sig i.

Network-serierne Lost, Veronica Mars og Friday Night Lights behandles af hhv. Jacob Ludvigsen, Michael Højer og Kenneth McNeil og anskues som kuriøse krydsninger imellem det (tilstræbt) bredtfavnende og det skæve, undertiden kultdyrkede nichefænomen: Lost, påpeger Jacob Ludvigsen, var med sine højkulturelle referencer, sine komplekse fortælleforhold og stilfulde genreblanding, en kultserie for millioner. Ungdomsserierne Friday Night Lights og Veronica Mars, skriver Kenneth McNeil og Michael Højer derimod, har ikke kunnet betegnes som succeser i nogen kommerciel forstand. Men begge er de kritikerroste værker, der gennem utraditionelle virkemidler (kælkede linjer, flaksende håndholdt kamera mv.) og en mere ærlig tone bryder rammerne for den ungdomsserie, der ellers traditionelt betragtes som konservativ, idet den ikke blot har til formål at skildre ungdommens genvordigheder, men også at opdrage det unge publikum.

Pointen, som Henrik Højer fremskriver i sit indledningskapitel, er, at den æstetiske, tematiske og fortællemæssige fornyelse, der starter omkring HBO i anden halvdel af 1990’erne (4), breder sig som ringe i vandet til basic cable-kanalerne og snart de ellers mere traditions- og restriktionsbundne, nationale broadcast networks (da. broadcastnetværk). Før hvert af disse hovedområder har vi indføjet nogle korte interludier eller mellemtekster, der søger at introducere de enkelte fænomener: premium cable, basic cable og de traditionelle broadcastnetværk.

Specifikke dramaserier, som af pladsmæssige hensyn ikke har fundet vej til denne udgivelse, vil for store dele blive behandlet i det virtuelle appendiks (www.16-9.dk/books), som knytter sig til denne bog. Her behandles serier som 24 (Fox, 2001-2010), The Shield (FX, 2002-2008), Carnivàle (HBO, 2003-2005), Heroes (NBC, 2006-), Glee (Fox, 2009-), Battlestar Galactica (SyFy, 2004-2009), The Walking Dead (AMC, 2010-), Treme (HBO, 2010-) og mange flere. Samtlige til- og fravalg kan i sagens natur diskuteres (5), og således vil man også kunne hævde, at man i denne bog burde have fundet plads til én eller flere af de ovennævnte serier. I udvælgelsen af de serier, vi i denne antologi særligt beskæftiger os med, har vi dog forsøgt at efterleve en række grundlæggende udvælgelseskriterier, herunder seriens genre, produktionskanal, udgivelsesdato og skaber. I ønsket om at favne et bredt udsnit af forskellige genrer har vi inddraget den fantastiske hybrid Lost, der bl.a. kobler science fiction og melodrama, westernserien Deadwood, melodramaet Mad Men, gangsterserien The Sopranos, gangster- og periodeserien Boardwalk Empire, det groteske familiedrama Six Feet Under, den (social)realistiske politiserie The Wire, dramaet Nip/Tuck, som kobler medical show med sæbeopera, krimiserien Dexter – med en snert af både humor og horror – hybriderne Veronica Mars og Friday Night Lights, der kobler ungdomsserien med hhv. film noir og sportsserie, og den helt igennem skæve Breaking Bad.

I forsøget på at favne bredt, genremæssigt set, kunne man naturligt have indføjet et eller flere kapitler om tidens forskellige (fysiske) gyserserier, fra zombieserien The Walking Dead til vampyrserien True Blood. Som garanter for AMC har vi imidlertid valgt Mad Men og Breaking Bad, der af de fleste anerkendes som kanalens mest centrale og indflydelsesrige værker, hvorfor The Walking Dead ikke kommer med i selve bogen. Fravalget af True Blood skyldes imidlertid, at vi i bogen allerede har inkluderet Six Feet Under, der som bekendt er skabt af Alan Ball (ganske som True Blood). Samme kriterium ligger til grund for fravalget af den ellers interessante og vellykkede serie Treme, skabt af David Simon, der forinden havde stået bag The Wire. Desuden er både Treme og True Blood produceret til/for HBO, en kabelstation, der nok er central i denne, vor tids kvalitetstradition6, men hvis betydning og position vi ikke bør overbetone. De fem dramaserier fra HBO mod Dexter fra Showtime kan dog stadig forekomme at være en skæv fordeling, men hertil bør det føjes, at Showtime, der primært profilerer sig på dramedie-genren, allerede repræsenteres i Helle Kannik Haastrups indledende kapitel om netop dramedien.

Hensigten med denne bog

Bogen, der er tænkt som den første i en serie af udgivelser fra 16:9-redaktionen, er selvsagt en antologi og læses således typisk i en ikke-kronologisk, nedslagslignende form. Introduktionskapitlet og de forskellige interludier har dog til formål også at muliggøre en mere lineær, kronologisk læsning af bogen. Hensigten har været at skabe en interessant og læseværdig dansksproget introduktion til det nyere amerikanske tv-drama – hvad enten man som læser har akademisk interesse i feltet, betegner sig selv som en engageret ”tv-narkoman” eller blot som en nysgerrig læser og fjernseer med hang til det dramatiske.

Under ingen omstændigheder er dette dog (blot) et forsvar for den moderne amerikanske tv-serie (som akademisk interessefelt). Det moderne tv-drama er for længst trådt ud af filmens skygge og har intet behov for forsvar eller rygdækning. Et dybere, mere indgående studie har til gengæld længe været tiltrængt. I al fald på de danske hylder.

Tak til alle, der har bidraget til udfærdigelsen af denne bog – og ikke mindst alle, der med kærlige, kritiske briller har læst udsnit igennem, kommenteret bogens opbygning og kommet med værdifulde og interessante indspark. En særlig tak skal lyde til Marie Lauritzen for grundig og kompetent korrekturlæsning. Andreas Halskov ønsker desuden at rette en personlig tak til Adam Voigt, programlægger på TV 2, for nogle frugtbare samtaler og til Helle Halskov og Karen Agnete Halskov for to sæt ivrigt lyttende – men ikke ukritiske – ører. Henrik Højer er Jannie Højer dybt taknemmelig for moralsk opbakning og for mange timers koncentreret serie-samvær foran husalteret.  Og Jakob Isak Nielsen ønsker at takke kollegerne på medievidenskab for faglig sparring og medrivende frokostsamtaler om amerikanske dramaseriers fortrædeligheder og fortræffeligheder. Hans største tak går dog til Anne Bager – hans højtelskede og medsammensvorne seriejunkie.

Som de dramaserier, bogen beskriver, er også denne antologi et resultat af mange personers forskelligartede bidrag, og forhåbentlig reflekterer resultatet – som mange af tidens amerikanske dramaserier – en vellykket kollektiv indsats. 

På vegne af 16:9-redaktionen
Henrik Højer, Jakob Isak Nielsen og Andreas Halskov
Aarhus, oktober 2011

* * *

Ovenstående artikel er det fulde forord fra bogen Fjersyn for viderekomne. Læs mere i bogens virtuelle appendiks.