Better Call Saul – ”Riding on somebody else’s coattails”

Af ANDREAS HALSKOV

Resumé

Du kender ham allerede. Måske kender du ham som Saul, måske som Jimmy, men hans borgerlige navn er faktisk James McGill, og denne McGill, der fungerer som den afgørende og titulære hovedkarakter i Better Call Saul, spilles af Bob Odenkirk, som også har produceret den førnævnte serie.

Better Call Saul er titlen på Vince Gilligans spin-off af Breaking Bad, og handler, som titlen antyder, om den tossede advokat, der i Breaking Bad fungerer som en tvivlsom jurist og en comic relief-agtig bikarakter. I Better Call Sall, som er produceret til basic cable-kanalen AMC, følger vi den udviklingsmæssige rejse, som James McGill har taget, for først at blive småsvindleren Jimmy og derefter Saul. Den helt igennem dubiøse advokat, som gemmer sig bag førnævnte reklameslogan. Vi følger Jimmys bestræbelser på at arbejde sig op fra bunden med lovlige midler og vi ser ham fejle, mens broderen Chuck ukueligt påminder ham hvor vigtigt det er at være lovlydlig og retskaffen. Jimmys succes udebliver dog, og hans provisoriske advokatkontor – der i realiteten er et lille baglokale i en asiatisk pedicurebutik – vidner om hans manglende held.

I et forsøg på at skyde genvej til succesen og den sociale opstigning allierer han sig med to tåbelige skaterbøller, der iscenesætter et biluheld og forsøger at afpresse en ældre kvindelig billist. Billisten er imidlertid mor til Tuco Salamanca (Raymond Cruz), den psykopatiske gangster fra Breaking Bad, og skaterdrengenes lille iscenesættelse ender således – foreløbigt – med et brækket ben og en dårlig oplevelse. Denne hændelse bliver indledningen til Jimmys opstigning, men også hans evindelige fald. Han rulles ind i de kriminelle miljøer, og herfra bliver han stadigt mere afstumpet. Undervejs lærer vi både at forstå og holde af ham. 

Sequel-itis. Således har Kristin Thompson døbt og diagnosticeret vor tids (amerikanske) filmindustri. Antallet af efterfølgere og prequels har således aldrig været større, skønt man altid i Hollywood har tænkt i længere filmføljetoner, serialiserede superhelte mv. Et mindre konglomerat ejer i realiteten hele filmindustrien, og der tænkes i high concepts og hurtigt genkendelige karakterer og brands (ANR – Automatic Name Recognition). Man kan beskrive det som en mangel på opfindsomhed eller – som Kristin Thompson – betegne det som en ”sygdom”. Man kunne også opfatte det som en naturlig konsekvens af en stærkt markedsstyret industri, hvor man tænker i konceptudvikling, branding og risikominimering. For hver en Batman er der en Spiderman, for hver en Star Wars IV er der en Star Wars III og for hver en fast er der en furious.

Det samme fænomen kan efterhånden spores i tv-industrien, hvor boomet i antallet af udbydere og outlets har medvirket til en voldsom stigning i efterspørgslen af indhold (original content), og hvor man derfor søger tilbage til sikre succeser og velkendte figurer for at skabe potentielle sequels, prequels og spin-offs.

Spin-offs har eksisteret længe i en tv-mæssig kontekst, men har sjældent været grundlag for større succeser, endsige store kunstneriske oplevelser. Den kortlivede sitcom Joey (NBC. 2004-2006) kunne ligne en typisk spin-off, der forsøgte at kapitalisere på den succes, som moderserien Friends (NBC, 1994-2004) havde haft i 1990’ernes, ved at lade den komiske papfigur Joey (Matt LeBlanc) overtage hovedrollen i en ny, lettere relateret serie. Et mere klassisk og vellykket eksempel er Frasier (NBC, 1993-2004), der var spundet over hitserien Cheers (NBC, 1982-1993). Frasier kunne i 1993 vise, at den gode spin-off var mulig, men i de fleste tilfælde har spin-off-strategien resulteret i tvivlsomme produkter og voldsom kritik hos både tv-seerne og kritikerstanden. Enkelte tv-serier har affødt film, spundet over den oprindelige serie og lagt som prequels eller sequels til den oprindelige historie. Dette gælder serier som The X Files (Fox, 1993-2002), Sex and the City (HBO, 1998-2004) og Twin Peaks (ABC, 1990-1991), der affødte den aldeles udskældte Twin Peaks: Fire Walk With Me (1992), som blev beskrevet som ”en skamplet” (Ebbe Iversen) og sågar ”the worst movie ever made” (Vince Canby). Nej, spin-offs har sjældent resulteret i kritikerroste produktioner, og anses nærmest per definition som kommercielle short-cuts. Enkelte nyere tv-serier har dog medvirket til at nuancere dette billede ved – på succesfuld og vellykket vis – at lægge sig i slipstrømmen af nogle kendte film- eller tv-klassikere. FX-serien Fargo (2014-), der tager udgangspunkt i Coen-brødrenes independentfilm fra 1996, ligner et godt eksempel på dette. Og det samme kunne man sige om AMC-serien Better Call Saul (2014-), som tager sit afsæt i en af de – i udgangspunktet – mest unuancerede karakterer i en af vor tids mest populære og hæderkronede tv-serier: Breaking Bad (AMC, 2008-2013).

”Wouldn’t you rather build your own identity”, spørger Chuck (Michael McKean) sin bror Jimmy (Bob Odenkirk), “rather than riding on somebody else’s coattails?” Dette kunne ligne en morsom metakommentar over seriens egen status – en spin-off-serie der netop lægger sig i slipstrømmen på en populær og kritikerrost serie, og som netop har et refleksivt forhold til Breaking Bad og diverse andre film- og tv-produktioner. Better Call Saul er dog andet og mere end en traditionel spin-off-serie, og den har allerede været genstand for positiv respons. Enkelte anmeldere har beskrevet seriens åbning som et bevidst forsøg på at skabe en anden stil end moderserien (Breaking Bad). Dette er dog, for mig at se, en pudsig læsning, for Better Call Saul – også dens noir-agtige cold-open som er skudt i sort/hvid – er om noget i tråd med Breaking Bad. De væsentligste æstetiske greb i Better Call Saul ligner til forveksling Breaking Bad, hvor man ofte gør narrative krumspring og hyppigt anvender ekspressiv lyd, skæve vinkler, interessante dybdekompositioner og en markant vekslen imellem sort/hvid og farve. Ja, selv den korte titelsekvens og den høje farveholdning – hvor man profilerer nogle mættede grønne, gule og sandagtige farver – går igen imellem de to serier. Og seriernes iøjnefaldende lighed er formentlig ganske bevidst, for Better Call Saul er nemlig ikke en traditionel prequel, der lineært fortæller forhistorien til Breaking Bad, men snarere en overbygning til den oprindelige serie.

Breaking Bad er en genrehybrid af familie-melodrama, komedie, neo-noir og gangsterserie, og også Better Call Saul blander forskellige film- og tv-genrer, navnlig melodramaet, komedien, retsdramatikken og gangsterfilmen. Som en traditionel gangsterfilm handler Better Call Saul om opstigning og fald, og den lykkes med at vise seeren, hvordan James McGill udvikler sig fra retskaffen taberadvokat til small-time crook og – endelig – en næsten klichéagtigt afstumpet advokat, som vi kender ham fra Breaking Bad. Herved fortæller Better Call Saul ikke blot forhistorien bag Breaking Bad; den (gen)fortæller den samme historie i en ny form. Better Call Saul er ikke blot en forhistorie, men en strukturel genfortælling, og netop herved søger Vince Gilligan formentlig at skabe en strukturel kritik af det amerikanske samfund.

Seriens brug af noir-koder, herunder skæve vinkler, low-key-belysning og en lækker femme fatale-figur, vidner om en mørk og dyster klangbund hinsides den morsomme overflade, og James McGill viser sig at være en ny (eller gammel) Walter White. Også James McGill er således, i udgangspunktet, en retskaffen borger, men ligesom Walter White har han svært ved at få enderne til at mødes, og den væsentlige forandring i McGills karakterer sker – som hos Walter White – da han etablerer sit kriminelle alter-ego: Saul Goodman.

Saul Goodman spejler Heisenberg på samme måde som James McGill spejler Walter White, og broderen Chuck kunne indledningsvis siges at repræsentere retssystemet, sådan som svogeren Hank (Dean Norris) repræsenterede retssystemet i Breaking Bad. Den samlede historie på tværs af de to serier synes således at skildre nogle genrelle tendenser i det amerikanske samfund. Better Call Saul er rigtignok, som flere har nævnt, en morsom serie der alluderer til film som Spartacus (1960) og Network (1976) og som genlyder af store filmskabere som Quentin Tarantino og særligt Coen-brødrene og David Lynch (tænk blot retssalsscenen i seriens pilotafsnit). Men serien er også alvorlig, og bag komikken er den en fortælling om nogle strukturelle problemer i det amerikanske samfund. Walter White (Bryan Cranston) i Breaking Bad kunne ligne en amerikansk helt efter franklinske principper, men antyder den manglende holdbarhed i Benjamin Franklins såkaldte boostrap ethic (idéen om, at succes og anerkendelse er naturlige resultater af hårdt arbejde). Walter White kæmper hårdt, men lykkes ikke. Hverken som familieforsøger eller fagperson. Han arbejder hårdt i to parallelle job, men kan ikke forsørge sin familie og betale sin lægeregning, og han er fagligt kompetent, men får ingen faglig anerkendelse. Og måske er dette grunden til hans afvikling, til hans gradvise opløsning og tiltagende afstumpethed.

Det holder heller ikke for den ”gode” James McGill. Vi ved, at filmen vil knække, og at han med tiden vil ende som en lille fisk i de kriminelle farvande. En antihelt, bevares, men også en lille brik i et mere omfattende og depraveret miljø. Måske er netop dette grunden til den korte titelsekvens, som synes at slutte abrupt og pludseligt, ufærdigt og kikset. Kikset som det tvivlsomme alter-ego Saul Goodman, der er skabt af en presset men ikke usympatisk mand, og ufærdig som Better Call Saul, der prologisk knytter sig til Breaking Bad. Men Better Call Saul er ikke blot en prequel, der repræsenterer en generel tendens til sequel-itis i film- og tv-industrien. Better Call Saul er en vellykket kombination af melodrama, komik, gangsterserie og neo-noir, og det er en bemærkelsesværdig udvidelse af Breaking Bad. Better Call Sall går forud for handlingen i Breaking Bad, men genfortæller i realiteten den fortælling, som vi også får i Breaking Bad, og derved fortæller de to serier en samlet historie om generelle problemer i det amerikanske samfund. Better Call Saul refererer til amerikanske film og tv-serier og reflekterer over store amerikanske fortællere, tænkere og litterater, og i sidste ende synes den at spejle et af den amerikanske satiriker Mark Twains mest berømte udsagn: ”No occurrence is sole and solitary, but is merely a repetition of a thing which has happened before, and perhaps often.” Better Call Saul er nok Jimmys historie, sådan som Breaking Bad er Walts historie. Men sammenlagt fortæller de en større og mere cyklisk historie om strukturel ulighed og en systemisk råddenskab i det amerikanske samfund, der langt overgår den enkelte ugerning af det enkelte individ. Jimmy og Walter er formentlig antihelte, men samfundet er den egentlige skurk. Jimmy er rigtignok en klovn, men når latteren stopper er Better Call Saul en mørk og rå historie om et forrået og formørket samfund.

* * *

Denne artikel er en del af det virtuelle appendiks til bogen Fjersyn for viderekomne.