| |
Et billedes anatomi: Lost in Translation
Af JENS AMDI NIELSEN
Lost in translation (2003) var en absolut anderledes romantisk komedie. Hvis den overhovedet kan kaldes sådan, for historien om Bob (Bill Murray) og Charlottes (Scarlett Johansson) møde på et hotel i Tokyo indfrier aldrig de romantiske forventninger, man som seer nærer. Hvad vi derimod får, er en skildring af den fortabte fremmedgjorte tilstand, de hver for sig oplever, og som de momentant kan lindre gennem deres samvær. En tilstand af hjemløshed, af ikke at kunne finde vej eller fodfæste i livet.
Filmen er mere optaget af sådanne tilstande og stemninger end af et fortællemæssigt forløb og aktiv handling. Den har en perlerække af korte scener, der er løsrevet en traditionel fortællende tidsfølge og står som begivenhedsløse skildringer eller billeder af en fortabt og hjemløs tilstand. Det udvalgte billede viser Bill Murrays Bob på sit hotelværelse. Scenens anden og sidste indstilling viser det fjernsyn, han sidder og følger uinteresseret, men det kunne ligså godt ikke være der, for billedet her siger alt. Centrum er Murrays efterhånden klassisk trætte og resignerede udtryk. Omkring det står hotelværelsets upersonlige sterile rum, og bagerst gennem ruden kan vi se storbyens fremmede lys. Han hører så sandelig ikke hjemme. Når man vil skildre menneskets indre tilstande, er nærbilledet et oplagt redskab, men her udnyttes det fremmede rum perfekt til at fortælle om hans fortabte og fremmedgjorte tilstand. Der er en melankolsk poesi over billedet, som vækker mindelser om Edward Hopper, hvis ensomme skikkelser også kunne optræde på hotelværelser og andre anonyme lokaliteter. Fremmedgjorte i en moderne verden. Billedet er et af mange i filmen, som anvender relationen mellem rum og menneske til at skildre sørgmodige indre tilstande. Og som i sig selv er et stykke melankolsk kunst. |
|
|
