Tradition og håb for dansk animationsfilm med brod

Af KASPER ØSTERHOLDT JENSEN

Dansk animationsfilm er kendetegnet ved en tradition for at ville mere end blot underholde (fig. 1). Den er båret af væsentlige emnevalg og en tro på, at man med animation kan skildre virkeligheden og livets reelle problemer. Traditionen er dels funderet af Jannik Hastrups omfattende produktion, nuanceret af Børge Rings egenproduktioner og udviklet fra det antydende til det konfronterende af Anders Morgenthaler med værket Princess (fig. 2).

Nybølger i Bennys badekar

Traditionen for dansk animationsfilm med brod blev funderet i 1960’erne af primært Jannik Hastrup og Flemming Quist Møller. Sammen lavede de korte animationsfilm – heriblandt de grænseoverskridende film Concerto Erotica (1964) og Slambert (1966), der satirisk kommenterede på samtidige debatemner. I 1966 stod de bag julekalenderserien Hvordan man opdrager sine forældre, hvori en flok storbyunger deler erfaringer om, hvorledes de snyder deres forældre og satte spørgsmålstegn ved forældreautoritet. Tiden var ikke moden til at kombinere antiautoritære opfordringer og børneunderholdning, hvilket resulterede i seerstorm. Hastrup og Quist Møller var i 1966 tidligt ude, men i 1971, hvor der var premiere på Bennys badekar (fig. 3), var antiautoritet, forældre- og samfundskritik aktuelle temaer i Danmark. I Bennys badekar kombinerer Hastrup og Quist Møller antiautoritære budskaber med fantasi, sang og jazz i et legende og kreativitetssprudlende undervandsunivers. Hermed favner filmen både samtidens politisk funderede del af ungdomsoprøret samt dyrkelsen af frihed, samvær og kreativitet.

Internationalt byder årene fra midt i 1950’erne til midt i 70’erne på et væld af forsøg på at skabe realfilm, der vil mere og andet end at underholde. Herhjemme afspejles perioden primært i en række ungdomsfilm, der tematisk var forholdsvist grænsesøgende og til dels inspireret af den franske nybølge, La Nouvelle Vague. Til trods for den nye bølge holdt det danske biografpublikum og de danske producenter i bemærkelsesværdig grad fast i folkekomedien. Det betød, at nybølgen ikke bød på mange danske moderne film, og Danmark lod sig næsten udviske af den internationale filmhistorie.

Bennys badekar (fig. 4) er Danmarks nok bedste eksempel på brydningstiden. Filmen fortæller om drengen Benny, der i sit badekars fantastiske undervandsunivers søger tilflugt fra de voksnes og betonbyggeriets fantasiforladte verden. Efter Quist Møllers manuskript, figurer og baggrunde animerede og instruerede Hastrup filmen, der nu betragtes som en klassiker (1). Filmen, der indeholder klare politiske budskaber, er sammensat med et glimt i øjet – i et legende og fantasifyldt udtryk, hvilket elegant kombinerer tidens ofte bombastiske og polariserede politiske bevidsthed med samtidens hyldest til fantasien uden det naive og eskapistiske præg, som ligeledes var på spil i samtiden. Kombinationen er afgørende, da den umuliggør en polarisering af værdisæt. Bennys badekar fremstår i denne kontekst fint nuanceret. Årsagen til at filmen mere end nogen anden favner og samler tidsånden, er måske en distance til samtiden og de ekstremer, den indeholdt. Quist Møller fortæller i tråd med dette om sit forhold til ungdomsoprøret:

Selvfølgeligt deltog jeg i hippie-koncerter og love-ins, men for mig var det bare en stor fest. En historisk midsommeruge, hvor der var mad og penge nok til alle. Men jeg var hele tiden klar over, at vi levede i en højkonjunktur, at vi var rigere end alle andre, og det var derfor, vi kunne feste. (M. Piil, 2005:293)

En både hård og livsbekræftende realisme

Bennys badekar anslår en både satirisk og samfundskritisk tone, som er gennemgående i Hastrups filmografi, der samtidig er den mest omfattende og indflydelsesrige inden for dansk animation. Afgørende for traditionen er, at Hastrups film ofte omhandler væsentlige emner, som skildres vha. en ikke-sentimental fortællemåde. Døden er således et genkommende tema. I eksempelvis Samson & Sally (1984) (fig. 5) udspiller sig en makaber nedskydning af hvalungen Samsons mor. Under eksekveringen fokuseres på Samson – hans reaktion er ingenlunde forsøgt forsødet. Sorgen og derpå vreden er dyb og mærkbar.

Drengen der ville gøre det umulige (2003) er en både poetisk, humoristisk og barsk fortælling om en dreng, der kæmper med identitet og tilhørsforhold efter at være vokset op blandt isbjørne. Indledningsvis og motiverende for historiens plot, føder en isbjørnehun en død unge. Sorgen over tabet er i filmen ikke gemt væk men derimod ganske mærkbar. I et forsøg på at erstatte tabet af bjørneungen stjæler isbjørnehunnen en eskimofamilies nyfødte barn (fig. 6), hvilket påfører familien en smerte, som filmen og publikum derpå dvæler ved. Drengen, som vokser op med bjørnemoderen, oplever, ligesom Samson, at miste sin moder, da eskimofaderen tager livet af den voksne isbjørnehun. Fokus er på drengen og hans reaktion. Atter er sorgen og vreden mærkbar, men i dette tilfælde er også afmægtigheden skildret. Hastrup fortæller i forhold til dette:

Der er en naturlig sentimentalitet i vores historie, hvor amerikanske film har det med at sovse tingene ind og trøste og trøste […] Det betyder, at man ikke bliver rørt. Og selvfølgelig skal man græde, når det gør ondt, hvad enten det er ens mor, der er død eller andre voldsomme ting. Det gælder også for film, man må blive rørt de steder, uden at nogen siger, at ’det skal du ikke tænke på, kom og spis en kage’. (C. Monggaard, 2003:6)

Hastrups film kredser om tab, frygt og undertrykkelse, men disse temaer ledsages af håb, humor og frihed. Der er i Hastrups fantastiske (i forståelsen overnaturlige) animation iblandet en både hård og livsbekræftende realisme.

Vi ses på søndag til kaffe…

I Hastrups filmografi er en gennemgående samfundskritisk tone, som ikke er at finde i Drengen der ville gøre det umulige, hvor Hastrup og Bent Haller (manuskriptforfatter) kredser om selvet, tilhørsforhold og viljestyrke. Væk er de politisk adresserede hentydninger, som har været fast bestanddel hidtil. Til gengæld er sarkasmen og humoren er bibeholdt (fig. 7). Den musikalske og legende stil har veget pladsen til fordel for en poetisk og mere realistisk stil, hvormed der fortælles en både barsk og humoristisk historie.

Den nye stil synes gennemført og original. Påfaldende er dog et møde med ’Ånden i fjeldet’, hvor en måbende dreng sammen med et sandsynligvis ligeså forundret publikum er vidne til en sekvens, hvori en ånd i en anderledes tynd og skitseret streg hviskende hvæser til den skælvende dreng. Man finder sig hensat til en stil lig Bennys badekar og den senere Strit & Stumme (1987). Ånden er gengivet med blottede bryster, tynde lange arme, stort hoved og takkede tænder, hvilket giver en utroværdig og i forhold til filmen skinger karakter. Både udtryks- og indholdsmæssigt er Drengen der ville gøre det umulige Hastrups mest poetiske og knugende film. Måske fordi den, trods ånder og en dreng der gør det umulige, er den mest realistiske fra Hastrups hånd – med hans egne ord egentligt bare en udviklingshistorie:

Hvis nogen synes, at Drengen der ville gøre det umulige har en trist slutning, så foreslår jeg, at man lige kan gi’ den en ekstra replik til sidst: Hanbjørnen vender sig om mens han drager af sted med sin pigebjørn og siger: ”Hej så længe, vi ses på søndag til kaffe.” På den måde bliver det klart, at det bare er en udviklingshistorie – historien om en dreng der bliver voksen. (J. Hastrup i mailkorrespondance med K. Ø. Jensen)

I de fleste animationsfilm underholdes man af et fantastisk univers, hvor alt kan ske. Men vha. et fantastisk univers er det muligvis svært at røre publikum på en mere vedvarende og vedkommende vis, ud over det underholdende, når en film i udtrykket er langt fra en alment begribelig verden. En pendant til dette findes i realfilmens verden, hvor et dramatisk fortalt eventyr kan være momentant rørende, hvorimod en socialrealistisk film kan berøre udover den konkrete filmiske oplevelse. Realismen, enkeltheden og poesien synes at være de fortællemæssige elementer, der udmærker Drengen der ville gøre det umulige, som viser en udvikling i Hastrups filmografi.

Hastrup, Disney og Goebbels

Christian Monggaard formulerer sig om Hastrups samlede filmografi, hvor han samtidig konstaterer, at kontrasterne til Disneys univers er slående i Hastrups univers:

De har en kant, indholdsmæssigt, sprogligt, visuelt, som megen moderne animation ikke har, og det er tydeligt, at Hastrup aldrig har forstået, hvorfor man i Vesten synes, at animationsfilms specielt er for børn. Han nægter konsekvent at lefle for et ungt publikum i sine spillefilm, der ofte er mørkere, mere komplicerede og rummer mere smerte end børnene er vant til fra f.eks. den mere strømlinede Disney. (2005:160)

Drengen der ville gøre det umulige er måske den af Hastrups film, som passer bedst på denne beskrivelse. Et værk som Aberne og det hemmelige våben (fig. 8) fra 1995 kan dog ikke undsiges at lefle for et ungt publikum, hvorved den konsekvens, Monggaard nævner, anfægtes. Brodden, som er at finde i Drengen der ville gøre det umulige, finder man ikke i eksempelvis den løst fortalte Aberne og det hemmelige våben, som med en defokuseret karakterorkestrering ikke formår at etablere hverken kant eller brod. Drengen der ville gøre det umulige er som animationsfilm både flot og rørende, men historien indeholder modstridende elementer, som må medføre et dilemma hos publikum i forhold til placering af sympati. Eksempelvis reagerer isbjørnehunnen på at have født en død unge med at stjæle en eskimokvindes nyfødte søn. Bjørnen giver så at sige sorteper videre. Afgørende for filmen er, at vi forstår bjørnens handling. Vi føler med både bjørnen og eskimomoderen. Det er her – i modsætningen – at filmen har sin styrke, hvormed den adskiller sig fra Disney og mainstream.

Som Monggaard overvejende har ret i, er Hastrups film ofte mørkere, mere komplicerede og rummer mere smerte, end børn er vant til fra f.eks. Disney. Hypotetisk set, kunne Drengen der ville gøre det umulige være produceret af Disney, men tonen og det modsætningsfyldte ville sandsynligvis være udtrykt anderledes. Realismen måtte nok vige pladsen for eventyret både udtryks- og indholdsmæssigt. Kønsbehåring og blottede bryster, som er afbilledet uden forbehold, ville sandsynligvis være tildækkede. Brodden ville sandsynligvis være borte. I forhold til Disney udtrykker Hastrup sig i vanlig kritisk stil:

Jeg sammenligner altid Disney med Goebbels, som fik Hitlers idéer om Lebensraum, familie og alt andet til at lyde forlokkende. Disney er en kristen fundamentalist, der glorificerer den amerikanske drøm om amerikansk kultur. (C. Monggaard, 2005:158)

Dette er en grov men ikke uinteressant sammenligning, som i forhold til Hastrups filmografi understreger, at han tager afstand fra forsødelse og den føromtalte leflen for publikum. Hastrups holdninger er i nogen grad repræsenteret i hans film, som samlet set er karakteriseret ved en væsentlighed der indeholder både smerte, glæde, sarkasme, samfundsbevidsthed, musikalitet m.m., og med Drengen der ville gøre det umulige (fig. 9) også poesi og æstetik.

Børge Rings animation for voksne

Danmarks i udlandet bedst kendte animator, Oscarvinder Børge Ring, der siden sidst i 1950’erne har levet i Holland og tegnet for bl.a. Spielberg og Pink Floyd, men også medvirket på en række af de største danske animationsproduktioner, fortæller om Jannik Hastrup og animation med en brod:

Janniks tidlige serie om Trællenes Børn synes jeg er noget af det bedste, der er lavet i engagerende film ’med brod’. Om han så aldrig havde fået lavet andet end den, så ville den sikre ham en runesten på torvet. (B. Ring i mailkorrespondance med K. Ø. Jensen)

Ring omtaler konsekvent sig selv med udtrykket ’animator’ . Han har dog i tre tilfælde påtaget sig rollen som ’animation director’, hvilket har udmøntet sig i egenproduktionerne Oh My Darling (1978) (fig. 10), Anna & Bella (1984), Og Møllen Drejer (1999). Rings kone, Joanika Ring, motiverede ham inden Oh My Darling til at forlade bestillingsarbejdet til fordel for egenproduktioner:

Hvis du vil ha’ sjov med at animere, så gå til regeringen og be’ om et subsidier til en fri film. Der er så mange, som laver en lort, som de sender til festival – en prætentiøs lort. Lav én, der lugter godt. Det må være muligt, at lave en film, der interesserer voksne – uden at forlade et swingende rytmisk medium – at bevise validiteten af cartoon som et medie til at betegne livet med. (J. Vestergaard, 2006)

I forlængelse af dette har Ring produceret de tre omtalte film, som alle er væsentlig animation for voksne. Oh My Darling vender det at give slip på sine børn. Anna & Bella beskæftiger sig med jalousi og tilgivelse. Og Møllen Drejer (fig. 11) åbner op for de problemer, der opstår, når en dreng bliver narkoman. Rings historier er både morsomt og charmerende fortalt – et swingende rytmisk medium – men i disse lettilgængelige rammer behandler han væsentlige temaer, der primært henvender sig til voksne. Hans veludviklede symbolsprog taler til vores livserfaring og vores genkendelse af lignende problematikker. Ring har noget på hjerte over for det voksne publikum. Børn vil muligvis finde sympati for finurligheden og letheden i hans fortællestil, men tematikkerne henvender sig til et voksent publikum. Ligesom Hastrups film kan Rings gøre ondt. Der er smerte i Rings film, men hvor Hastrup behandler smerte hos og for børn, sigter Ring mod det voksne publikum.

Børge Rings flydende og elegante animation

Udtryksmæssigt er Rings film karakteriseret ved at være flydende og elegante. Han udtaler om filmene: ”Ideen var den, at man må kunne fortælle en historie for voksne mennesker skanderet som Tom & Jerry.” (C. Monggaard, 2004:45). Den livlige animation fra Tom & Jerry er genkendelig i både Rings Oh My Darling og Anna & Bella (fig. 12). Der er masser af bevægelse i billederne, og figurernes bevægelser er overdrevne. Dog er jeg delvist uenig med Ring i, at hans film er skanderet som det voldsomme makkerpar. Rings film er flydende og elegante i udtrykket, hvorimod Tom & Jerry er bombastiske og dramatiske. Tom & Jerry nyder ikke samme finesse, som når Ring i Anna & Bella lader to pigers vækst til unge kvinder ske på en eng, hvor blomster og pigerne modnes samtidig i takt med musikken. Udviklingen kommer bag på pigerne, som dog hurtigt fatter interesse for en flok bier, der flyver mod de smukke unge kvinder. Iblandt bierne er unge mænd, der svæver elegant. Rings film er alle kendetegnet ved et naturligt flow mellem karakterer og elementer. Der er ingen spildtid – alt glider sammen i et indholds- og udtryksmæssigt flow. Ring animerer flydende overgange mellem scenerne og i indføringen af nye figurer i enkeltscener. Filmene alle er udviklingshistorier, hvis primære formål er at afstedkomme refleksion.

Hastrup og Ring er centrale skikkelser inden for dansk animationsfilm. Begge producerer film med en form for brod, men den er ikke den samme. Rings blot tre film besidder alle en mærkbar kant, der med et følelsesmæssigt fokus er langt fra den politisk bevidste brod, som er at finde i Hastrups omfattende filmografi. Dog synes Hastrup med Drengen der ville gøre det umulige at bevæge sig i en ny retning, hvor brodden er kendetegnet ved det modsætnings- og smertefulde. Brodden, alvoren og smerten til trods har Hastrup og Ring både humor og charme tilfælles, hvilket i genkendelig dansk satirisk form ligeledes er betegnende for dansk animationsfilm.

Anders Morgenthalers brutale skildring

Anders Morgenthaler skriver sig med Princess (2006) ind i den danske animationsfilms historie med et væsentligt og vedkommende værk. Filmen både kan og vil mere end blot underholde, og til forskel fra Hastrup og Rings produktioner er Princess konfronterende. Vi har hidtil oplevet animationsfilm med væsentlige budskaber i antydende skildringer, men vi har ikke tidligere set seksuel udnyttelse og vold skildret uden omsvøb i dansk animationssammenhæng. Morgenthaler har noget på hjerte – han vil konfrontere os med den virkelighed, der eksisterer i og omkring pornomiljøet(fig. 13). Både emnevalg og den direkte facon er nye i den danske tradition.

Filmen omhandler en mands hævn over de personer og pornoindustrien i det hele taget, der har udnyttet hans søster (Princess) med hendes død til følge. Filmen rejser et umiddelbart spørgsmål: hvorfor skildre en historie omhandlende pornoindustriens ofre – en pornostjernes vej i døden og seksuelt misbrug af dennes barn som animationsfilm og ikke realfilm? Det er nyt og det bryder med vores idé om animation som en underholdende udtryksform, der kan behandle væsentlige men ikke brutale emner. Det forudsigelige svar er, at Morgenthaler er tegner. Valget afstedkommer en forholdsvist enkel og dermed ret direkte fremstilling af pornoindustriens ofres virkelighed. I kombination med det enkle tillader animationen et ekspressivt og dermed effektfuldt udtryk.

Principielt er alt troværdigt i animation, da universet synligt og i sit udgangspunkt er kunstigt. I det enkelte værk kan der med en kombination af form og indhold etableres et univers, hvor et regelsæt tegner sig, hvilket også er tilfældet i Princess. Historien udspiller sig i et univers, hvor rammerne for fysisk formåen, er åbnet en smule eksemplificeret i filmens voldsscener, hvor den klejne hovedkarakter med få slag formår at slå voksne mænd til blods (fig. 14), og hvor en femårig pige kan tage livet af (fig. 15) en korpulent herre med et koben. I forhold til troværdigheden fungerer dette, da vi som publikum accepterer, at det er filmens emotionelle lag og hævnens forløsning, der udspilles i overdrivelsen.

Animations- og realfilmens forcer

Trods en forholdsvis enkel handling er Princess komplekst sammensat. Indlejret i filmens umiddelbare handlingsforløb er flashbacks – overvejende ekspressive realfilmmontager – der eksplicit er indarbejdet i filmen i form af videobånd, der afspilles. Filmens dybde, hovedkarakterens (broderen til pornostjernen) motivation og dermed filmens handlingsforløb er forankret i de mange realfilmmontager, der bidrager til vores forståelse og filmens konkrete bindeled til den virkelighed, som Morgenthaler med filmen sætter under debat.

Kombinationen af animation og realfilm deler filmen i den fortid, der resulterer i søsterens død, skildret i realfilm og i broderens hævntogt skildret i animation. Dette er væsentligt i og med, at den barske historie om en ung piges vej ind i pornoindustrien er realistisk, hvorfor denne er skildret i realfilmbilleder (i hjemmevideooptagelser, hvilket understreger autenticiteten). Hævntogtet derimod er skildret i animationens fantastiske univers, hvor hovedkarakterens (og hans misbrugte nieces) følelser kan udspilles med den brutalitet, som man i deres sted ville ønske var mulig. Således udnyttes de to udtryksformers forcer i form af en kombinatorik.

Realfilm er ofte benyttet i dansk animationsfilm med henblik på at adskille to universer. Et eksempel er Bennys badekar, hvor Benny fra Gladsaxes (hvorfra filmens realfilm-baggrunde stammer) betonbyggeri, hvor han er i vejen for sin mors kaffeslabberas, flygter ud i først Utterslev Mose og derpå ned i badekarret og dermed ind i sin egen fantasi (fig. 16).

Bekræftelse og udvikling af traditionen

Tilbage fra Bennys badekar har traditionen i dansk animation således været at ville mere end blot at underholde. Ikke overraskende er der både tematisk og udtryksmæssig diversitet at finde inden for feltet. Denne eksisterer dog inden for relativt snævre rammer, da de samme navne går igen i mange produktioner, hvilket direkte medfører en både tematisk og udtryksmæssig konsistens i traditionen.

Hastrup, Ring og Morgenthaler udtrykker sig forskelligt, men de synes alle at bidrage til den fælles væsentligste tradition i dansk animationsfilm. Det er interessant i fremtidsperspektiv, at Morgenthaler med den brutale skildring Princess på en gang både bekræfter og bryder med traditionen. Feltet er åbnet op, men traditionen stiller formentligt stadig krav. Dansk animationsfilm besidder en brod, som bibringer noget, ligesom Dogme95 gjorde det. Med Morgenthalers Princess kan vi håbe, at dansk animationsfilm også fremover vil være væsentlig del af dansk films udvikling i det hele taget samt ikke mindst vedblive med at være et væsentligt alternativ til amerikansk animationsfilm.