I artiklen ser jeg nærmere på denne sensibilitet og det, den sætter i gang: Jeg undersøger hvordan og hvad filmen viser eller fortæller. Konkret analyserer jeg i fire markante scener brugen af filmiske virkemidler - kamerabevægelser, bevægelse i billedet, klipning og såkaldt vertikal montage (flere samtidige betydningsdannelser, fx billede og lyd) og virkemidler inden for det enkelte billede - billedkomposition, farver og lys på de afbildede motiver. Ud fra dette giver jeg et bud på en fortolkning af filmen.

Filmen gentager den stramme form fra 66 Scener: Den består af en række enkeltscener af amerikanske landskaber, bygninger og objekter samt kendte og ukendte personer tilsyneladende uden sammenhæng og i vilkårlig orden: New Yorks pompøse skyline ved solnedgang, highways med ensomme bilister, anmasende billboards, en bartender, der mikser forskellige drinks, kendisser som fotografen Robert Frank og skuespilleren Dennis Hopper, der præsenterer sig til kameraet, blodige steaks, en banana split og ikke mindst Stars and Stribes gemt rundt omkring i billederne. En eklektisk blanding af 'americana'; ting, vi genkender fra vores forestillinger om Amerika, og som virker amerikanske.

Næsten alle scener er skudt med fast kamera og er uden bevægelse, og de spænder fra close-up til panoramabillede. Motivet er gerne placeret midt i billedet som et objekt, der studeres under et mikroskop eller udstilles i en montre. Scenerne afvikles langsomt (de står hver i ca. 25 sekunder). Filmmaterialet har en kraftig stoflig udstråling, og dagslyset, især solnedgangen, udnyttes ekspressivt. Ind i mellem ligger der en enkel, impressionistisk klavermusik henover 2-3 scener. De fleste scener lukkes af en ultrakort præsentation. I øvrigt benyttes Leths kendetegn indramning, tidens udstrækning og tilfældet.

Denne enkle stil, langsomme afvikling og mættede stoflighed sætter motiverne i et ophøjet lys, som inviterer beskueren til at reflektere over dem.

Fire scener fra Amerika: Manhattan skyline, Ketchup, en tilfældig opringning og tidens gang

Manhattan skyline
Første scene efter titelskiltet forestiller det sydlige Manhattans skyline i panoramabillede skudt sydfra med fast kamera. Frihedsgudinden "falder i med" skylinen, og World Trade Centers Twin Towers rager op over de andre bygninger. Ovenover byen er der en stor, tom himmel, i bunden af billedet glimter East River, og solnedgangens stærke lys får bygningerne til at skinne gyldent. På lydsiden spiller et stykke sval klavermusik. Lige før der klippes, oplyser instruktørens stemme nøgternt, hvad billedet forestiller: "Skyline".

New York er som bekendt en af verdens mest afbildede byer; den karakteristiske skyline har nærmest mytisk status som kulisse i utallige spillefilm og tv-serier (When Harry met Sally, Friends m.fl.) Enhver kan genkende den berømte skyline fra andre film og billeder. I sin egenskab som "overafbildet" motiv får scenen en metakommunikativ funktion; den peger på sig selv som et ofte afbildet motiv.

Scenen adskiller sig imidlertid fra spillefilmene og tv-seriernes flygtige gadebilleder på en afgørende måde: Skylinen er indrammet og udstillet som motiv frem for blot at være kulisse, og den relativt lange indstilling forstyrres ikke af nogen handling. Dermed inviteres beskueren til nøgternt at studere skylinen, at genopdage eller revurdere den og reflektere over virkelighedens New York City.

Salt, peber, sukker, servietter og ketchup
Scenen forestiller i close-up nogle ting på et bord i en diner: Salt, peber, sukker, servietter og ketchup står på række og udfylder billedrammen. Opstillingen ligner en lille skyline med ketchupflasken, der rager op som en skyskraber over de andre huse. På lydsiden spiller en mere meditativ og søgende klavermusik. Igen præsenteres tingene og det sted, de er, kort: "Salt, pepper, sugar, napkins, ketchup. Sunset Boulevard, California".

Den kunstfærdige opstilling af de trivielle husholdningsting i close-up i den mættede billedkvalitet tilsat den meditative musik er en ekstremt æstetisk fremstilling i forhold til tingenes trivialitet. Dette giver scenen en såkaldt uudsigelig æstetisk funktion, dvs. at  den rummer et æstetisk "overskud", som insisterer på tingenes æstetiske kvaliteter som en slags skulptur, hvis former man kan fabulere over.

Denne "miniature-skyline" mimer - og henviser dermed til - den rigtige skyline i førnævnte scene. På samme måde kan de trivielle husholdningsting, der emmer af 'amerikansk diner', ses som en henvisning til en større sammenhæng, nemlig Amerika som helhed.

To advokater og tidens gang
To advokater står på The Promenade i Brooklyn, New York med det sydlige Manhattan i baggrunden. De er nobelt klædt og præsenterer sig veloplagt til det faste halvnære kamera. Det er solnedgang, og på lydsiden spiller et stykke sentimental og "tapper" klavermusik.

Scenen er en gentagelse af en scene fra forløberen og har dermed en intertekstuel funktion; det er de samme personer placeret samme sted, der udfører samme handling (dog er replikkerne naturligt nok opdaterede). Dermed er scenen et skægt gensyn med disse to personer, som man sidst har set i filmens 21-år gamle forløber. De er naturligvis ældede og virker mere milde end deres 21-år yngre udgaver.

Den enes beretning om, at han har boet i bydelen "for many years" og nu er flyttet med sin kone til en forstad, er en lidt rørende opsummering af et menneskes liv med familie og karriere. De to mænds mildhed og selvbevidste glimt i øjet kombineret med den sentimentale, "tapre" musik skaber en næsten bevægende stemning. Man føler næsten, man kender mændene og glædes ved at gense dem.

Scenens intertekstuelle funktion er stærk, idet scenen er en næsten nøjagtig gentagelse af sin forløber. I en gentagelse ligger jo, at det er det samme, der gentages; så selvom scenen er opdateret, er den i en forstand blot en gentagelse af - og fungerer dermed blot som reference til - forløberen. Så i stedet for at handle om de to advokater som individer kommer den til at handle om tidens gang. Og om foranderlighed. Nogle ting forandrer sig over tid, andre gør ikke. Der er gået 21 år mellem de to film, og vores advokatvenner er blevet ældre. Men har forestillingerne om Amerika - og Amerikas betydning i verden - ændret sig i løbet af de 21 år?

Tre steaks og en tilfældig opringning
Scenen forestiller i halvtotal med fast kamera tre tjenere på en restaurant. De kommer én efter én ind i den tomme billedramme og stiller sig på række, hver med en tallerken med en steak. De er klædt i noble tjenerjakker og præsenterer hver deres steak til kameraet: "T-bone", "Sirloin" og "New York cut sirloin".

Herefter opstår tilfældigt en uforudset situation: Udenfor billedrammen tager en stemme imod en telefonbestilling. Dette lille stykke virkelighed indlemmes i - og forlænger - scenen, idet kameraet ruller videre og tjenerne bliver stående i position, efter scenen egentlig er slut.

Dette tilfælde tilfører scenen et andet element; en afrundet scene-i-scenen, der forærer os et ikke-iscenesat glimt af livet på stedet. Og samtidig får vi restaurantens navn - Smith & Wollenski.

Dette er ellers en meget iscenesat scene: Tjenerne er instrueret i at udføre denne særlige handling, der udtrykker essensen i deres arbejde; at servere en steak (man fristes til at sige "Sådan serverer det perfekte menneske en steak"...) Instruktørens rolle er tydelig her.

Det tilfældige, "forstyrrende" telefonopkald står i skarp kontrast til denne kontrollerede, iscenesatte situation. Her overtager selve optagesituationen faktisk scenen og bliver en del af den. Scenen har dermed en metakommunikativ funktion; den peger på filmen selv og demonstrerer desuden virkelighedens lunefulde indvirkning på den konstruerede skabelsesproces. Scenen gør således opmærksom på, at vi ser en instruktørs individuelle fremstilling af virkeligheden. Og dermed kan beskueren frigøre sig til at danne sin egen mening om emnet, virkelighedens Amerika.

Postkort som byggeklodser
De fire scener formidler intet decideret budskab, men dog en masse betydning om Amerika og amerikanerne: De lægger op til at revurdere forestillingerne om Amerika, de udtrykker "amerikanskhed" i trivielle husholdningsting, de spørger, om vores forestillinger om Amerika og Amerikas betydning forandres over tid, og endelig påpeger de, at dette er en enkelt instruktørs individuelle fremstilling af emnet.

Vha. Leths kendetegn indramning og tidens udstrækning udstilles motiverne som fænomener, så beskueren får plads til at fordybe sig i dem. Tidens udstrækning skaber også rum for tilfældet, hvorved en scene udbygges og desuden påpeger selve filmen som film.

"Det er vores forestilling om, hvordan Amerika skal se ud", siger Leth om holdets tankegang bag filmen. "Det er en slags byggeklodser til et Amerika, der måske mest findes i sådan en postkortagtig forestilling om, hvordan det skal være". Filmen er ultraæstetiseret.

Det første flag, der udfylder hele billedfeltet (ophængt i et butiksvindue i en lilleby), kan udtrykke, at filmen tager udgangspunkt i - og udfordrer - en udbredt, ordinær forestilling om landet, fx noget med "verdens politibetjent", "overfladisk kultur" osv. Det sidste (en pin på Dennis Hoppers jakke), der er så lille, at man knap lægger mærke til det, kan udtrykke at beskueren ved filmens slutning har set forskellige beskrivelser af landet - storslåede, rørende og trøstesløse - og nu kan danne sit eget nuancerede indtryk.

Den vigtigste form for kunstnerisk erkendelse, man kan opnå, er ifølge Kjørup det, som værket viser os via "dets betydningsindhold og dets indbyggede kvaliteter i medium og materiale". Her er der nemlig ofte "bredere og rigere former for erkendelse om ting vi selv træder i et aktivt forhold til; det er her der er oplevelse at hente, her er der noget at tale om og tænke over" som fx "historiske tidsbilleder, billeder af forskellige mennesketyper og menneskelige relationer" (Kjørup 173) m.m.

I Nye Scener fra Amerika er det netop betydningsindholdet i medium og materiale - den mættede æstetiske fremstilling af de ærkeamerikanske motiver - der kan sætte fortolkning i gang. Her er bestemt nuanceret viden og indsigt at hente. Og mere end hvis fx en speak entydigt konkluderede, at "Amerikanerne er arbejdsomme og hæderlige" eller "Den amerikanske regering fører befolkningen bag lyset". Den æstetiske fremstilling er fundamental for denne film og er det grundlag, beskueren kan skabe sin individuelle betydning på. Accepterer man fraværet af historie og budskab og lever sig ind i den æstetiske, åbne udtryksform, kan man fordybe sig i de amerikanske motiver og reflektere over sin opfattelse af Amerika og amerikanerne.

Jørgen Leths filmpoetik er tæt forbundet med denne filosofi: "Mine film er mere åbne end den type dokumentarfilm, som har en konklusion eller et eller andet budskab, de vil fortælle eller pådutte folk, af moralsk eller politisk karakter", siger han. "Man inviterer publikum indenfor til selv at skabe sammenhænge i hovedet af filmene", siger Leth, og fortsætter "Jeg har den idealforestilling om mine film, at de er åbne, at de er til at bo i for publikum. At de er til at gå ind i og selv opleve i".

Nye Scener fra Amerika er med sin åbenhed og sit æstetiske "overskud" mere rummelig eller "large" overfor beskueren end didaktiske dokumentarfilm, der formidler entydige budskaber. Derfor kan den - paradoksalt nok - ligefrem tilpasse sig den enkelte beskuers åbne sind, afhængig af hans forudsætninger (viden, smag m.m.)

Idet filmen ikke viser et afgrænset budskab, altså noget specifikt, viser den i en forstand det hele. Altså selve "amerikanskheden" og dermed selve fænomenet Amerika. Intet mindre. Alle billederne, der hver udgør et "Mikro-Amerika", indeholder "latent" selve 'det amerikanske'. Og beskueren kan fordybe sig i fx New Yorks storslåede, skinnende skyline og inspireres til at tænke over Amerikas økonomiske, militære, teknologiske, videnskabsmæssige, politiske og kulturelle betydning igennem historien.