Så galt står det trods alt ikke til i DK - endnu. Jeg skal indrømme,
at jeg som oftest venter med at betræde biograflokalet til en
del minutter efter forestillingens annoncerede begyndelsestidspunkt,
dels for at undgå at lægge syn og hørelse til reklamefirmaernes
udskejelser, og dels for at finde mig et sæde med acceptabel benplads
(som oftest en yderplads, da mange biografer ligesom busser og
fly er designet efter benmål på dværge)
og i passende afstand fra det ungdommelige slubrende, smaskende,
slikpapirraslende og konstant fortærende publikum. Min aldrig
svigtende fornemmelse fortæller mig, at ligesom Broby-Johansen
i Krop og Klær - Klædedragtens kunsthistorie (Gyldendal 1966,
s 216f) påviste overensstemmelse mellem kjolelængden og den amerikanske
økonomi imellem 1913 og 1953, således vil der utvivlsomt kunne
fremforskes en lignende sammenhæng mellem ungdommelig overvægt
og solgte biografbilletter - en ingenlunde overraskende kombination,
for det har selvfølgelig kun været et spørgsmål om tid, inden
konsekvenserne af "med bleen i biffen"
slog igennem: de små sagesløse er jo reverenter talt blevet opflasket,
om man så må sige, med kombinationen modermælk og levende billeder.
Men denne klumme skal egentlig handle om noget ganske andet:
Jeg har foretaget en højst uvidenskabelig undersøgelse ved ud
fra et halvt dusin tilfældige exemplarer
af Filmguide fra forskellige måneder efter 2000 at beregne
gennemsnitslængden på dels amerikanske premierer og dels på film
af alle andre nationaliteter slået sammen i én gruppe. Resultatet
viste 1 time 35 minutter i snit mod amerikanernes 1 time 50½ minutter.
Amerikanske film er altså et kvarter længere end andre landes
film - og denne kendsgerning gør dem ikke bedre, mere interessante,
mere dybtborende, mere underholdende, nej det gør dem kun L Æ
N G E R E.
Somme vil måske glæde sig over at få mere for pengene, men er
der kunstnerisk vundet noget ved de extra
15 minutter, som en stramning af stoffet ikke har kunnet klare?
Jeg tillader mig at tvivle. Skal denne amerikanske tidsudvidelse
ses i forlængelse (no pun
intended) af tendensen med mammutromaner på 700-900-1100 sider
og de i princippet uendelige tv-serier i diverse genrer?
En variation af denne problematik skal måske ses i moden (det
må være det rette ord) med de mange director's
cut udgivelser. Producenterne fremstår her som kulturfjendske
personer, der gladeligt har ødelagt instruktørernes kunstværker, dvs. har
gjort dem kortere - og altid kun kortere, aldrig længere, men
min hukommelse fortæller mig, at kun Coppola's
Apocalypse Now
har vundet nævneværdigt som kunstværk ved at få ca. 45 minutter
lagt oveni.
Indtil ca. 1960 lavede Hollywood mængder af B-film, små, korte
(70-80 minutter), stramt fortalte film, når de var bedst, men
denne professionalisme synes at være gået i glemmebogen. Og hvilken
moden person foretrækker Gilliam's Twelve
Monkeys på 131 minutter frem for
Marker's La Jetée på 29 minutter?
Jeg kender ikke til, at der findes beregninger over filmlængder
gennem tiderne, men tidligere synes der at være ret klare skel
mellem film af almindelig længde (der så kunne variere ganske
betydeligt, men stadigvæk indenfor den tidsramme, hvori man siger,
det tager en genstand (i bajersk form, förstås)
at løbe igennem systemet - for at komme en anklage for gnavpotteri
i forkøbet skal jeg oplyse, at et prostatalt
indgreb har hævet mig over enhver mistanke) og så de deciderede
helaftensfilm med obligatorisk indlagt pause, men nu er dette
skel skredet kraftigt i hvert fald i Hollywood.
Ergo (om et par år vil forståelse af dette ord samt klummeoverskriften
kræve en udenlandsk uddannelse) vil jeg slutte med en opbyggelig
historie, der er fortalt kort, klart, knapt og koncist af en af
de sande storytellers:
Fritz Lang fortæller i Peter Bogdanovich's
interview-bog Fritz Lang in America,
(Studio Vista, London 1967, p. 88) en
herlig - og lærerig - historie om Columbia's
egenmægtige og brutale studioboss, Harry
Cohn, som var afskyet og hadet af de
fleste, men også respekteret og beundret af en del fagfolk for
sin professionalisme:
Harry Cohn one day sent me a note: "Mr. Cohn
expects your presence in the projection room tomorrow morning
at ten o'clock." O.K...I had nothing to do, it wasn't my picture
he was running, I didn't give a damn. Naturally, sitting over
there were the director and the producer and the writer - I forget
what picture it was....Finally (Cohn) comes in and says, "O.K.,
run it." He sits in the first row, picture runs, not a word -
not a breath. Picture is over, lights, everybody sits there, motionless.
You don't hear a sound. Harry Cohn gets up, walks to the screen
- not saying a word - comes back, stands in front of the first
row, turns around, goes back to the screen again. And I thought,
"What has this son-of-a-gun got on his mind?" Suddenly he turned
around and said, "This is a very good picture." Great sigh from
the whole audience. "But..." Everybody stops breathing. (I said
to myself, "Now it comes.") "But," he said, "it is exactly nineteen
minutes too long." Aha! You don't think the producer or the director
would have dared to say anything - they were all under contract
- but the writer was not, so finally he said, "Excuse me, Mr Cohn,
why do you say "Exactly nineteen minutes"? Why don't you say half-an-hour,
quarter-of-an-hour, twenty minutes, about and around?" And Harry
Cohn looked at him - he is very quiet - and says, "Young man,
exactly nineteen minutes ago my ass started to itch and right
there I know the audience would feel the same thing."
Og Fritz Lang tilføjer: "And he was right! The
moment an audience starts to itch around, you know you have lost
them."
PS: Lang's to film for Columbia, The Big
Heat og Human Desire, varede begge 90 minutter.