Det giver mening et stykke af vejen. Historien om knægten Quentin, der arbejdede i nørdernes paradis Video Archives i West L.A., om den unge mand, der udskiftede livet med filmhistoriens kollektive erindring, den historie er blevet den postmoderne myte per se og har efterhånden vokset sig lige så stor og uomgængelig som de filmmanuskripter, der kom i en lind strøm fra vidunderbarnet i løbet af halvfemserne.  I filmen True Romance, om en ung mand af samme støbning som ophavsmanden selv, får myten billeder, og nørden bliver helt i det epos, der kommer til at stå som halvfemsernes - tvetydige - ode til ham.

True Romance handler om tegneserienørden og kung-fu-film-elskeren Clarence (Christian Slater), der forelsker sig hovedkulds i luderen Alabama (Patricia Arquette). Clarence kan bedst beskrives som en postmoderne udgave af Travis Bickle fra Scorseses Taxi Driver (1976) og Kit fra Terrence Malicks Badlands fra 1973. Sidstnævnte film fungerer som evigt nærværende undertekst til Scotts film og udover at udlåne sit musikalske tema til True Romance, så fornemmes samme farlige naivitet hos Clarence og Alabama, som det var tilfældet med Kit og Holly i Malicks film. Det er da også den hysterisk-romantiske forelskelse mellem nørden og luderen, der antænder det hypervoldelige plot i True Romance, da Clarence bestemmer sig for at befri sin kommende viv fra alfonsen Drexls (Gary Oldman) brutale omklamring. Og nu springer Clarence ud som den galning, han ret beset er, og det, der ved første øjekast fremstod som en tilsyneladende ufarlig stakkel, træder nu i karakter som aggressiv enspænder, uden dog af den grund og paradoksalt nok at miste sin aura af naiv uskyld. Clarences forbilleder er nemlig hentet i tegneseriens kulørte univers, hans moral i asiatiske kung-fu-film og øverst oppe, som gud i et verdensbillede, der udelukkende hviler på populærkulturelle referencer, troner Elvis, kongen over dem alle. Netop Elvis dukker da også op som åndelig vejleder og rådgiver for Clarence i den roadmovie, han og Alabama bliver karakterer i, og som bringer dem til det Hollywood, der selvsagt må være selve himlen for en filmfreak af Clarences kaliber. Her skal de forsøge at sælge den store mængde kokain, han ved en fejl fik med sig fra opgøret med Drexl.

Jeg har flere gange henvist til Scotts visuelle stil og i hans tilfælde er stilen i høj grad manden. Set gennem hans linse fremstår verden eller mere præcist Amerika altid i skæret fra utallige reklamer og musikvideoer, men denne gang med et overskud af mættet rød, kinky lyserød og melankolsk blå, farver der i øvrigt er rig lejlighed til at svælge i på den flotte DVD-udgave af filmen. Hvis man kan tale om naive billeder, så er der en ny naivitet over Scotts billeder i True Romance. Det, der i hans øvrige film ligner ren spekulation, vrides her mod et mere naivt udtryk, der inkarneres af Clarence og Alabama og i sidste ende kontrolleres af manuskriptforfatteren, der i den grad formår at lade sine figurer tone billederne.

Men det Scott'ske look er umiskendeligt og denne gang giver det mening, fordi vi med Clarence og Alabama bevæger os ind i et stykke americana, i et stykke ikon-amerika, der ikke prætenderer at ligne verden udenfor billedernes rækkevidde. Med sine moteller, diners, byer og landskaber byder det os tværtimod indenfor i et pop-utopia, som vi smiler genkendende tilbage til. Med Clarence, Alabama og True Romance, tager vi skridtet ind i et Amerika, der er filtreret gennem en fælles bevidsthed skabt af de film, reklamer og fiktioner, der for os alle er en uadskillelig del af det amerikanske.

Denne kamp mellem 'eventyr' og 'virkeligheden', 'glansbillede' og 'død' udkæmpes mest overbevisende og berygtet i scenen, hvor der krydsklippes mellem Clarences foredrag om nørdens skræmmende natur på en burgerbar, og de brutale tæsk Alabama får af en gangster i James Gandolfinis frygtindgydende skikkelse. Scenen vakte forståelig nok furore ved filmens premiere, dels på grund af sin brutalitet, men i lige så høj grad på grund af Scotts iscenesættelse af volden. Scott fastholder nemlig sin hyperæstetiske tilgang til filmbilledet og orkestrerer scenen, så den har samme vulgær-mondæne stil som filmen i øvrigt. Resultatet er en sekvens, der placerer den labile tilskuer mellem to stole; mellem beundringen for filmens forførende potentiale (og der er tale om en formidabel udfoldet sekvens på alle niveauer) og så, selvfølgelig fristes man til at sige, den gru en scene af denne karakter må vække. For kan det forsvares at æstetisere volden og fastholde den stadige seksualisering af Alabama i en scene, hvor naiviteten kastes overbord til fordel for en næsten dyrisk voldsomhed, der krænger prinsessekostumet af hende og snarere bringer mindelser om Juliette Lewis' figur i den af Tarantino skrevne Natural Born Killers (1994)? Den farlighed, den rå kraft der her kommer til udtryk i Alabamas figur anes allerede tidligere i filmens eksplicitte sexscener, men det er i scenen på motelværelset, at anelsen bliver til vished og spørgsmålet er nu, om filmen stadig kan bære sin naive tilgang til stoffet? Der er ingen tvivl om, at det er her eventyret er tættest på at implodere, at vi i den omtalte scene nærmer os det punkt, hvor indholdet dræner formen og fastholdelsen af stilen bliver skinger (fig.2). Men Clarence er Clarence og Tarantino er Tarantino og da førstnævnte og Alabama sidder på en gammel sofa og med L.A. Airport som pittoresk baggrund plejer hendes sår, så forsikrer han hende om, at det er tid til at drage ud verden: "I have always wanted to see what TV in other countries looked like" lyder den vægtige begrundelse (fig.3). 'Fiktionen længe leve' lyder slagordet trods alt for den postmoderne helt, og her fik nogle anmeldere nok dengang i 1993, mens vi var andre, der blev hængende og så fascinerede på.

Fig.2.

Fig.3.

Nørdens død, eller .
True Romance er fortællingen om nørden, der bliver inviteret indenfor i sin egen vådeste drøm, og som kun med nød og næppe kommer ud på den anden side med livet og, måske, illusionerne i behold. Og netop Clarences skæbne var ifølge både Scott og Tarantino genstand for megen diskussion under indspilningen af filmen. I Tarantinos originale manuskript dør Clarence under den afsluttende ildkamp, men da Scott ikke nænnede at slå sin hovedperson ihjel (han understreger i sine kommentarer til filmen - og man tror ham - at grunden ikke var kommerciel) filmede man to slutninger: den vi kender fra biografversionen og den slutning Tarantino egentlig havde tiltænkt sit alter ego. På den aktuelle DVD-udgivelse har Tarantino nogle interessante betragtninger over, hvorfor det trods alt var rigtigst at vælge den lykkelige udgang på historien: Han understreger, at han oprindeligt skrev manuskriptet for selv at instruere filmen og i hans udgave, i den tarantino'ske udlægning af manuskriptet, havde Clarences død været på sin plads. Noget ganske andet gør sig gældende for Scotts udlægning af skriften. For selvom sidstnævnte var loyal overfor idé og intention, så er Scotts film blevet en helt anden, end den Tarantino oprindeligt så for sig. Vi kan kun gætte, men mens Tarantinos film sandsynligvis havde vægtet historiens kyniske potentiale højere og beskrevet et syndefald, en historie om illusionen, der bliver til desillusionen, da drømmen bliver til virkelighed, så forsøger Scott filmen igennem at fastholde og lægge accenten på manuskriptets sentimentale og eventyrlige elementer. Og det er netop de ingredienser, en mand med Scotts visuelle temperament formår at forløse, og Tarantino er da heller ikke i tvivl: Scott så rigtigt, hans slutning rammer den tone, der trods alt blev filmens, og sådan kan det samme manuskript altså ikke overraskende skabe vidt forskellige billeder.

'Kill your darlings'
Slutningen behandles udførligt i DVD'ens ekstramateriale, der desuden byder på engagerede kommentarspor af både instruktør og manuskriptforfatter. De kommenterer tillige begge Tarantinos alternative slutning, ligesom Scott genser nogle af de scener, der ikke overlevede redigeringsfasen. Blandt dem gemmer der sig et par perler; scener, der endte på gulvet i Scotts stadige forsøg på at give filmen den puls og den fremdrift, der igen og igen var ved at ryge overbord, når enkeltscener truer med at stjæle al opmærksomhed fra helheden. Og True Romance er allerede i sin nuværende form fyldt med den slags scener: Clarences indledende monolog om Elvis, scenen mellem Walken og Hopper, Brad Pitts korte optræden, Bronson Pinchot med ansigtet indsmurt i kokain osv., og på DVD-udgivelsen kan man nu forsikre sig om, at de scener ligeså kunne være røget ud til fordel for Clarences doceren over Janis Joplin eller historien om, hvordan Alabama fik sit navn.

Ellers er ekstramaterialet som altid en blandet landhandel af skidt og kanel, mens selve filmen serveres i en indpakning og i en kvalitet, der er upåklagelig.

I David Thompsons The New Biograhical Dictionary of Film nævnes Tony Scott kun i en bidende bisætning i artiklen om den mere salonfähige storebror Ridley Scott. Mange vil uden tvivl argumentere for, at han ikke har gjort sig fortjent til mere, men med True Romance skabte han faktisk en film, der på overlegen filmisk vis omfavner og forløser et manuskript. Tony Scott bliver ofte og ikke urimeligt beskyldt for at dyrke det overfladiske, og der er da heller ingen tvivl om, at det er der, på overfladen, han befinder sig allerbedst. Derfor er han også i sit rette element i True Romance: På overfladen, blandt omvandrende ikoner og filmiske klicheer, der får liv i spillet mellem Tarantinos ord og hans egne flader.