Og lad os pausere ved Tom, der er en drømmer, grubler og forfatter in spe. Ikke ulig Trier fantaserer han om at revse og lutre den menneskelige sjæl. Han vil åbenbare de fundamentale menneskelige sandheder for sine læsere, og byen Dogville er den første prøvelse. Ved eksemplets magt skal indbyggerne indse, at de ikke er i stand til at 'modtage', og i virkeligheden alle kun passer deres eget, men Toms dybe filosofiske bukselommer er tomme for illustrative eksempler. Han taler konsekvent hen over hovedet på indbyggerne til de tilbagevendende moralske vækkelsesmøder, som alle dog deltager i. Dels har de ikke har andet at give sig til, dels vil de ikke gå glip af noget.

I filmens første kapitel dumper illustrationen, redskabet, så ned som en gave fra himlen - eller mere præcist jages hun over markerne med projektiler hvislende for ørerne. Hun hedder Grace (Nicole Kidman), og forrevet, sulten, på flugt fra gangstere, myndigheder og storbycivilisationens arrogance er hun villig til alt for at blive optaget i Dogvilles verdensfjerne fællesskab. På Toms opfordring tilbyder hun åbent sig selv og sin arbejdskraft til indbyggerne, og ved sin arbejdsomhed, empati og skønhed fortryller Grace dem alle. Men taknemmeligheden slår snart over i udnyttelse og afstumpet grusomhed, og det opbyggelige lærestykke bliver et mareridt - for Tom, men først og fremmest for Grace. Det, hun har givet fra sig, og den smule, hun har modtaget til gengæld, enten knuses eller vendes imod hende, og hun finder sig passivt i det. Dels af frygt for 'hjemsendelse' til gangsterne, dels fordi hun har brug for at tro på, at det er menneskeligt at fejle, og at de vil indse deres uretfærdigheder. Hun må dog afslutningsvis erkende, at Dogvilles beboere ikke på bunden er "good honest hardworking people". De er hunde, og havde hun handlet som dem, ville hun intet kunne sige til sit forsvar. Hun sættes - ironisk nok ved beboernes egen mellemkomst - pludselig i stand til (ned i mindste stoiske detalje) at hævne øje for et øje, tand for tand, og det gør hun.

Det er med temmelig mange ord Dogvilles historie, hvis slutning ikke lader en forlade biografen med rigtig ro i sindet. Ikke kun pga. af sin morbiditet, men også fordi den simple klassiske allegorese bliver mudret. Er det byen Dogville eller Graces afsluttende dåd, der er allegori på USA? Eller ikke snarere dem begge? Triers allegori er moderne i sin tvetydighed.

Vores indre svinehund fascineres og lutres derfor en smule ved Graces hævn. Hun likviderer ham, og Tom og de andre 'hunde' fortjener at dø. Måske ligger Dogvilles dybeste mareridt i det faktum? Triers moralske lærestykke illustrerer ikke kun Dogvilles - og USA's - manglende hjerte og moral, men også vores. Da Grace endelig ser Dogville i et klart lys, vælger hun den umenneskelige løsning, og vi hælder mod at bakke op om hendes beslutning, selvom den ingenlunde lader sig forsvare. Så måske ødelægges Dogville og dens beboere, men umenneskeligheden sejrer. Er det dén 'menneskelige sandhed', der gennem lænkehunden Moses (!), til slut gør os op i ansigterne, så vi næsten kan mærke kæberne snappe?

Voiceoverens omnipotens
Men lad os her forlade historien og i stedet tage fat på et par af de andre karakteristiske træk ved Dogville. Først voiceoveren.

John Hurts allestedsnærværende fortællerstemme er iørefaldende og har et utal af funktioner. Den lægger ord i munden på personerne. Går ind i og ud af personerne og giver os dermed mulighed for at høre og ikke kun se, hvad der rører sig. Den kommenterer og fortolker på en næsten overdrevet eksplicit facon, og så har den tillige visuel magt, hvilket kan eksemplificeres ved Graces entré i 1. kapitel. Det er mørkt, og Tom ligger halvt grublende, halvt døsende på The old ladies bench i forgrunden af billedet. Voiceoveren gengiver hans tanker, og simultant med, at vi hører ordene "need an illustration", glider en høj, slank sort skikkelse ind i billedrammen fra højre. En skygge, der hurtigt får skikkelse qua kameraets og Toms interesse. Fortællerstemmens ord materialiserer sig således omgående - den besidder en nærmest guddommelig omnipotens.

Og vi stoler på stemmen, der er mørk, varm og tryg at lytte til, men man skal ikke lade sig narre af dens britiske elskværdighed og til tider underdrivende ordvalg. Den udtrykker holdninger og udleverer utallige gange personerne gennem ironi. Lars von Trier fortæller selv, at han havde "a lot of fun writing that voiceover, which reflects my own sense of sarcasm", men i virkeligheden er den for subtil og indirekte til at kunne kaldes sarkastisk. Trier kalder den i øvrigt Barry Lyndonsk - og kendere vil måske også i Dogvilles klassiske barokscore høre ekkoer af Kubrickfilmen fra 1975.

John Hurts overdrevne tydelighed understøttes af filmens titel- og kapitelskilte. I begyndelsen fortæller et sort-hvidt titelskilt (med stumfilmslignende tydelighed) os, at dette er historien om Dogville fortalt i en prolog og ni kapitler. I baggrunden ses det store U, der markerer, at filmen er første del af Triers nye trilogi U, S and A. De ni kapitler indledes af tilsvarende skilte, og via dem  over-ekspliciteres kapitlernes indhold - enkelte gange i en sådan grad, at det bliver komisk. Vi har altså at gøre med en film, der arbejder energisk for at fremvise sin karakter af fortælling - og det går hånd i hånd med dens tydeligt 'manglende' scenografi.

Filmverdenen har været mystificeret af rygterne om denne stilisering, siden optagelserne af Dogville begyndte vinteren 2002, men i den færdige film er det ingenlunde dét, der påkalder sig opmærksomheden. Det er ganske vist, at man efter ganske få minutter ikke længere mangler konventionelle naturalistiske rammer, og faktisk viser det sig flere gange, at deres fravær højner intensiteten. Det bør dog bemærkes, at en virkelighedsnær lydkulisse af fuglesang, regn, storm osv. til en vis grad kompenserer.

Ellers synes der at være to hovedgrunde til, at Triers eksperiment lykkes. For det første skuespillerne, der i kraft af den scenografiske askese får umådelig meget plads: Ansigter, interaktioner, positurer som når Nicole Kidmans Grace graciøst glider ned af Elm Str. får lov til at fylde - og selv om Kidman er mest fortryllende, så kan hele ensemblet bære ansvaret. For det andet er Dogville tænkt filmisk - ikke som teater. Knivskarpe closeups; et sensitivt og mobilt håndholdt kamera; følelsesladede krydsklipninger med forskellige toninger; grafisk betagende indstillinger set fra et (næsten) guddommeligt perspektiv oppefra og ned, èn gang med et stort ur eksponeret ned over, en anden med brug af fast motion; brug af lys; og en dobbelteksponering, der leder tankerne hen på Per Kirkebys kapitelbilleder i Breaking The Waves. Alt sammen fjerner Dogville lysår fra filmet teater. Lidt provokerende har Trier sagt, at 60'ernes danske TV-teater har været en inspirationskilde for filmen, men tag ikke fejl: Dogville er film med stort F.

Dogville er fuld af små detaljer. Og til trods for, hvad man kunne frygte, er den ikke et minut for lang. Utallige scener har en lille betydningsfuld 'kant' i replikker, klipning, skuespil, voiceover eller billeder. Afslutningsvis fører Grace og Tom fx en helt igennem forloren samtale ved den gamle sølvmine, og bag dem på en af minens støttebjælker står ordene 'DICTUM AC FACTUM' (som sagt så gjort) som en kommentar til, at indbyggerne da har forrådt hende. Byen ér altså - som Chuck allerede har antydet skråstreg foregrebet i 1. akt - 'rådden'. Der er desuden metaforikken omkring æblerne, et billede på byens, Graces' (og vores) uskyldstab. Den næsten forrykte diskussion af arrogancens væsen osv. osv. Det er blot eksempler, men det er sådanne detaljer og dermed fornemmelsen af, at der er rigtig meget mere at gå på opdagelse efter, der gør Dogville så god. Plus skuespillet. Plus fortællerstemmen. Plus billeder som Grace under presenningen på lastbilen. Plus. Så kan man godt leve med parodisk og plat overtydelighed i fraser som fx "Are you with or against us".

Til trods for, at Dogville fungerer, betager og 'vokser' ved gensyn, så håber man paradoksalt nok ikke, at den danner præcedens. Dogville indvarsler forhåbentlig ikke en ny bølge a la Dogme95, for i hænderne på instruktører uden visuel fingerspidsgefühl og skuespillere uden (verdens)klasse kunne forsøg på at gentage kunststykket blive ulidelige. Det er for så vidt både Dogvilles styrke og svaghed. Den er en stor fuldbåren filmperle, men den træder ikke i karakter som avant-garde, for kun meget få vil kunne følge i dens spor. Vi venter i spænding på Manderlay.