Alt om syndefaldet – All About Eve

Af KIRSTEN SKOV og STEEN FIIL

”I’m afraid this is what the French call de trop,” siger Karen Richards, én af de centrale personer i All About Eve (1950), udtalt med p, selvom hun har gået på Radcliffe og er intellektuel. Og det kan hun have ret i: måske er denne film de trop i sin hermetiske fremstilling af det tidehverv i amerikansk film, der foregår omkring 1950. Ud med fyrrernes seje kvindetyper som Laureen Bacall og andre rapkæftede, mandhaftige kvinder og ind med efterkrigstidens gen-bly ditto, der i denne fortælling lægger et angiveligt krigsarbejde og krigsenkestatus bag sig.

All About Eve er fra 1950 og fanger mange af de strømninger og spændinger, der skulle harmoniseres i datidens USA. Filmens modtagelse og nominering til ikke mindre end 14 Oscars (den fik hele 6) viser, at den ramte noget væsentligt i tiden. Mange mener den dag i dag, at filmen fortjener en plads i amerikansk films kanon, og den er da også blevet bevaret i USA’s National Film Registry og producenternes Hall of Fame. Der er derfor al mulig grund til at se eller gense filmen, der nu er blevet tilgængelig på blu-ray som en lille del af Joseph L. Mankiewicz’ store oeuvre, om ikke andet så for at starte et sted i genopdagelsen af dette wunderkind af en manuskriptforfatter og instruktør, der var færdig på Columbia i en alder af 18 og som – i stedet for at blive psykiater – sidenhen lavede en perlerække af psykeudforskende film for Hollywood.

Filmen handler i al korthed om en berømt skuespillerinde af den førnævnte, emanciperede type, der behersker sin metier, men også nyder at stå på sine egne, velformede ben. Hun spiller på Broadway og er en del af den særlige kunstnerverden, der ikke bryder sig om småborgerlige normer, men har plads til det excentriske. Kun alderen kan hun ikke kyse med sin kynisme, og det gør hende sårbar.

Margo Channing, spillet af Bette Davis, kommer til prøverne, når det passer hende, og kan være noget af en udfordring for såvel kæresten Bill Simpson (Gary Merrill), som for venneparret, manuskriptforfatteren Lloyd Richards (Hugh Marlowe) og hans hustru, den Radcliffe-uddannede overklassepige Karen Richards (Celeste Holm). På snedig vis lykkes det den unge Eve (Anne Baxter), hvis navn næppe er tilfældigt valgt og som i en anmeldelse blev beskrevet som “ruthless Eve, who would make a black-widow spider look like a lady bug”, at smigre sig ind på Margo og gøre sig mere og mere uundværlig. Adgangen til den store diva er netop overklasseveninden Karen, som lader sig besnære af den ungpigeagtige uskyld og tilsyneladende teatertossethed hos en pige, hun intet kender til, men som angiveligt hver aften ser sit forbillede optræde. I et samspil af tilfældigheder og snu tilrettelæggelse lykkes det Eve Harrington, som hun kalder sig (navnesymbolikken er til at tage at føle på i denne film, en harrier er en støver, der holder sporet af sit bytte), at smigre sig ind og langsomt overtage først faktotummet Birdies (der er endnu mere slagfærdig end sin arbejdsgiver og som straks gennemskuer snylteren), siden Margo Channings plads. Hvad der starter som en husmoderlig pynten omklædningsrummet op med småborgerlige gardiner og flæser, fortsætter med omsyning af Margos aflagte spadseredragter til eget brug, bliver til langsom overtagelse af læseprøver og ender med et fuldgyldigt forsøg på også at score Margos kæreste.

Et velment venindeforsøg fra Karens side på at give Margo et wake-up-call – det er efter en sindsoprivende og våd aften, hvor Margos advarsel ”fasten your seatbelts for a bumpy night” kommer til at holde stik – får hende til at lave et nummer med at lade bilen løbe tør for benzin, så Margo kommer for sent til en premiere på et nyt stykke, hvor Eve behændigt og med hjælp af skabsbøssen og smudsjournalisten DeWitt (hans wit er endnu et navnepun i filmen; Ad-is-on hedder han til fornavn) får promoveret sig selv som hendes dubleant.

Samme DeWitt, som kender så godt til al råddenskaben i branchen, har gennemskuet Eves historier om fortiden. DeWitt sætter en fælde for hende, da han udspørger hende om San Francisco og ”the old Schubert theatre”, som hun i sin komplette mangel på kultur og viden går lige i og som viser, hendes talent er snylterens. Hun snylter på det nye stykke, Aged in Wood, som Margos ven og Karens mand, har skrevet til den store skuespillerinde, men som han gladelig er parat til at lade Eve overtage, da hun med alle sine fortrin fordrejer hovedet på ham med sin smiger.

At Eve ikke er den eneste haj, der lurer på andres mænd, er Marilyn Monroes rolle som Miss Cass(h)well et godt eksempel på: hun vil gøre alt (med sin krop) for at score en pels af sable eller en mand som Clark Gable, men forskellen er løgnen og den luskede lillepigeattitude, som taler til mænds (og kvinders) beskyttelsestrang. Hvor Miss Casswell lægger bryster bag intentionen, opdager ingen det magtmenneske, der skjuler sig bag Evas bly ansigt, og som kun kommer frem, når hun ikke får sin vilje. I modsætning til Margo, der giver mændene råt for usødet og i overført betydning kastrerer DeWitt ved demonstrativt at bide en bladselleri over lige op i hans åbne ansigt, optræder hun som 17ish og uerfaren. Det mislykkes i første omgang at få fat i Margos kæreste Bill, som i stedet beslutter sig for at gifte sig med Margo (han afviser Eve med ”I don’t want it to come after me”) og fejrer dette i spejderhulen The Cub Room. Eve har en klemme på Karen på grund af nummeret med at løbe tør for benzin, og det vil hun udnytte til at lægge pres på Karens mand, så hun selv får rollen, en sejr der dog ikke er værd at smykke sig med, da Margo selv trækker sig. Hun vil være noget andet. ”Cowboy?” spørger hendes kommende mand typisk. ”Married lady,” svarer hun. ”Now I finally got a life.”

Filmen er fortalt cirkulært, så åbningsscenen, hvor vi ser Eve få overrakt den store teaterpris, med Addison DeWitts berettende voice-over, nås igen lige før slutningen på filmen. Vi har altså at gøre med en dybgående analyse af de menneskelige kvaliteter eller mangel på samme, der kan ligge bag en sådan kunstnerisk succes. Som tidligere nævnt bliver det også Addison DeWitt, der på grund af sin egen seksuelle observans (”we are improbable persons, you and I”) afslører Eve, da hun også (ved hjælp af en lesbisk venindes lokkende og svigefulde telefonopkald midt om natten; der er ingen tvivl om, hvem hun skal i seng med, da de to piger går op ad trappen) forsøger at stjæle Lloyd fra Karen. Her trækker DeWitt grænsen og konfronterer Eve med sin viden om, at hun slet ikke, som påstået, har mistet sin mand under Stillehavskrigen, men er blevet hældt ud fra det bryggeri, hun arbejdede på i Milwaukee, fordi hun lå i med chefen. Nu tilhører hun i stedet DeWitt, som en livegen. Vi er derfor meget klogere på overrækkelsesscenen, da vi når tilbage til den og kan forstå de hule ord og de pistoler, der på bagvæggen flankerer Eve under dennes takketale. Nok vandt hun en teaterpris, men det egentlige, ægteskabet og de ægte følelser, vil hun aldrig få. Filmens allersidste del er en slags epilog: Tilbage i sin suite finder Eve en ny (lesbisk) kvinde af sin egen slags, der er parat til at overtage de gyldne rober og placere en teaterpris/sin karriere, der hvor hjertet burde sidde. Phoebe hedder hun, og med hendes hånd, der glider ned over brystet og guldbrokaden slutter filmen.

Hvad skjuler der sig bag masken?

Selvfølgelig handler filmen om forholdet mellem teater (NYC) og Hollywood (Californien),  mellem borgerskab og high brows på Østkysten og så den almindelige biografgænger. Mankiewiecz var livet igennem optaget af forholdet mellem overklassen og den almindelige gennemsnitsborger. Men der er ingen tvivl om, at det også handler om noget personligt her – alene filmens længde på 2 timer 18 minutter (”It beats the horse after it is dead,” stod der at læse i anmeldelsen i New York Times) tyder på det. Mankiewiecz flyttede efter filmen sin interesse til Broadway og gav sig til at skrive stykker til teatret, og måske siger anekdoten om hans syn på biografteatre, som kom til udtryk i en diskussion i Hollywood, om man skulle lave film, som box office-tal tilsagde, eller man skulle lave film, som biograferne så kunne vise, meget om, hvordan han så tingene: biografejere er at betragte som lokaleudlejere, der bør koncentrere sig om at pille tyggegummi af gulvtæpperne og holde øje med unge par, der boller på bagerste række.

Mankiewiecz skrev filmen i løbet af syv uger på en lejet bondegård i Santa Barbara og havde året før lavet en anden Darryl Zanuck-film, som han også fik to Oscar-statuetter for (instruktion og drejebog), A Letter to Three Wives (1949) (den danske titel Husveninden har ikke så lidt at byde på, hvis man tænker på Eve). Den handler også om, hvordan spændinger i det post-krigstraumatiserede USA kan sættes på dagsordenen. Tre kvinder modtager et brev fra en kvinde, der angiveligt er løbet af med deres mand, blot ved de ikke, hvem af dem, hvis mand det gælder. Som i All About Eve handler det om forhistorier og om at finde på plads i en ny verdensorden, hvor mange mænd føler sig emasculated, fordi konerne tjener flere penge eller har vist sig at kunne stå på egne ben i deres fravær under krigen.

Ligeledes i 1950 kom filmen No Way Out, der diskuterede racespørgsmål og dristede sig til at bruge udtryk som dirty nigger og andre provokationer, der kunne puste til den ild, der truede med at antænde middelklasse-Amerikas selvforståelse (tænk på, hvad vores egen tids Mad Men og den samtidige roman Revolutionary Road sætter på dagsordenen i den sammenhæng). Ikke så sært, at senator McCarthys komité for landsskadelig virksomhed HUAC åndede Mankiewiecz koldt i nakken (hvilket fik ham til at ændre i Graham Greenes historie om vores mand i Havanna, så den blev mindre kritisk i hans udgave af Our Man in Havanna).

Mankiewiczs helt store projekt, som han dog aldrig fik Zanuck med på, var at lave en film om MOR, om momism, og det forhold, at den amerikanske mor ikke nødvendigvis var nogen engel, men sommetider opførte sig afskyeligt over for sine børn og var med til at forgylde de psykiatere, der måtte tage sig af de efterfølgende neuroser. At det hørte tiden til og var en del af kampen for at få redefineret kønsroller og magtforhold ses med al tydelighed i Nicholas Rays Rebel Without a Cause fra 1955 med forklædefar og bestemmende kvinder i flere generationer. Når James Dean og Nathalie Wood her leger far, mor og barn (den beundrende, faderløse Pluto), er det for at få sat tingene på plads i kønsrolleskabet og få kvinderne tilbage på den piedestal, hvor de skal tilbedes og beskyttes på samme tid, ikke kæmpe med manden om position og dagsorden.

Det kan forekomme at sætte sagen på spidsen og læse ting ind i All About Eve at få den til at handle om angsten for kønsroller, magt og alt for få ægtemænd i en krig, der vendte op og ned på så meget i USA. Men omvendt er man nødt til at se filmen med de uforløste, brændende spørgsmål i samtiden, der fik så mange til at gå ind for at se en film, der i samfulde to og en halv time handlede om noget så usexet som teater og hvis eneste actionscene er Margos tur ned ad spindeltrappen.

Det er ikke dens action, der gør All About Eve, men dens fine eksekvering af en stærk og for sin tid rammende fortælling (der i øvrigt er tæt beslægtet med en anden film, der blev nomineret til hovedprisen ved The Oscars selvsamme år: Sunset Boulevard  [1950]).

* * *

Denne artikel er en del af det virtuelle appendiks til bogen Guldfeber - på sporet af Oscarfilmen.