Tilbage til forsiden September 2011
  Forside Indholdsfortegnelse
 

Treme - Jazzet neorealisme i New Orleans

Af JACOB LUDVIGSEN

 

Resumé

“New Orleans, Lousiana. Three months after.” Sådan starter Treme. Tre måneder efter hvad turde være underforstået: Orkanen Katrina, der i 2005 fik den gamle jazzbys dæmninger til at briste og med dem både gader og facader, drømme og håb. Treme er historien om det farverige musikparadis New Orleans’ fysiske og mentale kamp tilbage til en form for normaltilstand. Formen er ensemble-fortællingen i arven efter Altman. New Orleans’ særlige kulturelle karakteristika inkarneres ikke mindst af den stolte Mardi Gras-indianerhøvding Albert Lambreaux, der kæmper for sin ret til et tag over hovedet – og den desillusionerede cajun-kok Janette, hvis restaurant lider hårdt under Katrina-efterveerne.

Vi følger desuden (blandt andre) den lade daglejer af en trombonist Antoine Batiste, der må tage til takke med diverse mere eller mindre inspirerende gigs i en tid, hvor turisterne bliver bort. Hans ekskone Ladonna, der desperat leder efter sin bror, som var én af de mange, der forsvandt sporløst i kaosset, efter de destruktive vandmasser flød ind over byen. Den godhjertede advokat Toni, der forsøger at hjælpe hende, og Tonis mand, collegeprofessoren Creighton, der på YouTube tordner mod politikernes svigt i forbindelse med katastrofen.

Til sammen tegner det omfattende persongalleri et såre menneskeligt billede af det liv, der står tilbage, når mediernes blitzlys er forsvundet og politikernes interesse falmet.

 

Selv på HBO er livsgrundlaget for tv-serier – i hvert fald hvis de skal overleve flere sæsoner – at de bliver set. Og bedst som man troede, at USA’s nye store samfundskronikør, David Simon, med The Wire (2002-08) havde trukket den realistiske stil så langt, som det kan lade sig gøre med denne præmis in mente, landede han i 2010 med Treme.

Hvor The Wire er et facetteret og nærmest makroperspektivisk panorama over en amerikansk storby, der rådner op indefra, er Treme et naturalistisk, mere henslængt smugkig ind i en bydels vitalitet og sjæl, som bliver truet på livet af udefrakommende begivenheder.

Faktisk er Treme så markant i sin naturalisme, at den har et påfaldende slægtskab med den neorealisme, der blomstrede op i efterkrigstidens italienske filmkunst med instruktører som Roberto Rossellini, Vittorio De Sica og Luchino Visconti.

Som i neorealismen er store dele af Treme optaget on location, i New Orleans’ tolv karreer. Som i neorealismen er flere af rollerne (om end ikke de bærende) besat af amatørskuespillere, taget ud af byens autentiske gader, barer og spillesteder – eksempelvis Phyllis Montana LeBlanc, der blev castet ud fra sin medvirken i Spike Lees Katrina-dokumentar When the Levees Broke (2006). Som i Cykeltyven (1948) eller Rom åben by (1945) løber der en tyk humanistisk åre gennem hver enkelt episode i Treme, en empati med de svage og en samfundspolitisk understrøm, der sjældent bliver direkte politiserende. Og som de neorealistiske værker kan Treme ses som en reaktion på den overflod af træge og tomme produktioner, der tidligere karakteriserede udbuddet. Sammen med resten af den ny tv-guldalders hovedværker kan den læses som et opgør mod de til hudløshed genbrugte genreskabeloner, der prægede Hollywoods tv-samlebånd i 90’erne og til stadighed præger dens filmproduktioner.
Men Tremes fællesskab med neorealismen gælder naturligvis først og fremmest dens indfølende, detaljeorienterede skildring af helt almindelige mennesker. For nok er Treme skåret over et stort drama i form af orkanen. Men meget sigende starter serien først tre måneder efter katastrofen, hvor indbyggerne i det spraglede Tremé-kvarter ganske vist har overlevet, men nu skal til at finde ud af, hvordan de skal leve, efter at deres by og hjem bogstaveligt og metaforisk er gået til i svamp. Med deres små og store problemer som afsæt opbygger serien i et adstadigt tempo en række stærke, nærværende karakterdramaer. Og slutningen på første sæsons næstsidste afsnit (”Wish Someone Would Care”) er i al stilfærdighed langt mere hjertegribende overrumplende end diverse krimiseriers udsigtsløse plotwists.

Tremes særlige feel og musikalske nærvær fornemmes med al tydelighed i pilotafsnittets åbningsscene. Allerede før de første billeder toner frem, hører vi hektisk støj fra menneskemylder og trompeter, der afprøves. De første indstillinger er ultra-close-ups af gyldne blæseinstrumenter, flasker, dekorationer, en cigaret der ryges. På afstand, med en uskarp blæser i forgrunden, hviler kameraet kort ved en politimand, der betragter livet på gaden, før det igen vender tilbage til nære billeder af hænder, drinks og pengesedler der skifter ejer, mens det uskarpe billede finder fokus. Vi ser to kvinder, der taler, men kan ikke høre, hvad de siger for stemmerne omkring dem. Og en dybdeindstilling af to mænd, der sætter ild til en joint, skifter fokus til en mand i forgrunden, der rocker med til de første prøvende toner fra musikerne.

Først efter mere end fire minutter (uendeligt lang tid i en tv-pilot!) får vi et egentligt holdepunkt, da der klippes til en taxa, hvor en trombonist, vi senere skal lære at kende som Antoine Batiste, prøver at hustle sig til en gratis tur. Herfra følger vi i hælene på ham ind i menneskemylderet og det begejstrede, såkaldte second line-musikoptog, der går gennem byen for første gang siden Katrina. 
De dokumentariske slice of life-billeder, der også indrammer sæsonen i slutningen af finaleafsnittet, sætter scenen for seriens tone og stil. Den diegetiske musik og gadestøjens livfulde kompositioner danner et konstant, autentisk lydbillede under Tremes visuelle side, men serien udmærker sig i lige så høj grad ved, at musikken også får lov til at træde i forgrunden. Sjældent har man set et stykke fiktion, hvor de naturligt inkorporerede livenumre får lov til at spille minut på minut uden febrilske, dramatiske afledningsmanøvrer. Treme har derfor selv ikke så lidt til fælles med ethvert ordentligt jazzarrangement: Der gøres plads improvisation.

David Simon har fortalt, at han skrev The Wire til Baltimore-indbyggerne, den fremragende minikrigsserie Generation Kill (2008) til marinesoldaterne og Treme til new orleansianerne. Han er med andre ord ligeglad med, om serien går hen over hovedet på alle andre. Det er denne kompromisløshed, der gør Treme til et mesterligt stykke national traumebearbejdelse, humanistisk samfundsportræt og ærkemusikalsk kulturhyldest i ét. Det er nemlig helt ok, at noget går tabt i slang og indforståede kulturelle koder. Så længe vi får lov at kigge med gennem nøglehullet.

 

* * *

 

Denne artikel er en del af det virtuelle appendiks til bogen Fjersyn for viderekomne.

 

Denne artikel er en del af det virtuelle appendiks til bogen Fjersyn for viderekomne.

 

 

 

Tilbage til det virtuelle appendiks

 

Fjernsyn for viderekomne – de nye amerikanske tv-serier er den første bog i en planlagt bogserie. Bogen er sat i søen af tidsskriftet 16:9, som siden 2003 har udgivet hundredvis af artikler, interview og anmeldelser på netstedet www.16-9.dk. Tidsskriftet fokuserer på spillefilm, men bringer også artikler om tv-drama, dokumentarfilm, musikvideoer og andre audiovisuelle udtryksformer.

 
 

Fakta om Treme

Skabere og manuskriptforfattere: David Simon og Eric Overmeyer

Sæsoner og afsnit: Foreløbigt 2 sæsoner, 21 afsnit

Instruktører: Agnieszka Holland, Anthony Hemingway m.fl.

Kanal: HBO

Produktionsår: 2010-?

Medvirkende: Antoine Batiste (spillet af Wendell Pierce), Albert Lambreaux (spillet af Clarke Peters), Ladonna Batiste-Williams (spillet af Khandi Alexander), Janette Desautel (spillet af Kim Dickens), Davis McAlary (spillet af Steve Zahn), Toni Bernette (spillet af Melissa Leo), Creighton Bernette (spillet af John Goodman), Terry Colson (spillet af David Morse) m.fl.

     

16:9 Bøger - Fjernsyn for begyndere - virtuelt appendiks

Udgives med støtte fra Det Danske Filminstitut samt Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter.
ISSN: 1603-5194. Copyright © 2002-11. Alle rettigheder reserveret.