Game of Thrones – “Watercooler-tv” med strejf af Shakespeare

Af KENNETH MCNEIL

Resumé

HBO-serien Game of Thrones (2011-) er baseret på amerikanske George R. R. Martins bogserie A Song of Ice and Fire (1996-). Der er hidtil udkommet fem bøger, og der skal efter planen komme to til.
Vi befinder os i fantasy-verdenen Westeros, hvor syv adelsfamilier kæmper om herredømmet. I centrum for fortællingen står Stark-, Lannister- og Baratheon-slægterne, mens søskendeparret Viserys og Daenerys Targaryen, hvis familie tidligere havde magten, befinder sig mod øst på den anden side af The Narrow Sea.

Første sæson af Game of Thrones sættes for alvor i gang, da den regerende konge Robert Baratheon beder Eddard Stark om at tage positionen som kongens højre hånd, Hand of the King. I kulissen lægger Lannister-søskendeparret Jaime og Cersei skumle planer. Cersei sidder på tronen som dronning, men vil sikre Lannister-slægten endnu større magt. Da Robert omkommer efter en jagtulykke, sørger Cersei for at Joffrey krones som konge.

Med Baratheon-slægten paralyseret forsøger Cersei og Joffrey ligeledes at sætte Stark-slægten skakmat. Cersei får smidt Eddard Stark i fængsel i håbet om, at dennes kone og børn vil overgive det nordlige Westeros til Joffrey.

Så let går det dog ikke. I samråd med sin mor beslutter Eddards ældste søn, Robb, at samle en hær og marchere mod kongens sæde i byen King’s Landing.

Borgerkrigen er en realitet. Alt imens planlægger den afdøde konges bror, Stannis, at genvinde magten, mens Targaryan-slægten i øst slutter sig sammen med Dothraki-folket. Og endelig rør nogen – eller noget – på sig i det forfrosne ingenmandsland i det allernordligste Westeros. Der går rygter om mystiske skabninger kaldet White Walkers.

Den mangeårige, hårde vinter er på vej.

Der er blod i krystalkuglen.

”Watercooler-tv” med høj produktionsværdi

Det kostede HBO ca. 60 millioner dollars at udvikle og producere første sæson af Game of Thrones. Pilotafsnittet alene kostede 10 millioner dollars. Det lignede en voldsom investering, især fordi man fra selskabets side meldte ud, at man endnu ikke havde besluttet sig for at realisere serien, da pilotafsnittet blev filmet.

Spørgsmålet er dog, om HBO rent faktisk på noget tidspunkt var i tvivl. A Song of Ice and Fire–bogserien var allerede dengang blevet printet i mere end fire millioner eksemplarer, og fantasy-genren har det seneste årti – lige siden Peter Jacksons filmatisering af Lord of the Rings-trilogien (2001-2003) – været mere populær end nogensinde før. I lyset af deres egen succes med True Blood og konkurrenten AMC’s vellykkede zombieserie The Walking Dead, var HBO’s satsning ikke så stor, som den syntes, da serien blev annonceret. Der er dog åbenlyst altid en vis risiko, når man investerer flere hundrede millioner kroner i en i tv-sammenhæng uprøvet genre.

For en tv-station, der i flere år har brandet sig gennem alfahanner som Tony Soprano, Al Swearengen og Omar Little, virker Game of Thrones dog som et perfekt match. Det er ikke bare girls, guns and tits. Nej, det er bedre: Det er maidens, beheadings and corset enhanced tits. Trods det overnaturlige afsæt virker Game of Thrones nemlig solidt plantet i Westeros’ muldjord. Magien og dragerne er i høj grad et bagtæppe, en mytisk størrelse, der måske, måske ikke, vil blive vækket fra sin slumren. Det er lyden af et afhugget hoved rullende ned af en trappe, og synet af et blankpoleret sværd gennempiercende en mavesæk, der brænder sig fast.

Lige fra første færd svælger serien i disse elementer. Blot et kvarter inde i første afsnit har man set både hoveder på spyd, hvide dræberøjne i mørket, en henrettelse og et vinterlandskab klædt i mørkerøde blodstænk.

Game of Thrones udspiller sig i en opbrudstid, hvor man kan være kongens højre hånd én dag og uden hoved den næste. Blodets bånd er stærke, alliancer er flygtige, og tørsten efter magt slukkes aldrig.
Der er incest og forræderi, tortur og snigmord, drager og dæmoner, rænkespil og studehandler. I hvert afsnit er der mindst tre-fire markante begivenheder eller twists, der kvalificerer sig som watercooler tv, altså episoder, som man næste dag vil diskutere på studiet eller arbejdet. Det skyldes dels George R. R. Martins stærke fortælleevne, men i mindst lige så høj grad serieskabernes evne til at bygge op til og indramme disse hændelser.

Flere af bogens mindre handlingsforløb er skåret væk, så man i stedet kan koncentrere sig om de mest interessante personforhold. Hvor bogen f.eks. kigger bredt historisk på Targaryen-slægten og Dothraki-folket, kortlægger tv-serien skarpt forskellene mellem disse to gennem ikonografiske udtryk: Targaryen-søskendeparret, Viserys og Daenerys, dyrker deres lyse hud, blonde hår og opulente tøj, mens Dothraki-krigerne har filtret hår, utæmmet skæg og nøgne overkroppe dækket af tatoveringer og snavs. Frem for at drukne i tung eksposition fokuseres der på (magt)forholdet mellem Viserys, Daenerys og Khal Drogo og – især – på den åbenlyse inkongruens mellem historiske og aktuelle magtforhold. Misforholdet mellem Viserys’ selvforståelse, der får ham til at behandle Khal Drogo som en træl, og den mægtige Khals faktiske magt som leder af en gruppe nomadiske dræbere vokser afsnit for afsnit indtil kulminationen i sæsonens sjette afsnit, A Golden Crown.

Rent strukturelt gør Game of Thrones brug af hyppig krydsklipning, der hjælper seeren med at få styr på de 20-25 hovedpersoner og deres indbyrdes relationer, samt en række cliffhangers. Næsten hvert eneste afsnit afsluttes med en sexscene eller et mord. Det er lige så lidt subtilt, som det er effektivt.

Imellem Carnivàle og True Blood

I en HBO-kontekst befinder vi oset sted mellem Carnivàle og True Blood. Det har alvor, tyngde og en (om end sløret) dyrkelse af dikotomien mellem det gode og det onde som førstnævnte, men også tempo og umiddelbar tilfredsstillelse som sidstnævnte. Hvor HBO i deres historiske sværd-og-sandal-serie Rome klippede væk fra krigen, synker Game of Thrones meget længere ned i sølet med flere sværddueller og jagtscener – som f.eks. da Daenerys Targaryan og Dothraki-folket pludselig må trække deres sværd og kæmpe.
Trods den i tv-regi høje produktionsværdi, der bl.a. har tilladt HBO at hyre 250 statister til enkelte afsnit samt at fremstille hundredvis af sværd, rustninger og hjelme, er det imidlertid manuskriptet og skuespillerne, der bærer serien. Hele vejen rundt fra gamle HBO-kendinge som Aidan Gillen (Petyr Baelish her; Tommy Carcetti i The Wire) til uprøvede børneskuespillere som Maisie Williams (Arya Stark) er indlevelsen imponerende. Det er trods alt en bedrift at få et univers befolket af troldmænd, drager og mystiske White Walkers til at fremstå troværdigt. Hvis man skal pege på én stjerne, må det dog blive Peter Dinklage, der som Lannister-familiens sorte får, dværgen Tyrion, stjæler hver eneste scene, han er med i. Lige meget om han taler sig vej ind i øretæver eller vej ud af fjendens kløer, går hans skæve smil og shakespearianske gloser rent ind. I en verden befolket af dødsensalvorlige tronragere med klare mål, er han ikke bare en interessant joker. Han er nødvendig.

Premieren på anden sæson d. 1. april tiltrak hele 3,9 millioner seere, og HBO anslår selv, at mere end ti millioner af deres kunder har set sæsonpremieren, når man medregner genudsendelser og internet-tv. Det gør Game of Thrones til netværkets næststørste succes de senere år, kun overgået af vampyrsæbeoperaen True Blood. HBO har allerede lovet, at det samlede budget for anden sæson vil blive hævet fra 60 millioner til 75-80 millioner dollars, og det bliver spændende at se, hvordan de bruger pengene, når vi når til omdrejningspunktet for denne sæson: Den store borgerkrig. Første sæsons budget på 60 millioner dollars var naturligvis for lidt til at opstille spektakulære set pieces som f.eks. Slaget ved Helms Kløft i The Lord of the Rings: The Two Towers (2002).

Indtil da er det bare at læne sig tilbage. Helst i sofaen og helst med en pose popcorn. Aldrig før har biograffilmens udtryk og tv-seriens form været nærmere hinanden. Game of Thrones er rendyrket symbiose.

* * *

Denne artikel er en del af det virtuelle appendiks til bogen Fjersyn for viderekomne.