Et billedes anatomi: En hemmelig note i Oldboy?

Af MATHIAS BONDE KORSGAARD

Danske småkager i en koreansk film?

Film skal ses i biografen. Det siger man i hvert fald. Som passioneret filmelsker tør jeg derfor nærmest ikke indrømme hvor sjældent jeg rent faktisk går i biografen. Jeg ser langt oftere film på de noget mindre skærme, oftest tv-skærmen hjemme i stuen eller endda på computerskærmen. Det er der sikkert mange aficionados, der har en (negativ) holdning til. David Lynch har i hvert fald tilsyneladende en skarp holdning til dette spørgsmål. Og det er da også rigtigt: biografens store lærred og overvældende lydsystem giver bestemt en anderledes potent filmoplevelse end den man får derhjemme (nærmest uagtet hvor stort et tilløbs- og udstyrsstykke ens hjemmebiograf end måtte være). Men er det nødvendigvis en bedre oplevelse? Min egen erfaring er at hjemmekiggeriet tillader et anderledes analytisk nærsyn som indimellem lader én opdage små detaljer der måske gik ens næse forbi i biografen (godt assisteret – selvfølgelig – af at man kan spole frem og tilbage, sætte på pause, osv.).

Sidste efterår var jeg i Melbourne. Det er en urimeligt lang flyvetur. Og den skærm jeg kunne se film på i flyet var også af en urimeligt ringe kvalitet. Den sidder i nakkestøtten på sædet foran. Billedkvaliteten og -størrelsen er som den nu engang er. Men jeg tror måske, at min skærm også var en smule i udu – billedet flimrede i hvert fald en del. Hørebøfferne virkede desuden også kun i den ene side – for at få stereo skulle jeg holde stikket i en millimeterpræcis position. Har man så lyst til at se film? Nej, dér sætter selv jeg grænsen. Filmudvalget var ellers acceptabelt. Jeg kunne fx fange en lang række kunstfilm og en del film fra østen, samt en masse af de film, som jeg selvfølgelig havde glippet i biffen, bl.a. The Artist, Moonrise Kingdom, Prometheus eller The Dark Knight Rises. Den sidste af disse ville jeg især gerne se, men jeg modstod fristelsen (dog som sagt under tvang af de kummerlige forhold). Jeg havde desuden også på forhånd besluttet at se den i Melbourne, hvor den stadigvæk gik, selvom den var taget af plakaten i Danmark. De viste den som særforestilling i deres store IMAX-biograf. Her er der for alvor tale om en højpotent filmoplevelse: Da biografen blev opført, var dens lærred verdens største – hele syv etager højt! Og selvom det nutildags kun er den tredjestørste, er det stadigvæk den største skærm jeg nogensinde har set. Det var en vild oplevelse, og bestemt noget jeg kan anbefale, selv som den store sofaentusiast jeg nu engang er. Men sagen er, at jeg ikke nødvendigvis fangede særligt mange detaljer. Overvældet og overrumplet, ja. Fokuseret og koncentreret, ikke så meget. Måske var det filmens skyld. Den er jo ikke ligefrem højpandet. Men måske var det også til dels biografens skyld.

På vej hjem igen virkede skærmen (og lyden!) i flyet. Der havde jeg så en anderledes fokuseret og tilsvarende god filmoplevelse. Jeg så endnu en film som det ikke var lykkedes mig at fange før, Oldboy, der før har været under kærlig behandling her i 16:9. Med næsen faretruende tæt på den lille skærm faldt jeg især over ét enkelt billede i filmens løb. Det står kun på skærmen ganske kort tid. Derfor var jeg nødt til at spole frem og tilbage og trykke pause endda nogle gange for at være sikker på om jeg havde set, hvad jeg troede jeg havde set. Det er ellers et ganske upåfaldende billede i en film fyldt med påfaldende billeder (fx af tænder, der rives ud med værktøj eller af en blæksprutte, der ædes levende). Men dér lidt inde i filmen fik jeg øje på en kagedåse. En kagedåse? Ja, en kagedåse. Kagerne hed ”Queen’s Denmark” og på kagedåsen var der danske flag, en dronningekrone og påskriften ”Product of Denmark”.

Flere danske detaljer?

For så vidt virkede den fuldstændig irrelevant for filmens handling – og er det måske også. Ikke desto mindre studsede jeg over den. Senere i filmen synes jeg tilmed at fange flere andre ”danske” detaljer, fx en Bodum-stempelkande og det at man i en elevator kan se, at man på en etage kan stå af ved ”Royal Danish Embassy, Seoul” . Pludselig var kagedåsen endnu mere interessant. Er disse danske markører blot et tilfælde? Måske. Men i en film, hvor der i den grad synes at være tænkt over selv meget små detaljer, kan det også være at jeg her er på sporet af det Poul Behrendt via Kierkegaard har kaldt en ”hemmelig note” (Behrendt 2007): noget i et værk, som man ikke umiddelbart tager notits af, men som kan ændre hele ens forståelse af værket, når først man har opdaget det. Den hemmelige note kaster nyt lys over det, man troede man vidste. Hvad skyldes denne danske forbindelse i Oldboy? Og er det en skandinavisk snarere end en dansk forbindelse? Vi får i hvert fald flere gange i filmens løb at vide at hovedpersonens datter er blevet bortadopteret og nu bor i Stockholm. Jeg har endnu ikke knækket koden og indrømmer gerne, at jeg ikke har genset filmen endnu, og at jeg sideløbende med filmen var i gang med at opbygge en klassisk flybrandert og et godt jetlag. Måske er jeg ikke så pålidelig og det er sikkert bare et vildspor. Men jeg er ikke sikker på at jeg overhovedet havde opdaget dette billede hvis jeg havde set Oldboy i IMAX-biografen i Melbourne.