Præterea censeo: Uden titel

Af BAMSES UVENNER

Ny tendens på vej i dansk film

Som bekendt er gassen ganske stille sivet ud af den engang så fyldte og spændstige danske filmballon, alt imens både nordmænd og tyskere puster stadigt mere overbevisende i deres ditto. Der er blevet gjort flere både hel- og halvhjertede forsøg på at give ballonen kunstigt åndedræt, men desværre udebliver både hæder og priser stort set indtil videre.

Den nye tendens - eller måske snarere råbet om hjælp - går ud på, at kendisinstruktørerne vel nærmest i desperation gør opmærksomme på sig selv helt fremme i selve filmens titel. Det er næppe noget nyt, at en kunstner investerer sig selv, sit liv og sine oplevelser i sine værker - det er vel snarere kunstens grundvilkår - men det nye består i, at titlen bruges som instruktørens direkte talerør til publikum. Ikke på en udspekuleret og forfinet postmodernistisk, meta-agtig måde, men egentlig mere på en overraskende ligefrem og banal hej-hej-det-er-mig-Thomas-Vinterberg-agtig måde. Det virker næsten som om, titlen er blevet valgt før filmen endsige historien i det hele taget er blevet lavet.

Trier, Bornedal og Vinterberg

Der er ingenlunde tale om et enkeltstående tilfælde. Vi nævner i flæng Lars von Trier, der i en kombination af storhedsvanvid og frustration over den dalende kunstneriske succes vendte tilbage til Danmark og lavede en film med den meget selvsmagende titel Direktøren For Det Hele (afstanden til den poetiske titel Breaking The Waves er nærmest umålelig). Eller hvad med Ole Bornedal, som i sit nyeste værk Kærlighed På Films titel har kombineret sin personlige utroskab med lidt tju og lidt bang for at lancere sig selv som den danske virkeligheds førsteelsker? Og netop i disse dage vender Thomas Vinterberg så formodentlig en smule desillusioneret hjem fra et par halvgode udenlandske produktioner, med en film der sjovt nok hedder En Mand Kommer Hjem (!). En lidt mere ydmyg titel, javel, men det har altid været Vinterbergs varemærke.

Tendensen er ganske tydelig lige nu, men måske har der allerede - set i bakspejlet - været optræk til den i titler som Aage Rais' To Ryk Og En Aflevering og Lotte Svendsens Bornholms Stemme? Om legen stopper her, eller om fremtiden vil bringe flere fantasiforladte og selviscenesættende danske filmtitler, ved vi endnu ikke. Man kunne dog sagtens frygte, at Nicholas Winding Refns Jeg Skylder Dem Stadigvæk 50.000 og Nils Malmros' Hej, Jeg Er Faktisk Også Læge, snart finder vej til de danske biografsale.