Uden at have lønsedlerne i hånden tør jeg godt antage, at det heftige budget på ca. 60 millioner dollars mestendels er brugt på stjernegager til George Clooney og Catherine Zeta-Jones. Med Universal Pictures som produktionsselskab kan de arbejde til højeste løntakst, og det skal være dem vel undt. Vel for første gang i Coen-brødrenes karriere er et romantisk par i den grad den dominerende drivkraft. I den sammenhæng har brødrenes faste fotograf Roger Deakins da også udtalt, at han og brødrene har tilstræbt - næsten parodieret - et mere konventionelt visuelt udtryk end i andre Coen-komedier. Der er skruet ned for komplicerede kamerakørsler og op for glatpolerede stjernenærbilleder. Joel Coen: "In our minds, it's a star vehicle. We wanted actors who could carry the movie through their native charisma despite the fact they are doing some despicable things. You still need to feel sympathy."

Det er ikke nyt for Coen-brødrene at arbejde for store produktionsselskaber, men man kan godt blive ængstelig ved tanken om, at Intolerable Cruelty har flere penge på spil end deres tidligere produktioner. Og ængsteligere endnu bliver man, da deres kommende film - en opdatering af Alexander Mackendricks vidunderlige The Ladykillers (1955) - har den buttede pengemaskine Tom Hanks i hovedrollen. Er brødrene ved at bevæge sig ud i tandløs mainstream?

Mainstream er Intolerable Cruelty måske, men tandløs er den i hvert fald ikke. Filmen tager udgangspunkt i advokaten Miles Massey (George Clooney), der håndterer skilsmissesager med flair, charme, listige kneb og skræmmende effektivitet.

Golddiggeren Marylin Rexroth (Catherine Zeta-Jones) får Masseys effektivitet at føle, da hun efter flere års tapper udholdenhed endelig får fat i inkriminerende videooptagelser, der kan løse hendes ægteskab med den stinkende rige, togglade husbond Rex "choo chooo" Rexroth (Edward Herrmann). Ikke en rød øre bliver der til Marylin.

Overraskelsen er derfor stor, da hun få måneder senere dukker op på Masseys kontor med sin kommende ægtemand oliemilliardæren Howard D. Doyle (Billy Bob Thornton) og ønsker at underskrive den berømte og berygtede "Massey Ægteskabspagt". Ægteskabspagten sikrer den rige part og er så skudsikker, at Harvard Law afsætter et helt semester til denne juridiske klassiker. Massey overrumples af Marylins handling, og der sættes fut i en allerede spirende "fascination".  Da Howard D. Doyle til vielsesceremonien tilsyneladende uopfordret spiser ægteskabspagten - med hjælp af en god barbecue-sovs - begynder den professionelle beundring gradvist at bukke under for en almenmenneskelig og sårbar tilstand: forelskelse.

Marylins motiver er imidlertid ikke, hvad de syner. Snart har hun Massey snøret om sin lillefinger, og kønskampen kan begynde.

Genreleg
De finurlige Coen-brødre har altid formået at inddrage karakterer, handlingstråde og stemninger fra forskellige filmgenrer og gøre dem til deres egne.  Hvis man kun bedømmer Intolerable Cruelty ud fra reklameplakaten, kan man sagtens få indtrykket af, at filmen er en konventionel romantisk komedie. Selv producer Brian Grazer har udtalt, at filmen bliver solgt anderledes p.g.a. Clooney og Zeta-Jones. For at få budgettet til at holde, skal man meget gerne hive den del af publikummet ind i biografen, som blot ønsker at se en film med smukke stjerner, der forelsker sig. Men lad det være sagt med det samme: i Intolerable Cruelty er romantikken indlejret i komikken og ikke omvendt. Intolerable Cruelty har i stedet et nærmere slægtskab med screwball-komedien. Denne vidunderlige bastard af den romantiske komedie oplevede sin storhedstid i trediverne og havde kønskamp, rappe replikker og usandsynlige forviklinger som hovedingredienser. Navnet screwball er lånt fra baseball-verdenen og er et udtryk for, at kombattanterne i komedierne kaster skruede replikker mod hinanden i et rasende tempo. Om end Zeta-Jones i høj grad er glamourøs øjenslik og ikke praktiserer den samme fysiske komik som nogle af tredivernes store comediennes såsom Katharine Hepburn og Carole Lombard, så besidder hun den samme skrupelløse determination som sine forgængere.

"Well, we hope they'll laugh" (Joel Coen)
Enkelte påfund falder en anelse ved siden af, men den humoristisk drivkraft er ligeså dynamisk som Carter Burwells pragtfulde score. Latteren sidder i kroppen lige fra filmens glimrende anslag med Geoffrey Rushs slibrige tv-producent, der driver igennem Beverly Hillsiana i sin Jaguar, mens han lystigt bræger med på Simon og Garfunkel: "I am just a poor boy..". Denne anmelders klukken fortsætter hen over titelsekvensens glansbillede-animation og tiltager i takt med de talrige forviklinger, de diskrete jokes (tjeck påskriften på sidekick Wrigleys tennis-T-shirt: "objection!") og mødet med de farverige bipersoner, som bliver viklet ind i historien: Heinz The Baron Krauss von Espy, Masseys vederstyggelige oldingechef Herb Myerson, den dyneløftende detektiv Gus Petch, og ikke mindst lejemorderen Wheezy Joe, der i et fatalt øjeblik forveksler sit håndvåben med en astmapumpe.

Mistro og tillid
I stort set alle Coen-brødrenes film står de på sidelinjen og betragter deres materiale med en ironisk distance, og man kan indvende, at deres opfordringer til emotionel involvering altid er lidt halvhjertede. Egentlig behandler de både tilskueren og karaktererne med respektløshed. Det ene øjeblik opfordrer de os til at dele Miles Masseys meget menneskelige forgabelse i Marylin Rexroth, i det næste karikerer de ham med filmhistoriens vådeste hundeøjne.

Denne stadige vekselvirkning mellem indlevelse og ironisk distance kan være frustrerende, fordi man ikke ved, om man skal tage imod invitationen og indleve sig i karakteren eller beholde sin rolle som betragter. Men netop i Intolerable Cruelty finder denne ubestemmelighed sit perfekte udtryk. Ligesom karaktererne befinder sig i et maskespil, således gør tilskueren det også i forhold til fortælleren. Vi bliver med andre ord stillet over for det samme valg som Miles og Marylin: tør man give sig hen?; tør man tage The Leap of Faith og fremstå nøgen uden et kynisk og ironisk panser? At filmen bevæger sig på en knivsæg mellem indlevelse og ironisk distance fungerer derfor særdeles godt i netop denne historie.

I første omgang bliver både tilskueren og Miles Massey straffet for blødsødenhed, men slutteligt kommer brødrene den naive tilskuer i møde mere end de nogen sinde tidligere har gjort. Man foranlediges jo næsten til at tro, at de favntager Elvis' sangtekst over titelsekvensen: "We can't go on together with suspicious minds" og som Ethan Coen har udtalt i et interview: "Jeg tror, at den har en lykkelig slutning." Trods ovennævnte udsagn garderer brødrene sig mod beskyldninger om blødsødenhed og kvalm mainstream ved at slutte filmen med et billede, der let kan opfattes som en ironisk kommentar til deres egen "sell-out".

Det er som sædvanlig svært at blive klog på, hvordan Coen-brødrene selv forholder sig til filmen. På den ene side siger Brian Grazer, at filmen er en leg for dem: "The Coens are just winking at it. They think it's a joke." På den anden side sætter de en stolthed i at producere en mainstream-film for et stort studie: "There's nothing bad about that, we're just as interested in doing that as anything else . We've worked with studios from the very beginning, so it's actually a little bit irritating being sort of associated with 'independent cinema' in quotation marks. Because it's not something that has a lot of meaning for us. " I Intolerable Cruelty har brødrene absolut bevæget sig nærmere mainstream end nogensinde før. Overraskende nok klær' det dem forbløffende godt.

At brødrene stadig har tungen solidt plantet i kinden illustreres af Ethan Coens lakoniske kommentar: "We've been trying to sell out for years. Nobody's been buying. That's the problem."

Foreløbig har filmen omsat for $ 30 mio. i Nordamerika alene. Det lader til, at der er nogen, der køber Coen-brødrenes nye linje. Jeg gør i hvert fald.