tilbage til forsiden
   
 

April 2003
1. årgang
nummer 1
gratis

forsiden | indholdsfortegnelsen forrige side | næste side
     
  Dreyer for begyndere

Af JAN OXHOLM


Mesterinstruktøren Carl Th. Dreyer er kendt og berygtet for sin iscenesættelse af strengt formalistiske rum. Men det stilfulde billedsprog i Vredens Dag, Ordet og Gertrud er en fryd for øjet. Især når det amerikanske selskab, The Criterion Collection, overfører Dreyers hovedværker til DVD.


Der er noget galt i Danmark. Ikke fordi Dybbøl Mølle maler helt af helvede til. Men fordi dansk films største kunstner, Carl Th. Dreyer (1889-1968), stadigvæk svømmer rundt som den grimme ælling i andedammen. Dreyer er som bekendt død og borte, og det samme fristes man til at sige om hans film. I hvert fald i Danmark, hvor instruktørens fem hovedværker Jeanne d'Arcs lidelse og død (1928), Vampyr (1932), Vredens Dag (1943), Ordet (1955) og Gertrud (1964) fortsat ligger og samler støv i de gamle arkiver.

Sådan er holdningen ikke på den anden side af Atlanten, hvor flere historiske filmskatte graves op af fortidens mørke. Især det amerikanske selskab,The Criterion Collection, har i flere år udsendt en perlerække af digitalt restaurerede filmklassikere, heriblandt en eksklusiv DVD-boks med Dreyers tre sidste hovedværker.

Amerikansk hyldest til Dreyer
Man kan spørge sig selv, hvorfor Det Danske Filminstitut ikke allerede har taget initiativ til at samle Dreyers film nu, hvor den digitale tidsalder er over os. En amerikansk hyldest til den danske instruktør grænser til absurditet og gør floskler som public service og dansk kulturarv til uudtalte fremmedord. Anerkendelsen af Dreyer er større i udlandet, hvor både det stumme nærbilledstudie Jeanne d'Arcs lidelse og død og den dæmoniske drømmegyser Vampyr er produceret. Måske er det derfor, at det kræver en kodefri DVD-afspiller for at kunne se de historiske milepæle. Som et slags plaster på såret skal det dog nævnes, at Det Danske Filminstitut for nylig i samarbejde med bl.a. Filmmuseum Berlin har nyrestaureret Dreyers filmatisering af Der var engang fra 1922. Filmen, der bygger over Holger Drachmanns populære skuespil, blev frem til 1964 anset for fuldstændig tabt men er nu ude på DVD. Men det er samtidigt én af instruktørens svagere film.
 

Foto: The Criterion Collection.
 
         
  Det kan man heldigvis ikke sige om heksedramaet Vredens Dag, Kaj Munk-miraklet Ordet og Dreyers svanesang, Hjalmar Söderberg-filmatiseringen Gertrud, som Criterion har overført til digitale versioner. I disse knivskarpe udgaver, superviseret af Dreyers fotograf Henning Bendtsen, får man virkelig øjnene op for mesterens perfektionistiske billeder og rum.

Det æstetisk fortællende rum
Michael Powell har engang omtalt Martin Scorsese som en visionær filmskaber, der spiser billeder til morgenmad. Den samme beskrivelse passer på Dreyer, der formår at iscenesætte stramt komponerede rum i en stil, der har inspireret modernistiske avantgarde-instruktører, lige fra franske Alain Resnais til italienske Michelangelo Antonioni. Forfatteren og filminstruktøren Christian Braad Thomsen er ikke videre begejstret for Dreyers talefilm, for som han skriver med skarpe vendinger i forordet til sit opslagsværk Drømmefilm (2000): "Dreyers talefilm er præget af en ufrivillig kunstighed i diktionen og en sproglig banalitet, der måske forklarer, at de værdsættes højest i de lande, hvor man ikke er fortrolig med det danske sprog". Men det er heller ikke manuskriptforfatteren Dreyer, som man fascineres af i Vredens Dag, Ordet og Gertrud, men derimod billedmageren Dreyer.

Kedelig. Langsom. Patetisk. Disse er blot nogle af de adjektiver, som mange forbinder med Dreyers film, der tit beskrives som ekstremt trættende og med et fatalt fravær af dynamik og bevægelighed. Dette er langt fra sandheden. For Dreyer laver ekvilibristiske tracking shots, maler med lys og skygge på nøgne vægge og usminkede ansigter og bruger ikke mindst rummet som en afgørende medspiller. Men han udfører dette i sit helt eget tempo. Med andre ord repræsenterer Dreyers film æstetisk fortællende rum, der ikke passer ind i den klassiske Hollywood-films fortælleøkonomiske tilgang til stil.
 

Foto: The Criterion Collection.
 
         
  Den neoformalistiske filmhistoriker David Bordwell undersøger i sin gennemgang af Dreyers oeuvre, The Films of Carl-Theodor Dreyer (1981), den danske filminstruktørs stilistiske og til tider excentriske blik for et rum, der bryder med den klassiske stils mere usynlige mise-en-scène og neutrale kameraføring. Bordwell karakteriserer det klassiske rum som en ikke-deltagende beholder til filmens fremadskridende narration, for "it must not be motivated 'artistically', as a device calling attention to itself; space must not come forward to distract from the narrative" (1981: 37). Men Vredens Dag, Ordet og Gertrud rummer netop flere beskrivende situationer end konfliktrige handlinger og placerer sig derved i en synlig art cinema tradition, hvor stilistiske rum for alvor træder i karakter.

Torturkammer, bondegård og dukkehjem
Billedsproget i Vredens Dag, der handler om 1620'ernes hekseforfølgelse, er især inspireret af hollandsk renæssance. Men man glemmer aldrig det dystre torturkammer, hvor heksen Herlufs Marte kommer under bødlens ukærlige behandling. I stil med den horisontale kamerakørsel i starten af Jeanne d'Arc kommer vi ind i rummet via et panorerende tracking shot hen over dommernes ansigter. Det asketiske rum emmer af klaustrofobi som følge af ekspressionistiske skygger og hvælvinger formet som tillukkede ligkister.

I Ordet husker man især den mirakuløse slutscene, som Lars von Trier har lavet en hommage til i sit melodrama Breaking the Waves (1996). Men det er bondegårdens intime naturalisme fra 1920'ernes Vestjylland, der hænger fast i ens erindring. Under samtalen mellem Johannes og lille Maren går kameraet i en dvælende cirkulær bevægelse på opdagelse i en minimalistisk dagligstue med tikkende ure, gamle piber og et nydeligt arrangement af kaffestel og egetræsmøbler.

Rent æstetisk minder Gertrud om Vilhelm Hammershøis sært dragende malerier. For i det polerede dukkehjem anno 1900 viser Dreyer halvtomme stuer, der som et mausoleum holder den ensomme Gertrud i et arkitektonisk jerngreb. Samtidigt giver de lange, statiske kameraindstillinger plads til en velkomponeret mise-en-scène, hvor åbne døre og guldrandede spejle skaber ekstra dybde i billedet.
 

Foto: The Criterion Collection.
 
         
 

Der er kraft i det visuelle
Dreyer er stilistisk konsekvent, når han iscenesætter sine unikke rum. Det betyder ikke, at han hylder stilen for stilens skyld i en slags l'art pour l'art uden et tematisk indhold. Der er nærmere tale om et opmærksomt blik på filmkunstens specielle evne som formidler af et poetisk sprog. Interaktionen mellem det hvide lærred og tilskueren er et afgørende fundament i Dreyers film, der helt automatisk kalder på nysgerrige filmøjne. For smider man de narrative briller og lader sanserne få frit spil, venter der en fantastisk oplevelse med denne luksuriøse boks fra Criterion. En udgave, der i folkemunde bør omdøbes til "Dreyer for begyndere". For her er tale om et ultimativt portræt af Dreyer og et godt sted at starte for både nye fans og gamle feinschmeckere, der endelig kan skifte de grumsede VHS-kopier ud med et skinnende nyt medie.

Den legendariske stumfilm, Jeanne d'Arcs lidelse og død, er også ude på Criterion og indeholder på lydsiden en glimrende filmanalyse af lektor Casper Tybjerg fra Københavns Universitet. Dreyer-boksen, derimod, rummer ingen kommentarspor. Det er klart et minus, når man nu har udviklet en sølvskive med så mange audiovisuelle muligheder. På den anden side er der blevet plads til Torben Skjødt Jensens indsigtsfulde portrætfilm Carl Th. Dreyer- min metier fra 1995, hvor interviewpersonerne er filmet i et dramatisk lys som en reference til Dreyers karakteristiske formalisme. Derudover kan man læse et detaljeret essay af Edvin Kau og se sjældne arkivbilleder fra Jørgen Roos' dokumentariske Carl Th. Dreyer (1966), som er boksens filmhistoriske vingesus. Især med billederne fra verdenspremieren på Gertrud i Paris, hvor Dreyer ses i selskab med cremen af den franske nybølge, Francois Truffaut og Jean Luc-Godard.

Sidstnævnte har taget den stærkt udskældte Gertrud til sig og kaldt den for "de sidste strygekvartetter af Beethoven". For lige som "der er kraft i det onde" i Vredens dag, er der utvivlsomt en tidløs kraft i Dreyers visuelt imponerende klassikere. Så nu mangler Criterion bare at udgive Vampyr for at gøre samlingen komplet. For med denne fremragende DVD-boks cementeres Dreyers position som andedammens smukke men enlige svane.

 

Foto: The Criterion Collection.
 
       
 
Faktaboks

The Criterion Collection: Carl Theodor Dreyer (Box Set) - Region 1:

Vredens Dag (1943)
Ordet (1955)
Gertrud (1964)
Carl Th. Dreyer- min metier (1995)
Nye digitale versioner af filmene, superviseret af Dreyers fotograf Henning Bendtsen.
Interview med skuespillerne fra de tre film.
Interviews med Henning Bendtsen og Jørgen Roos.
En 22-siders-bog med Dreyers essay "Tanker om min métier".
Et essay af Dreyer-ekspert Edvin Kau.
Arkiv-materiale om Dreyer under produktionen af Gertrud.

Denne 4-disc boks kan købes på cd-wow.com til 39,99 £

Læs mere:

Bordwell, David. The Films of Carl-Theodor Dreyer. Berkeley: University of California Press, 1981.

Dreyer, Carl Th. Om filmen: artikler og interviews. Udg. af Erik Ulrichsen. København: Nyt Nordisk Forlag, 1959.

Jensen, Bo Green. De 25 bedste danske film. København: Rosinante, 2002.

Kau, Edvin. Dreyers Filmkunst. Aarhus: Akademisk Forlag, 1989.

Neergaard, Ebbe. En filminstruktørs arbejde: Carl Th. Dreyer og hans ti film. København: Athenæum, 1940.

Piil, Morten. (red.) Gyldendals filmguide – Danske film fra A til Z. København: Gyldendal, 1998.

  forrige side | næste side  
     
16:9, april 2003, 1. årgang, nummer 1
til toppen | forsiden | tidligere numre | om 16:9 | kontakt | copyright © 2002-2003,16:9. Alle rettigheder forbeholdes.