 |
|
 |
 |
||||||
| Dreyer for begyndere Af JAN OXHOLM Mesterinstruktøren Carl Th. Dreyer er kendt og berygtet for sin iscenesættelse af strengt formalistiske rum. Men det stilfulde billedsprog i Vredens Dag, Ordet og Gertrud er en fryd for øjet. Især når det amerikanske selskab, The Criterion Collection, overfører Dreyers hovedværker til DVD. Der er noget galt i Danmark. Ikke fordi Dybbøl Mølle maler helt af helvede til. Men fordi dansk films største kunstner, Carl Th. Dreyer (1889-1968), stadigvæk svømmer rundt som den grimme ælling i andedammen. Dreyer er som bekendt død og borte, og det samme fristes man til at sige om hans film. I hvert fald i Danmark, hvor instruktørens fem hovedværker Jeanne d’Arcs lidelse og død (1928), Vampyr (1932), Vredens Dag (1943), Ordet (1955) og Gertrud (1964) fortsat ligger og samler støv i de gamle arkiver. Sådan er holdningen ikke på den anden side af Atlanten, hvor flere historiske filmskatte graves op af fortidens mørke. Især det amerikanske selskab,The Criterion Collection, har i flere år udsendt en perlerække af digitalt restaurerede filmklassikere, heriblandt en eksklusiv DVD-boks med Dreyers tre sidste hovedværker. Amerikansk hyldest til Dreyer Man kan spørge sig selv, hvorfor Det Danske Filminstitut ikke allerede har taget initiativ til at samle Dreyers film nu, hvor den digitale tidsalder er over os. En amerikansk hyldest til den danske instruktør grænser til absurditet og gør floskler som public service og dansk kulturarv til uudtalte fremmedord. Anerkendelsen af Dreyer er større i udlandet, hvor både det stumme nærbilledstudie Jeanne d’Arcs lidelse og død og den dæmoniske drømmegyser Vampyr er produceret. Måske er det derfor, at det kræver en kodefri DVD-afspiller for at kunne se de historiske milepæle. Som et slags plaster på såret skal det dog nævnes, at Det Danske Filminstitut for nylig i samarbejde med bl.a. Filmmuseum Berlin har nyrestaureret Dreyers filmatisering af Der var engang fra 1922. Filmen, der bygger over Holger Drachmanns populære skuespil, blev frem til 1964 anset for fuldstændig tabt men er nu ude på DVD. Men det er samtidigt én af instruktørens svagere film. |
 Foto: The Criterion Collection. |
|||||
| Det kan man heldigvis ikke sige om heksedramaet Vredens
Dag, Kaj Munk-miraklet Ordet og Dreyers svanesang, Hjalmar
Söderberg-filmatiseringen Gertrud, som Criterion har overført
til digitale versioner. I disse knivskarpe udgaver, superviseret af
Dreyers fotograf Henning Bendtsen, får man virkelig øjnene op for
mesterens perfektionistiske billeder og rum. Det æstetisk fortællende rum Michael Powell har engang omtalt Martin Scorsese som en visionær filmskaber, der spiser billeder til morgenmad. Den samme beskrivelse passer på Dreyer, der formår at iscenesætte stramt komponerede rum i en stil, der har inspireret modernistiske avantgarde-instruktører, lige fra franske Alain Resnais til italienske Michelangelo Antonioni. Forfatteren og filminstruktøren Christian Braad Thomsen er ikke videre begejstret for Dreyers talefilm, for som han skriver med skarpe vendinger i forordet til sit opslagsværk Drømmefilm (2000): ”Dreyers talefilm er præget af en ufrivillig kunstighed i diktionen og en sproglig banalitet, der måske forklarer, at de værdsættes højest i de lande, hvor man ikke er fortrolig med det danske sprog”. Men det er heller ikke manuskriptforfatteren Dreyer, som man fascineres af i Vredens Dag, Ordet og Gertrud, men derimod billedmageren Dreyer. Kedelig. Langsom. Patetisk. Disse er blot nogle af de adjektiver, som mange forbinder med Dreyers film, der tit beskrives som ekstremt trættende og med et fatalt fravær af dynamik og bevægelighed. Dette er langt fra sandheden. For Dreyer laver ekvilibristiske tracking shots, maler med lys og skygge på nøgne vægge og usminkede ansigter og bruger ikke mindst rummet som en afgørende medspiller. Men han udfører dette i sit helt eget tempo. Med andre ord repræsenterer Dreyers film æstetisk fortællende rum, der ikke passer ind i den klassiske Hollywood-films fortælleøkonomiske tilgang til stil. |
 Foto: The Criterion Collection. |
|||||
| Den neoformalistiske filmhistoriker David Bordwell
undersøger i sin gennemgang af Dreyers oeuvre, The Films of Carl-Theodor
Dreyer (1981), den danske filminstruktørs stilistiske og til tider
excentriske blik for et rum, der bryder med den klassiske stils mere
usynlige mise-en-scène og neutrale kameraføring. Bordwell karakteriserer
det klassiske rum som en ikke-deltagende beholder til
filmens fremadskridende narration, for ”it must not be motivated ’artistically’,
as a device calling attention to itself; space must not come forward
to distract from the narrative” (1981: 37). Men Vredens Dag,
Ordet og Gertrud rummer netop flere beskrivende situationer
end konfliktrige handlinger og placerer sig derved i en synlig
art cinema tradition, hvor stilistiske rum for alvor træder i karakter. Torturkammer, bondegård og dukkehjem Billedsproget i Vredens Dag, der handler om 1620’ernes hekseforfølgelse, er især inspireret af hollandsk renæssance. Men man glemmer aldrig det dystre torturkammer, hvor heksen Herlufs Marte kommer under bødlens ukærlige behandling. I stil med den horisontale kamerakørsel i starten af Jeanne d’Arc kommer vi ind i rummet via et panorerende tracking shot hen over dommernes ansigter. Det asketiske rum emmer af klaustrofobi som følge af ekspressionistiske skygger og hvælvinger formet som tillukkede ligkister. I Ordet husker man især den mirakuløse slutscene, som Lars von Trier har lavet en hommage til i sit melodrama Breaking the Waves (1996). Men det er bondegårdens intime naturalisme fra 1920’ernes Vestjylland, der hænger fast i ens erindring. Under samtalen mellem Johannes og lille Maren går kameraet i en dvælende cirkulær bevægelse på opdagelse i en minimalistisk dagligstue med tikkende ure, gamle piber og et nydeligt arrangement af kaffestel og egetræsmøbler. Rent æstetisk minder Gertrud om Vilhelm Hammershøis sært dragende malerier. For i det polerede dukkehjem anno 1900 viser Dreyer halvtomme stuer, der som et mausoleum holder den ensomme Gertrud i et arkitektonisk jerngreb. Samtidigt giver de lange, statiske kameraindstillinger plads til en velkomponeret mise-en-scène, hvor åbne døre og guldrandede spejle skaber ekstra dybde i billedet. |
 Foto: The Criterion Collection. |
|||||
Der er kraft i det visuelle |
 Foto: The Criterion Collection. |
|||||
|
||||||
|
forrige side | næste
side  |
|||||
|
 |
|
 |
 |
til
toppen | forsiden
| tidligere numre
| om 16:9 | kontakt
| copyright
© 2002-2003,16:9. Alle rettigheder forbeholdes.