Spørgsmål af denne art er udgangspunktet i antologien Femme Fatalities. Representations of Strong Women in the Media - 12 artikler der alle kredser om fremstillinger af stærke kvinder i film, tv og computerspil. Faktum er nemlig, at kvinder i stadig stigende grad er ved at kolonisere traditionelle mandsdominerede områder: vampyrjægeren Buffy, krigerprinsessen Xena, den sadistiske nazist Ilsa og ikke mindst 90'er-heltinden fra computerspil og film Lara. Er disse heltinder blot nye versioner af den gamle pin-up, sat i scene for mandens lyst eller er de genuint nye kvinderoller og positive identifikationsfigurer for kvinder?

Femme Fatalities (2004).

Perversiteter, porno og filmteori
Antologien er medredigeret af Rikke Schubart, og hun har efterhånden gjort det til en tradition at være utraditionel. Hun har tidligere beskæftiget sig med såkaldt underlødige områder som horrorgenren, actionfilmen, kvindelige superhelte og nu fremstillingen af stærke kvinder i mediefiktioner. Schubarts bidrag til antologien er da også noget helt nyt i akademisk sammenhæng, nemlig en analyse af den nok mest berygtede af alle women-in-prison-film; Don Edmons Ilsa, She-Wolf of the SS (1975). Filmen excellerer i tabuiserede perverse situationer, og Schubart viser hvordan disse fantasier virker gennem en overskridelse af tabuer og en omvending af den traditionelle orden: Både hvad angår genre, ikonografi, karakterer, den konventionelle falliske sejr og en generel dikotomi mellem lav- og højkulturel æstetik er Ilsa stik mod konventionen. At et mandligt publikum alligevel tiltrækkes af en sådan film, skyldes ifølge Schubart ikke, at vi er dybt perverse - tværtimod. Det skyldes, at der er indskudt en masochistisk synsposition mellem tilskueren og Ilsa: Vi oplever Ilsas behandling af mænd gennem en mandlig slave. Han fungerer som et oplevelsesfilter og er vores 'sikre' indgang til perversiteterne. Både han og vi ser, hvad der sker og frygter det værste, men undslipper altid til slut i filmen. Inspireret af Carol Clovers term om The Final Girl fra horrorfilm betegner Schubart denne ene og sidste mand som undslipper The Final Boy - og med ham undslipper den mandlige tilskuer også.

Virginie Despentes roadmovie Baise-Moi (2000) er en film lavet af to kvinder med eksplicitte feministiske intentioner men med tydelige pornografiske elementer i deres udtryk. Wencke Mühlersen tager udgangspunkt i denne film og stiller spørgsmålet: "How and why is the aestetics of pornography as a condensensed western narrative of sexuality of interest from a feminist perspective?" (p. 21)

Mühlersen fortsætter i samme spor som Linda Williams nyklassiker, Hard Core - Power, Pleasure and the "Frenzy of the Visible" - en undersøgelse af pornofilmen. Men hvor Williams' analyseområde er en række forskellige pornofilm begrænser Mühlersen sig desværre til kun en enkelt smal fransk artfilm. Artiklen bliver derfor værkanalytisk med kulturelle afstik og ikke omvendt. Jeg ville nu heller læse noget om nutidig fransk kultur eller den pornografiske bølge i fransk fiktion, hun indledningsvis nævner.

Den anden artikel på området er Kim Waldens undersøgelse af Tom Tykwers roste Lola Rennt (1998) og Simon Wests Lara Croft: Tomb Raider (2001). Walden trækker på Bolter og Grusins teori om remediering - at filmmediet reagerer på truslen fra nye medier, som computerspil, ved at absorbere og assimilere træk fra dette. Den kvindelige actionhelt i begge film analyseres ud fra deres overleverede træk fra computerspilsmediet. Således blotlægger Walden, hvordan computerspillets narrative karakteristika overføres til filmene og til fremstillingen af de to heltinder Lola og Lara. De undersøges også, hvad angår det, som Walden betegner som Body Spectacle: Heltindens erotiske potentiale, opbygget af referencer til både japansk manga og animè og til den klassiske Hollywood-pin-up. Trods den lidt udvandede konklusion fungerer artiklen både som en introduktion til remedierings-fænomenet og som et letlæst katalog over fællestræk de to medier imellem.

Omvendt kender vi alle Bess fra Lars von Triers mega-hit Breaking the Waves (1996). Baseret på empirisk materiale fra svenske biografgængere ser Ingrid Lindell Breaking the Waves som enestående i forhold til den måde, køn ellers er repræsenteret på i mainstream-filmen. Lindells pointe er, at betydningen af det enkelte værk først træder frem, når man ser det i sammenhæng med værkeksterne faktorer, andre film - hvad Lindell kalder for "the macrostructures of the contemporary flow of films and observable stereotypical patterns" (p. 50).

Jeg har lidt svært ved at finde ud af, hvad Lindells pointe egentlig er, for hendes pletvise pointer flyder sammen med empiriske redegørelser af, hvordan svenske piger har reageret på forskellige spørgsmål.

Yvonne Tasker kaster sig over den måske mest maskuline genre overhovedet, nemlig krigsfilmen. Hendes udgangspunkt er to forskelle krigsfilm: Edward Zwicks melodramatiske Courage under Fire (1996) og lejlighedsvis inddrager hun også Ridley Scotts boot camp-film G. I. Jane (1997). Begge film omhandler en kvinde, som har svært ved at blive inkorporeret i en mandlig gruppe, og det er udgangspunktet for artiklens undersøgelse af og redegørelse for, hvordan maskulinitets-begrebet kan forstås: Skal Meg Ryan og Demi Moore forstås under termen maskulinitet, som maskuliniserede kvinder, eller er de nye versioner af femininiteten, maskulinitet men i en kvindelig form? Artiklens analyse inddrager bl.a. Meg Ryan som star persona - om hvorvidt lillepigen Ryans spring fra komedie til drama sker på en overbevisende måde. Er hun troværdig i en så stor dramatisk rolle? Ifølge Tasker lykkedes filmen faktisk, ikke på trods af, men netop på grund af Meg Ryan:

[I]t is their superimposition, whereby Ryan's 'ordinaryness' secures the genric heorism she is called on to perform, that is ultimately crutial to the military masculinity the movie enacts around her (p. 100)

Antologiens sidste bidrag er en undersøgelse af en helt almindelig kvinde i en helt almindelig kvinderolle: En midaldrende enlig husholderske - Dolores Claiborne (Taylor Hackford, 1995). Sharon Lin Tay, artiklens forfatter, plæderer for et fadermord på de to patriarkater, der indtil nu har hjemsøgt feministisk filmteori - Freud og Lacan. Lin Tay læser Dolores Claiborne som en fortsættelse af the gothic woman's film så som Hitchcocks Rebecca (1940), Cukors Gaslight (1944) og Sirks Sleep, My Love (1948) og laver så at sige en genealogi over filmen i forhold til en lang række forskellige genrer. Men det springende punkt, hvormed Dolores Claiborne adskiller sig fra de øvrige film, er hvad angår brugen af flashback. Den traditionelle brug af flashback indordner automatisk fortiden og nutiden i en hierarkisk og kausalkronologisk orden, hvor fortiden har en ødipal magt over nutiden. Det ødipale traume kan så blotlægges hvorved det efterfølgende kan opløses. Inspireret af franskmanden Gilles Deleuzes filmfilosofiske overvejelser (Cinema 2) argumenterer Lin Tay for en særlig kvindelig erindringsmåde i filmen: Kvinderne kan, i modsætning til mændene, erindre på en sådan måde, at fortid og nutid er tilstede i samme rum. I denne form for erindring bliver tiden krystallinsk, hvad Deleuze ville betegne for 'sheets of past'. Den krystallinske tid fungerer på den måde, at flere tider - fortiden og nutiden - indfoldes i et og samme billede. Effekten for denne kvindelige erindringsmåde er, at fortidens problematiske og pinlige situationer sameksisterer med nutiden, hvorved situationerne er accepteret, erindret og ikke fortrængt. Kvinderne kan mande sig op og se deres fortid i øjnene. Det er blot en skam, at Lin Tays artikel er een af de korteste i hele antologien, for den er både velskrevet og rasende interessant.

Fælles for alle 12 artikler i antologien er, at ingen af dem er ideologisk-feministiske i en traditionel forstand og på den måde kommer med simple kønspolitiske svar på komplekse problemstillinger. Redaktørerne bekender sig i stedet til en postfeminisme, eller en neofeminisme, der er karakteriseret ved at være positiv indstillet overfor områder som patriarkatet, populærkulturen og forbrugerismen generelt.

Trods enkelte artikler, hvor undertegnede til tider havde svært ved at se pointen eller relevansen (andet end kønsforskning for kønsforskningens skyld), er det overordnede billede af antologien positivt. Det klæder virkeligt antologien at inddrage ikoniske analyse af skuespillerinderne (både som stjerner i og uden for filmen), remedieringfænomener som Lara Croft og de mere kuriøse emner. Jeg savner generelt en mere næranalytisk tilgang fra forfatternes side, da et næranalytisk eksempelmateriale kunne være med til at spidsformulere de til tider teoretiske pointer. Hvad angår letlæselighed veksler artiklerne meget - enkelte flyder uden de store teoretiske blokke, mens andre er teoritunge og regulær grundforskning. Igen må man sige, at artiklerne - hvad angår emner, teori og letlæselighed - supplerer hinanden og aftegner et billede af kvinderollen anno 1990 og frem.