Fritz Lang: M (1931).

Lyd som virkemiddel
M er en ualmindelig veloplagt film, der sprudler af filmisk fortælleglæde, visuel originalitet og kærlighed til detaljen. Dette og den innovative brug af lyd gør det til en fornøjelse at gense filmen, der efter restaureringen på ingen måde synes mærket af tidens tand, man studser højst over hvor utrolig meget personerne ryger. Ovenstående korte referat, der meget rudimentært skitserer handling og spændingsopbygning, yder på ingen måde filmen retfærdighed. Den fantastiske indledningssekvens hvor en lille pige myrdes må eksempelvis beskrives helt ned i detaljen, hvis beskrivelsen skal komme i nærheden af den elegante og subtile fortællemåde og det sofistikerede samspil mellem lyd og billeder.

I tidsskriftet ”Ekko” nr. 12 analyserer Mette Damgaard Sørensen bl.a. indledningssekvensen, lyden som virkemiddel i M og forholdet mellem hvad filmen viser os og hvad den fortæller os. Et eksempel på det sidste er montagesekvensen, der afslutter indledningssekvensen: Filmen besvarer visuelt moderen, der på lydsiden kalder ”Elsie” med tavse billeder af en tom trappeopgang, et tomt tørreloft, en tom tallerken], Elsies bold der triller ud fra et buskads og hendes ballon der stiger opad og sætter sig fast i nogle elledninger. Filmens strategi er at den ikke er i nærheden af at vise os selve den afskyelige handling, den viser os disse billeder, men billederne og lyden fortæller os at Elsie er død og der nu er tomt i moderens liv. Publikum overlades til selv at danne sig billeder af mordet, men den følelsesmæssige virkning er den samme, om ikke stærkere.

At selve mordet foregår uden for billedets rammer er symptomatisk for filmen, vi ser ikke den vold der udøves. I det hele taget arbejder filmen med området uden for billedet eller synsfeltet, med samspillet mellem dét der er synligt og det der ikke er synligt. Det ses i ”tomme” billeder som personer går ind i og igen forlader, og mest tydeligt i brugen af lyden. Vi hører stemmer, lyde og fløjten fra personer som er uden for billedets rammer. Gennem hele filmen bruges lyden til at udvide filmens rum, som da vi ser den blinde ballonsælger høre morderen fløjte den samme melodi som han fløjtede den dag han dræbte Elsie, hvorefter ballonsælgeren går i blinde efter lyden, eller da morderen hører sine forfølgere signalere til hinanden fra alle sider med piften og ikke ved hvor han skal flygte hen. Andre eksempler er lyden fra en ambulance, der distraherer os og morderens forfølgere og tillader ham at forsvinde, og lyden der afslører morderen der har gemt sig i kontorbygningen. Endvidere klipper Lang (som det senere ses i ”Citizen Kane”) elliptisk på replikkerne og lader billedet fortsætte på et andet tidspunkt eller/og et andet sted, eksempelvis fortsættes en forbryders gestus af en politimand. Lang benytter det nye virkemiddel lyden meget effektivt og spartansk, aldrig tilfældigt eller som udvendig staffage, men altid med et formål og i samspil med billederne. M er et eksempel på en lykkelig kombination af stumfilmens billedsprog og tonefilmens kvaliteter.

Det er ikke en fuldstændig perfekt film. Der er enkelte eksperimenter, detaljer og klip der ikke fungerer, men de overskygges af, at filmen som helhed er blændende og fyldt med geniale detaljer, scener og billeder man aldrig glemmer: Elsie Beckmann møder sin morder, der kun fremstår som en ildevarslende skygge og en indsmigrende stemme. Da han køber en ballon til Elsie, hører vi ham fløjte melodien fra Peer Gynt og ved hvad der sker i morderen og hvad der vil ske med Elsie…Morderen har fundet en ny pige og slår sin springkniv ud - for at skrælle en appelsin. Morderen får et klap på skulderen med et M tegnet med kridt og taber kniven, som pigen samler op og rækker ham. Morderen ser i et spejl et M på sin skulder og flygter ud i natten, jaget af lyden af forfølgerne, der pifter til hinanden. Morderen og forfølgerne står på hver sin side af døren i det forladte kontorhus og er klar over at der er nogen på den anden side af døren. Morderen vender sig og opdager at kælderen, han står i, er fuld af mennesker der ser på ham og at det er hans egen ”retssag” som vil ende med hans død. Fælles for disse eksempler er også, at det er seriemorder-psyko’ernes stamfader Peter Lorre, der stjæler billedet og er med til at gøre scenerne uforglemmelige.

Lydsporet er også digitalt renset for støj, lyden er i Dolby Digital 2.0 Mono, igen for at komme så tæt på den originale filmoplevelse fra 1931 som muligt. Dette betyder også at man har fjernet den uoriginale lyd, der i mange udgaver er tilføjet lydsporet siden 1931, så lydsiden fremstår med den originale klarhed og minimalisme.

M varede oprindelig 117 min. men blev klippet ned til 111 min. før dens premiere. Hvor tidligere udgaver også er beskåret tidsmæssigt – min videoudgave varer f.eks. 95 min. – fremstår M her i den originale udgave på 111 min., hvilket dog er ændret til 106 min. ved overførslen til PAL formatet. Det udeladte materiale savnes ikke voldsomt rent dramaturgisk, ”less is more”, men summen af ændringerne gør, at man ikke vil kunne vende tilbage til den nedklippede udgave, når man én gang har set Fritz Langs originaludgave.

Den anden diskette indeholder forskelligt ekstramateriale, først ”For example Fritz Lang” (18 min.), et interview fra 1965 med Fritz Lang, illustreret med scener fra Langs film. Sproget er tysk med tyske eller engelske undertekster. Dernæst er der et glimrende lille film-essay, ”Lending Order to Horror”, af R. Dixon Smith, der ser på filmens baggrund og analyserer de anvendte teknikker, illustreret med filmklip og fotos. ”Mere om M” er i tre dele. Første del er en tekst om det uafhængige filmselskab der producerede filmen, ”Nero Film”. Anden del er en detaljeret gennemgang af restaureringsprocessen med fokus på hvordan man fik samlet den længste og mest originale version (18 min.) – igen fortalt med en tyk tysk accent. Tredje del er en sammenligning mellem tegninger fra de originale storyboards og filmens billeder. DVD’en indeholder også et andet interview med Fritz Lang (37 min.), denne gang foretaget af Peter Bogdanovich, et meget interessant interview, der desværre har en dårlig lyd. Et lille fotogalleri, der er delt i tre dele, indeholder nogle smukke stillbilleder fra filmoptagelserne, nogle reklameplakater og et par filmprogrammer. Til sidst er der biografier og filmografier for Peter Lorre, Gustaf Gründgens (de kriminelles leder) og Fritz Lang (17 min.).