{"id":7768,"date":"2020-01-18T20:09:17","date_gmt":"2020-01-18T18:09:17","guid":{"rendered":"http:\/\/www.16-9.dk\/?p=7768"},"modified":"2020-05-22T11:15:28","modified_gmt":"2020-05-22T09:15:28","slug":"tilbage-til-fremtiden-antologiseriens-genkomst-i-streamingens-guldalder","status":"publish","type":"post","link":"http:\/\/www.16-9.dk\/3\/2020\/01\/tilbage-til-fremtiden-antologiseriens-genkomst-i-streamingens-guldalder\/","title":{"rendered":"Tilbage til fremtiden: Antologiseriens genkomst i streamingens guldalder"},"content":{"rendered":"\n
\"\"<\/figure>\n\n\n\n
I for\u00e5ret udkommer 16:9 filmtidsskrift med sin fjerde bogudgivelse, Streaming for viderekomne<\/em>. Bogen fors\u00f8ger at give et \u00f8jebliksbillede af streaminglandskabet, som det tegner sig anno 2019. F\u00f8lgende er en smagspr\u00f8ve fra bogen, hvor Jakob Langkj\u00e6r kigger n\u00e6rmere science fiction-serien Black Mirror<\/em> og i samme omb\u00e6ring unders\u00f8ger, hvorfor antologiserien \u2013 der jo ellers havde sin f\u00f8rste glansperiode helt tilbage i 1950\u2019erne \u2013 har gjort comeback i nyere tid.<\/h5>\n\n\n\n

… anthology shows are the oldest format of television show there is \u2013 apart from a test card.<\/p>Charlie Brooker, skaber af Black Mirror<\/em>, i NME, 2017 <\/cite><\/blockquote>\n\n\n\n

American Horror Story <\/em>(FX, 2011-), True Detective <\/em>(HBO, 2014-), American\nCrime Story <\/em>(FX, 2016-, Fargo <\/em>(FX, 2016-), Black Mirror <\/em>(Channel\n4\/ Netflix, 2011-). Antologiserierne hitter stort i disse \u00e5r. I dette kapitel\ns\u00e6tter jeg f\u00e6nomenet under lup. Jeg unders\u00f8ger formatets oprindelse, som i sin\nessens kan spores helt tilbage til tv-mediets sp\u00e6de begyndelse, og fors\u00f8ger mig\nsamtidig med en definition af dets traditionelle udformning. Derfra ser jeg\nn\u00e6rmere p\u00e5, hvordan formatet har udviklet sig og p\u00e5 flere m\u00e5der kan betragtes\nsom et formm\u00e6ssigt nybrud inden for moderne tv-fiktion. Det vil jeg g\u00f8re med\nafs\u00e6t i science fiction-serien Black Mirror<\/em>, som p\u00e5 \u00e9n gang er traditionsbevidst\nog fornyende i sin m\u00e5de at gribe formatet an p\u00e5, samt komediedramaet Easy <\/em>(Netflix,\n2016-2019), som illustrerer, hvordan indie-filmskabere i disse \u00e5r l\u00f8sner\nformatet gevaldigt op og puster nyt liv i det. Sidst diskuterer jeg, hvorfor\nantologiserierne oplever stor popularitet netop nu, og hvilke implikationer\nderes tilstedev\u00e6relse har i det st\u00f8rre tv-landskab. <\/p>\n\n\n\n

Et tv-format s\u00e5 gammelt som tv selv <\/h2>\n\n\n\n

Antologiserien opstod som s\u00e5 mange andre tv-formater ikke p\u00e5 fjernsyn, men i radioen. I 1947 var formatet klar til at g\u00f8re sin entr\u00e9 p\u00e5 amerikansk tv, som p\u00e5 dav\u00e6rende tidspunkt befandt sig p\u00e5 sit helt sp\u00e6de stadie, i form af NBC\u2019s Kraft Television Theater <\/em>(1947-1958). Tv-serien, der blev finansieret af reklamekroner fra f\u00f8devarekoncernen Kraft, udkom ugentligt med en ny historie og et nyt persongalleri. Afsnittene blev optaget live og var s\u00e5ledes at betragte som tv-skuespil (Barnouw 1990). Flere af tidens store skuespillere som James Dean, Jack Lemmon, Grace Kelly, Paul Newman, Leslie Nielsen og Anthony Perkins medvirkede i serien i l\u00f8bet af dens 11 \u00e5r lange levetid. Andre markante medvirkende t\u00e6ller bl.a. instrukt\u00f8r Sidney Lumet og ikke mindst manuskriptforfatteren Rod Serling, der skulle vise sig at f\u00e5 en ganske s\u00e6rlig betydning for antologiseriens udvikling. Serling st\u00e5r bag et af Kraft Television Theatres <\/em>mest ber\u00f8mte afsnit, \u201dPatterns\u201d fra 1955, <\/em>som tog datidens amerikanske seere s\u00e5vel som anmeldere med storm. Udover at sikre Serling en Emmy-statuette blev afsnittet den f\u00f8rste tv-udsendelse nogensinde til at blive genudsendt (Boddy 1990). P\u00e5 trods af den store succes havde Serling sv\u00e6rt ved at f\u00e5 sine manuskripter antaget hos tv-selskaberne. I \u201dPatterns\u201d retter Serling en skarp kritik imod det moralske kodeks i forretningsverdenen, og mange af hans andre manuskripter kredsede ligeledes om \u00f8mt\u00e5lelige emner som fordomme og racisme. Emner, som de reklamefinansierede amerikanske tv-selskaber var bet\u00e6nkelige ved at ber\u00f8re i en tid, der var pr\u00e6get af en st\u00e6rk konservatisme (Hill 2008). I slutningen af 1950\u2019erne f\u00e5r Serling \u00f8jnene op for science fiction-genren, hvori han ser muligheden for at maskere sin samfundskritik, s\u00e5 den virker tilforladelig i \u00f8jnene p\u00e5 tidens konservative tv-bosser (Hill 2008). S\u00e5dan opst\u00e5r The Twilight Zone <\/em>(CBS,1959-1964), <\/em>der for f\u00f8rste gang tonede frem p\u00e5 de amerikanske tv-sk\u00e6rme i 1959 og skulle ende med at f\u00e5 status som alle antologiseriers moder. Mere herom senere. <\/p>\n\n\n\n

Flere af filmhistoriens helt store navne har pr\u00f8vet kr\u00e6fter med antologiformatet. Allerede i 1955, endnu f\u00f8r The Twilight Zone <\/em>havde set dagens lys, lancerede datidens m\u00e5ske allerst\u00f8rste instrukt\u00f8r, Alfred Hitchcock, antologiserien Alfred Hitchcock Presents <\/em>(CBS, 1955-1960 og 1962-1964), der hver uge udsendte nye tv-fort\u00e6llinger, prim\u00e6rt i drama-, thriller- og krimigenren. Hitchcock selv instruerede 17 ud af seriens 268 afsnit og fungerede s\u00e5ledes prim\u00e6rt som producer og kransekagefigur, ligesom han b\u00f8d seerne velkommen i seriens ikoniske intro. <\/p>\n\n\n\n

Amazing Stories <\/em>(ABC, 1985-1987) er ligeledes skabt af en af filmhistoriens mest markante instrukt\u00f8rer, Steven Spielberg. Som barn var Spielberg stor fan af The Twilight Zone<\/em>, og inspirationen forn\u00e6gter sig da heller ikke \u2013 is\u00e6r genrem\u00e6ssigt befinder Amazing Stories <\/em>sig i samme sp\u00e6ndingsfelt mellem fantasy, horror og science fiction som forbilledet (Olson 2018). Spielberg var, ligesom Alfred Hitchcock, prim\u00e6rt involveret i serien som producer, men instruerede dog to ud af seriens 45 afsnit. Serien mangler dog ikke store navne p\u00e5 instrukt\u00f8rsiden med afsnit af bl.a. Martin Scorsese, Clint Eastwood og Robert Zemeckis. Kort efter kom Tales from the Crypt <\/em>(HBO, 1989-1996) \u2013 en horror-antologiserie, som hurtigt blev et vaske\u00e6gte kultf\u00e6nomen, hvor snart sagt alle 90\u2019ernes vigtigste Hollywoodstjerner medvirkede trods seriens B-filmagtige \u00e6stetik. <\/p>\n\n\n\n

En frisk brise fra fortiden <\/strong><\/h2>\n\n\n\n

P\u00e5 trods af antologiseriens lange historie f\u00f8les formatet som en frisk brise over serielandskabet anno 2019. 2000\u2019erne tilh\u00f8rte utvivlsomt de lange karakterb\u00e5rne tv-dramaer som The Wire <\/em>(HBO, 2002-2008), The Sopranos <\/em>(HBO, 1999-2007), Mad Men <\/em>(AMC, 2007-2015) og Breaking Bad <\/em>(AMC, 2007-2015). Selv om der er kommet flere gode serier i k\u00f8lvandet p\u00e5 disse, er der nu tegn p\u00e5, at dramaseriernes dominans s\u00e5 sm\u00e5t er ved at aftage. Andre formater vinder frem, og is\u00e6r antologiserien, som giver mulighed for at zappe ind og ud af serier uden at forpligte sig i flere \u00e5r ad gangen, har for alvor vundet indpas hos seerne med storhittende formeksperimenter som American Horror Story<\/em>, True Detective, American Crime Story <\/em>og Fargo<\/em>. Den p\u00e5 \u00e9n gang traditionsbevidste og hypermoderne Black Mirror <\/em>er ligeledes blevet en k\u00e6mpem\u00e6ssig succes, mens Joe Swanbergs Easy <\/em>p\u00e5 mere stilf\u00e6rdig vis viser en ny vej for formatet med inspiration fra independent-filmens mestre. <\/p>\n\n\n\n

Definition <\/h2>\n\n\n\n

Den klassiske antologiserietradition er som n\u00e6vnt lang, men\ndeler fra Kraft Television Theatre <\/em>over Alfred Hitchcock Presents <\/em>og\nTwilight Zone <\/em>til Tales From the Crypt <\/em>og Amazing Stories <\/em>tre\noverordnede f\u00e6llestr\u00e6k: <\/p>\n\n\n\n

  1. De er alle fortalt i en episodisk fort\u00e6lleform, hvor hvert enkelt afsnit er en afrundet fort\u00e6lling i sig selv med en begyndelse, en midte og en slutning. <\/li>
  2. Persongalleriet g\u00e5r ikke igen. Hverken karakterer eller skuespillere bliver genbrugt fra afsnit til afsnit. <\/li>
  3. Serien har en overordnet ramme, der binder afsnittene sammen. Denne kommer traditionelt til udtryk i en v\u00e6rtsfigur, der pr\u00e6senterer hvert afsnit, men i mange tilf\u00e6lde er genre ogs\u00e5 et samlende element, som fx i Hitchcock Presents <\/em>(thriller), The Twilight Zone <\/em>(science fiction – dog ogs\u00e5 horror, fantasy o.a.) og Tales From the Crypt <\/em>(horror). <\/li><\/ol>\n\n\n\n

    Britiske Black Mirror <\/em>er en af de eneste aktuelle serier, der l\u00e6gger sig direkte i forl\u00e6ngelse af den klassiske antologiserietradition. Langt de fleste moderne antologiserier deler ikke alle tre f\u00e6llestr\u00e6k og fortolker s\u00e5ledes formatet i en ny retning. <\/p>\n\n\n\n

    Hvis nogen har haft indflydelse p\u00e5 denne nye retning, m\u00e5 det v\u00e6re Ryan Murphy. Efter at have opn\u00e5et stor succes med ungdomsmusicalserien Glee <\/em>(2009-2015) og filmatiseringen af bestsellerromanen Spis, bed, elsk <\/em>(2010) udkom han i 2011 med antologiserien American Horror Story<\/em>, hvis form hidtil var uset: I stedet for at udfolde en fort\u00e6lling over kun et afsnit bruger American Horror Story <\/em>en hel s\u00e6son. Serien har alts\u00e5 en kontinuerlig handling med tilbagevendende karakterer, som forl\u00f8ber og ultimativt afsluttes over en s\u00e6son. I den efterf\u00f8lgende s\u00e6son introduceres en ny handling s\u00e5vel som nye karakterer. Den overordnede ramme, der binder s\u00e6sonerne sammen, er dog mere klassisk betonet, nemlig horror-genren. Endnu en nyskabelse, som American Horror Story <\/em>kan tage \u00e6ren for, er at bruge de samme skuespillere i nye roller. Serien har, n\u00f8jagtig som serier med handlingsforl\u00f8b, der str\u00e6kker sig over flere s\u00e6soner, et fast skuespillerhold, der hver s\u00e6son indtager nye roller, omtrent som et ensemble p\u00e5 et teater. <\/p>\n\n\n\n

    Det samme har John Ridleys American Crime <\/em>(2015-2017), der dog aldrig har opn\u00e5et samme popularitet som American Horror Story<\/em>. Hver af seriens tre s\u00e6soner, som alle har modtaget flot kritik, skildrer en forbrydelse og de konsekvenser, den har for de implicerede. Noah Hawleys Fargo <\/em>og Nic Pizzolattos True Detective <\/em>er andre eksempler p\u00e5 popul\u00e6re serier, der har adopteret American Horror Story<\/em>s form. Fargo <\/em>er en adaptation af Coen-br\u00f8drenes spillefilm af samme navn fra 1996. Tv-serien Fargo <\/em>bruger f\u00f8rst og fremmest filmens milj\u00f8, landsbyen af samme navn, til at udfolde en r\u00e6kke historier, som hverken har handlingslinjer eller karakterer tilf\u00e6lles med Coen-br\u00f8drenes forl\u00e6g. Serien er dog fortalt i en sorthumoristisk og ultravoldelig stil, der v\u00e6kker st\u00e6rke associationer til spillefilmen. True Detective <\/em>blev is\u00e6r bem\u00e6rket for sin foruroligende smukke billedside og for sin rebranding af Matthew McConaughey som karakterskuespiller. Alle s\u00e6soner tager udgangspunkt i en forbrydelse og den efterf\u00f8lgende opklaring, mens b\u00e5de s\u00e6son 1 og 3 g\u00f8r brug af rammefort\u00e6llinger, hvor sagens efterforskere bliver afh\u00f8rt mange \u00e5r efter forbrydelsen, da sagen af forskellige \u00e5rsager er blevet gen\u00e5bnet. Kuri\u00f8st nok bryder serien dog kortvarigt med sit koncept i s\u00e6son 3, da en forbindelse til f\u00f8rste s\u00e6sons handling antydes. <\/p>\n\n\n\n

    Tradition og fornyelse: The Twilight Zone og Black Mirror <\/h2>\n\n\n\n

    The Twilight Zones <\/em>betydning for antologiserieformatet, og for amerikansk tv helt\ngenerelt, kan n\u00e6ppe overvurderes. Serien er en institution inden for amerikansk\ntv, og dens mest ikoniske \u00f8jeblikke er en del af en f\u00e6lles kulturel bevidsthed\ni USA, p\u00e5 samme m\u00e5de som Matador <\/em>(DR, 1978-1981) er det herhjemme. Tag\nfx afsnittet \u201dTime Enough At Last\u201d (1959), hvis tvistslutning, hvor\nhovedpersonens briller knuses, har sat sig fast i amerikansk popkultur og\ns\u00e5ledes er blevet parodieret i flere gange \u2013 bl.a. i de animerede komedieserier\nThe Simpsons <\/em>og Family Guy<\/em>. <\/p>\n\n\n\n

    Et andet afsnit af The Twilight Zone<\/em>, der st\u00e5r frem fra m\u00e6ngden, er \u201dThe Eye of the Beholder\u201d (1960). Tidligt i afsnittet fornemmes det, at der er en st\u00e6rk morale p\u00e5 spil. I en kort introsekvens pr\u00e6senteres vi for vores hovedkarakter, Janet Tyler, som ligger p\u00e5 hospitalet med hele sit hoved bundet ind i bandager, s\u00e5 hun intet kan se. Vi forst\u00e5r, at hun har gennemg\u00e5et en kosmetisk ansigtsoperation, fordi hun er f\u00f8dt med en misdannelse, som g\u00f8r hende ude af stand til at leve et almindeligt liv. Lyss\u00e6tningen og billedbesk\u00e6ringen er fra starten bem\u00e6rkelsesv\u00e6rdig: Slagskygger l\u00e6gger store dele af billedet i m\u00f8rke, heriblandt sygeplejersken, hvis ansigt samtidig befinder sig uden for billedet, da hun st\u00e5r ved Janets seng for at se til hende. Pludselig kommer en skygge g\u00e5ende forbi p\u00e5 gangen. Frem i lyset tr\u00e6der Rod Serling, seriens skaber og prim\u00e6re manuskriptforfatter, og s\u00e6tter bogstaveligt talt historiens forl\u00f8b p\u00e5 pause for at introducere afsnittet med de ber\u00f8mte ord: \u201dSuspended in time and space for a moment …\u201d. <\/p>\n\n\n\n

    V\u00e6rten Serling transporterer tv-seerne i tid og rum til The Twilight Zone<\/em>, hvor den virkelighed, seerne kender til, ikke g\u00e6lder. En af grundene til, at Serling har fundet dette greb n\u00f8dvendigt, er givetvis, at 1960\u2019ernes amerikanske tv-seere var mindre mediekompetente end nutidens ditto, men pointen om en fiktiv rejse i tid og rum er stadig vigtig for at forst\u00e5 Serlings \u00e6rinde: at komme s\u00e5 meget p\u00e5 afstand af den amerikanske samtidsvirkelighed, at han kunne tillade sig at kritisere den p\u00e5 kommercielt tv. <\/p>\n\n\n\n

    Tilbageholdelse af information er det centrale narrative princip i The Twilight Zone<\/em>. S\u00e5dan m\u00e5 det n\u00f8dvendigvis v\u00e6re, n\u00e5r en serie arbejder s\u00e5 udtalt med tvistslutninger. Dette g\u00f8r sig ogs\u00e5 g\u00e6ldende i \u201dThe Eye of the Beholder\u201d. Kameraets position og bev\u00e6gelser, lys- og skygges\u00e6tning, indstillingernes besk\u00e6ring samt blocking er n\u00f8je orkestreret for at undg\u00e5 at vise nogen af hospitalspersonalets ansigter. Samtidig er hovedkarakteren Janets ansigt d\u00e6kket af bandager. Dette er et dristigt narrativt eksperiment, da vi jo ved, hvor meget ansigter betyder for seernes identifikation med karaktererne og indlevelse i historien \u2013 fx fra Murray Smiths teori om alignment <\/em>(Smith 1995). Senere i afsnittet vil dette vise sig at v\u00e6re en pointe i sig selv. <\/p>\n\n\n\n

    I afsnittets klimaks, hvor det bliver klart for Janet, at operationen er mislykket og hendes ansigt stadig er misdannet efter 11 operationsfors\u00f8g, afsl\u00f8res et h\u00f8jst overraskende tvist: Janet er tilsyneladende idealbilledet p\u00e5 en smuk ung kvinde. Seeren efterlades for en stund i total forvirring \u2013 Janet er da ikke misdannet? Kort efter kommer forklaringen. Da l\u00e6gen, der har forest\u00e5et Janets operation, vender sig om mod kameraet, g\u00e5r det op for os, at han er af en ukendt art \u2013 et v\u00e6sen med menneskelignende krop og griselignende ansigt. Vi forst\u00e5r nu, at disse v\u00e6sner, som for de fleste vil forekomme grimme og uhyggelige, er den udseendem\u00e6ssige norm i denne verden, og at Janet, i al sin sk\u00f8nhed, afviger fra denne. <\/p>\n\n\n\n

    Janet er ulykkelig og uden h\u00e5b, men bliver pr\u00e6senteret for et alternativ: Hun kan leve blandt andre misdannede i et reservat, hvor hun ikke bliver betragtet som et misfoster, men kan leve et nogenlunde normalt liv. En udsendt fra reservatet er kommet for at modtage hende, og i en bem\u00e6rkelsesv\u00e6rdig indstilling ser vi de to unge idealsmukke mennesker st\u00e5 med hinanden i h\u00e6nderne som to udskud i en verden, der ikke vil vide af dem (fig. 1). <\/p>\n\n\n\n

    \"\"
    Fig. 1: Janet og hendes lidelsesf\u00e6lle st\u00e5r h\u00e5nd i h\u00e5nd over for hospitalspersonalet, der netop har sendt dem v\u00e6k til et reservat for misdannede i \u201dThe Eye of the Beholder\u201d (\u00a9 CBS).<\/figcaption><\/figure>\n\n\n\n

    \u201dThe Eye of the Beholder\u201d leger, som f\u00f8r antydet, med identifikation. Hvem skal seeren identificere sig med? P\u00e5 den ene side er Janet alt, hvad 1950\u2019ernes amerikanske befolkning betragter som normalt og smukt: ung, slank, af normalh\u00f8jde, lys i huden med blondt kr\u00f8llet h\u00e5r. P\u00e5 den anden side har de lige levet sig ind i hendes lidelseshistorie om at f\u00f8le sig u\u00f8nsket og uden v\u00e6rd i andres \u00f8jne. Selv om historien udspiller sig i et samfund og en tid, der ligger milevidt fra seerens, kommer afsnittets centrale budskab pludselig t\u00e6t p\u00e5 seerens egen virkelighed: Udst\u00f8delse er en social mekanisme, som kan ramme alle og enhver i et samfund, uden at der er nogen legitim grund til det. <\/p>\n\n\n\n

    Da Janet finder ud af, at hendes ansigtsoperation er mislykket, g\u00e5r hun i chok og flygter v\u00e6k fra de l\u00e6ger og sygeplejersker, der har overbragt hende nyheden. P\u00e5 hospitalsgangene, hvor hun l\u00f8ber forvildet rundt, h\u00e6nger et fjernsyn, der transmitterer en tale af, hvad der m\u00e5 formodes at v\u00e6re samfundets leder. I talen lyder det: \u201dWe know now that there must be a single purpose, a single norm, a single approach, a single entity of people, a single virtue, a single morality.\u201d <\/p>\n\n\n\n

    USA er p\u00e5 dette tidspunkt et enormt konservativt samfund, der p\u00e5 mange m\u00e5der str\u00e6ber efter det monokulturelle med den hvide kernefamilie som ideal. Afsnittets allegorisk motiverede budskab er s\u00e5ledes soleklart. Alligevel finder Serling det n\u00f8dvendigt at uddybe, nu i en voiceover: <\/p>\n\n\n\n

    Now the question that comes to mind: Where is this place and when is it? What kind of world where ugliness is the norm and beauty the deviation from that norm? You want an answer? The answer is, it doesn\u2019t make any difference, because the old saying happens to be true: Beauty is in the eye of the beholder, in this year or a hundred years hence, on this planet or wherever there is human life, perhaps out amongst the stars. Beauty is in the eye of the beholder, lesson to be learned in the Twilight Zone. <\/p><\/blockquote>\n\n\n\n

    The Twilight Zone <\/em>og Rod Serling lader med sin udtalte bogstavelighed ingen tvivl\ntilbage. Og motivet er klart: Seerne skal g\u00e5 fra tv-apparatet som mere\ntolerante og rummelige mennesker, der ikke d\u00f8mmer og udst\u00f8der p\u00e5 baggrund af\nudseende. The Twilight Zone <\/em>stiller s\u00e5ledes et spejl op\nforan den amerikanske befolkning, som tror, de skal p\u00e5 en fiktiv rejse til\nfremtiden og fjerne galakser, men som i virkeligheden skal m\u00f8de sig selv og\nderes fordomme.\n\n\n\n<\/p>\n\n\n\n

    Black Mirror <\/em><\/h2>\n\n\n\n

    Godt 50 \u00e5r efter \u201dThe Eye of the Beholder\u201d, i 2011, tonede Black Mirror <\/em>for f\u00f8rste gang frem p\u00e5 sk\u00e6rmen p\u00e5 britiske Channel 4. Inspiration fra The Twilight Zone <\/em>var ikke til at tage fejl af: Begge er antologiserier, der bruger science fiction-genren til at levere h\u00e5rdtsl\u00e5ende samfundskritik \u2013 ikke mindst ved hj\u00e6lp af overraskende tvistslutninger, som med h\u00f8j moral og l\u00f8ftet pegefinger skal \u00e5bne seernes \u00f8jne for det vestlige samfunds mest presserende problematikker. Black Mirror <\/em>undsiger sig dog den udpr\u00e6gede opbyggelighed, som kendetegner The Twilight Zone<\/em>, hvilket da ogs\u00e5 tydeligt fornemmes i titlen: N\u00e5r Black Mirrors <\/em>seere t\u00e6nder for serien, bliver de vidne til nogle af de mest m\u00f8rke og dystre sider af det moderne menneskes komplicerede forhold til teknologi. <\/p>\n\n\n\n

    Den overordnede ramme for Black Mirrors <\/em>individuelle afsnit er s\u00e5ledes en art dystopisk teknologiangst. Temaet er klassisk inden for science fiction-genren, som har budt p\u00e5 mangt et teknologimareridt. T\u00e6nk blot p\u00e5 science fiction-filmen over dem alle, Stanley Kubricks 2001: A Space Odyssey <\/em>(1968). Bag Black Mirror <\/em>st\u00e5r Charlie Brooker, som er manuskriptforfatter p\u00e5 langt de fleste afsnit i serien. Brooker har tidligere besk\u00e6ftiget sig med fremtiden som klummeskribent hos The Guardian, hvor han, med en vis m\u00e6ngde humor, fremskrev aktuelle politiske situationer ud i det absurde. Han har ligeledes fungeret som manuskriptforfatter til flere komedieserier p\u00e5 britisk tv, ligesom han har v\u00e6ret v\u00e6rt for adskillige nyt\u00e5rskavalkader. Distributionsm\u00e6ssigt er Black Mirror <\/em>en s\u00e6rlig historie, da seriens f\u00f8rste to s\u00e6soner blev vist p\u00e5 den britiske public service-kanal Channel 4, mens serien frem mod dens tredje s\u00e6son blev opk\u00f8bt af streaminggiganten Netflix. Hvorn\u00e5r mon der kommer et Black Mirror-afsnit om streaming? <\/p>\n\n\n\n

    Modsat mange andre teknodystopier besk\u00e6ftiger Black Mirror <\/em>sig med problematikker, som det moderne menneske st\u00e5r overfor netop nu. Langt de fleste teknologier, der bliver skildret i Black Mirror<\/em>, findes allerede i virkelighedens verden. Ved at rykke handlingen en anelse frem i tid viser Charlie Brooker os, hvor vi som b\u00e5de samfund og individer risikerer at ende inden l\u00e6nge. Hvor The Twilight Zone <\/em>distancerede sig fra samtiden for at g\u00f8re sin samfundskritik s\u00e5 effektiv som muligt, \u00f8nsker Black Mirror <\/em>at l\u00e6gge sig helt t\u00e6t p\u00e5 nutiden, men med samme \u00e6rinde for \u00f8je. T\u00e6t p\u00e5 samtlige afsnit foreg\u00e5r i en fremtid, der er pr\u00e6get af genkendelighed og realisme. Ofte er det kun et enkelt aspekt \u2013 i de fleste tilf\u00e6lde af teknologisk karakter \u2013 der markerer science fiction-genren. <\/p>\n\n\n\n

    Tag eksempelvis \u201dHated in the Nation\u201d fra Black Mirrors <\/em>s\u00e6son 4. Afsnittet forestiller sig et England, der fuldst\u00e6ndig ligner vor tids, bortset fra at bien som art er udd\u00f8d. Et scenarie, der langtfra er urealistisk, da bistanden p\u00e5 verdensplan er faldet drastisk inden for f\u00e5 \u00e5r. For at opretholde den \u00f8kologiske balance har den britiske regering f\u00e5et it-ingeni\u00f8rer til at bygge robotbier, som kan best\u00f8ve blomster og planter, n\u00f8jagtig som de oprindelige bier gjorde. <\/p>\n\n\n\n

    Afsnittet skildrer England og London i genkendelig form. De fremtidsmark\u00f8rer, der trods alt findes i afsnittet, virker logiske og ikke mindst realistiske. Der er fx selvk\u00f8rende biler p\u00e5 vejene, men de er kun tilg\u00e6ngelige for en lille elite. Smartteknologien er ligeledes en anelse mere udviklet, end den er i dag, men uden at der er tale om landvindinger. Det er ogs\u00e5 v\u00e6rd at bem\u00e6rke, at karaktererne i \u201dHated in the Nation\u201d har forskellige syn p\u00e5 teknologi, hvilket is\u00e6r kommer til udtryk i dynamikken mellem de to hovedpersoner, Karin og Blue. Karin er skeptisk over for internettet, sociale medier og smartteknologi. Blue arbejder som digital ekspert inden for politiet og ser f\u00f8rst og fremmest teknologiens mange potentialer. \u00c9n af afsnittets pointer virker s\u00e5ledes til at v\u00e6re, at teknologien ikke bare kommer buldrende og s\u00e6tter sig igennem bag om vores rygge, men at vi vil bevare vores kritiske bevidsthed, som vi jo i en vis udstr\u00e6kning har gjort indtil videre. <\/p>\n\n\n\n

    Afsnittets mise-en-scene er hverken formalistisk som i Stanley Kubricks 2001: A Space Odyssey<\/em>, ej heller dommedagsramt som i John Hillcoats The Road <\/em>(2009) eller beskidt eller forurenet som i Alfonso Cuar\u00f3ns Children of Men <\/em>(2006) og Ridley Scotts Blade Runner <\/em>(1982). Snarere v\u00e6kker mise-en-scenen associationer til Spike Jonzes Her <\/em>(2013), som p\u00e5 samme m\u00e5de skildrer en fremtid, der virker genkendelig, og som har udviklet sig p\u00e5 en logisk og forventelig m\u00e5de (fig. 2). <\/p>\n\n\n\n

    \"\"
    Fig. 2: London fremst\u00e5r genkendelig i \u201dHated in the Nation\u201d (\u00a9 Netflix).<\/figcaption><\/figure>\n\n\n\n

    Genre- og stilm\u00e6ssigt er der stor sp\u00e6ndvidde mellem Black Mirrors <\/em>individuelle afsnit, som alle er skrevet af skaberen Charlie Brooker, men instrueret af forskellige instrukt\u00f8rer fra afsnit til afsnit. Langt de fleste afsnit er en art genrehybrider mellem science fiction og en yderligere genre. \u201dHated in the Nation\u201d (2016) er fx en buddy cop-historie, der foreg\u00e5r i fremtiden. S\u00e5ledes viser krimi-genren sig stilistisk i den efterh\u00e5nden s\u00e5 velkendte k\u00f8lige, bl\u00e5tonede colorgrading og skyggefulde lyss\u00e6tning (fig. 3). <\/p>\n\n\n\n

    \"\"
    Fig. 3: K\u00f8lige bl\u00e5 toner og skyggefuld lyss\u00e6tning i \u201dHated in the Nation\u201d (\u00a9 Netflix).<\/figcaption><\/figure>\n\n\n\n

    I den anden ende af genrespektret ligger et af de allermest elskede afsnit, \u201dSan Junipero\u201d (2016), som med dets high key-belysning og s\u00f8de pop-soundtrack ligner og lyder som et romantisk drama (fig. 4). Afsnittet ender ganske bem\u00e6rkelsesv\u00e6rdigt lykkeligt (i en vis forstand), hvilket tydeligt viser, hvor stor en sp\u00e6ndvidde Black Mirror <\/em>har rent genrem\u00e6ssigt, men mest af alt, hvor uforudsigelig en historiefort\u00e6ller Charlie Brooker er. Herudover byder Black Mirror <\/em>p\u00e5 en r\u00e6kke afsnit, der med et h\u00e6sbl\u00e6sende tempo, POV-skud og h\u00e5ndholdt kamera er rendyrket horror \u2013 i fremtiden. Eksempelvis afsnittene \u201dWhite Bear\u201d (2013) og \u201dPlaytest\u201d (2016). I det hele taget er en bred vifte af genrer repr\u00e6senteret i serien: en sp\u00f8gelseshistorie i \u201dBe Right Back\u201d (2013), retro-science fiction a la Star Trek i \u201dUSS Callister\u201d (2017), en krigshistorie i \u201dMen Against Fire\u201d (2016) og en coming of age-historie i \u201dArkangel\u201d (2017). <\/p>\n\n\n\n

    \"\"
    Fig. 4: High-key-belysning i \u201dSan Junipero\u201d (\u00a9 Netflix). <\/figcaption><\/figure>\n\n\n\n

    En af de allermest markante kendetegn ved Black Mirror <\/em>er seriens tvistslutninger, som helt i \u00e5nden fra The Twilight Zone <\/em>altid gemmer p\u00e5 en morale og ikke sj\u00e6ldent en l\u00f8ftet pegefinger. I f\u00f8romtalte \u201dHated in the Nation\u201d sker en r\u00e6kke mystiske d\u00f8dsfald. De afd\u00f8de er alle personer, der har v\u00e6ret ramt af en internet-shitstorm umiddelbart inden d\u00f8dsfaldene. Til at opklare sagen s\u00e6ttes den garvede efterforsker Karin sammen med den unge digitale ekspert Blue. De finder hurtigt ud af, at d\u00f8dsfaldene er forbundet til en ugentlig internetafstemning, hvor man kan \u00f8nske en person d\u00f8d. Ugens mest upopul\u00e6re person i befolkningen m\u00e5 s\u00e5ledes lade livet. Det viser sig, at robotbierne ikke blot er blevet udstyret med en GPS, men ogs\u00e5 udstyr, som g\u00f8r det muligt for regeringen at bruge dem til mobile overv\u00e5gningskameraer. Nogen har hacket bierne og omprogrammeret dem til sm\u00e5 dr\u00e6bermaskiner. Karin og Blue fors\u00f8ger forg\u00e6ves at n\u00e5 frem til n\u00e6ste offer, f\u00f8r det er for sent, indtil de opdager, at en langt st\u00f8rre katastrofe lurer. Hackeren bag angrebene har en st\u00f8rre agenda: Han har indsamlet data p\u00e5 alle de personer, der har \u00f8nsket andre d\u00f8de over internetafstemningen, og nu st\u00e5r de for skud i et regul\u00e6rt massemord. Hackeren har oplevet en veninde blive ramt af en shitstorm og fors\u00f8ge selvmord og vil nu demonstrere, at ord har konsekvenser og kan g\u00f8re stor skade. <\/p>\n\n\n\n

    I \u201dThe Eye of the Beholder\u201d talte Rod Serling imod 1950\u2019ernes\nintolerance og had. Med \u201dHated in the Nation\u201d tager Charlie Brooker\nproblematikken med hele til vejen til 2019 og griber fat i de nye muligheder,\nsom internettet skaber for netop intolerance og had. Samtidig tematiserer\nafsnittet overv\u00e5gning som en af vores digitale tidsalders st\u00f8rste udfordringer\n\u2013 et tema, som adskillige afsnit af serien ber\u00f8rer. Et gennemg\u00e5ende budskab\nlader til at v\u00e6re, at vi skal passe p\u00e5 med at lade os overv\u00e5ge i sikkerhedens\ntegn, for vi afgiver dermed rettigheder og g\u00f8r os selv som borgere udsatte. <\/p>\n\n\n\n

    Serien udforsker ligeledes gennemg\u00e5ende, hvordan vi lader teknologien f\u00e5 kontrol over vores kroppe. Afsnit som \u201dPlaytest\u201d, \u201dWhite Christmas\u201d (2014), \u201dMen Against Fire\u201d, \u201dWhite Bear\u201d og i en vis grad \u201dStriking Vipers\u201d (2019), \u201dArkangel\u201d og \u201dSan Junipero\u201d foreg\u00e5r alle, i hvert fald til dels, i en slags virtuelle universer, som er genereret af en teknologi, der er indplantet i karakterernes hjerner. I flere tilf\u00e6lde resulterer dette i, at hovedkaraktererne m\u00e5 gennemleve endel\u00f8se gentagelser af gruopv\u00e6kkende scenarier uden mulighed for at undslippe – ofte med straf som form\u00e5l. <\/p>\n\n\n\n

    De karakteristiske tvistslutninger er uden tvivl den mest markante f\u00e6llesm\u00e6ngde mellem The Twilight Zone <\/em>og Black Mirror<\/em>. Men hvor The Twilight Zone<\/em>s fort\u00e6llestil er pr\u00e6get af utvetydige udsagn og bogstavelighed, g\u00e5r Black Mirror <\/em>anderledes subtilt til v\u00e6rks (dog er man sj\u00e6ldent i tvivl om afsnittenes afsluttende budskab). Langt de fleste afsnit l\u00e6gger varsler ud undervejs, som peger i retning af afsnittets tvistafslutning. Tag fx afsnittet \u201dShut up and Dance\u201d (2016). Her bliver en ung mand filmet via sit webcam, mens han ser porno, og efterf\u00f8lgende afpresset. Den unge mand vil tilsyneladende g\u00f8re alt for at undg\u00e5 at blive afsl\u00f8ret, hvilket kan v\u00e6re lidt sv\u00e6rt at forst\u00e5, f\u00f8r det bliver klart, at det var b\u00f8rneporno, han s\u00e5. Et chokerende tvist, som dog ikke kommer helt ud af det bl\u00e5. I afsnittets begyndelse ser vi vores hovedperson fatte interesse for en lille pige, der bes\u00f8ger den restaurant, hvor han arbejder (fig. 5).<\/p>\n\n\n\n

    \"\"
    Fig. 5: Tvistslutningen varsles subtilt i \u201dShut up and Dance\u201d (\u00a9 Netflix).<\/figcaption><\/figure>\n\n\n\n

    Da seeren som udgangspunkt sympatiserer med vores hovedperson, t\u00e6nker vi ikke n\u00e6rmere over scenen. Dette greb er enormt effektfuldt i forhold til at skabe selvrefleksion hos seeren. Black Mirrors <\/em>hovedpersoner er over en bred kam utrov\u00e6rdige, i den forstand at der ofte er noget, de ikke fort\u00e6ller os. Og dette er en pointe i sig selv: Brooker vil have os til at v\u00e6re kritiske og huske p\u00e5, at mennesker, s\u00e5vel som teknologi, rummer b\u00e5de lyse og m\u00f8rke sider. S\u00e5ledes er spejlet atter p\u00e5 plads p\u00e5 tv-sk\u00e6rmen \u2013 om end det er sort som den m\u00f8rkeste dystopi. <\/p>\n\n\n\n

    Antologiserien og netv\u00e6rksnarrativet <\/h2>\n\n\n\n

    De seneste \u00e5r er en ny type antologiserie kommet til syne i\nserielandskabet. Antologiserier har, som n\u00e6vnt, traditionelt v\u00e6ret fortalt i\ngenrer som science fiction, fantasy, horror og thriller, men nu er\nindiefilm-instrukt\u00f8rer begyndt at s\u00f8ge mod serieformatet, hvor producenter som\nHBO og Netflix kan tilbyde finansieringsmidler, som de ellers aldrig ville kunne\nkomme i n\u00e6rheden af. <\/p>\n\n\n\n

    High Maintenance <\/em>(HBO, 2016-), skabt af Ben Sinclair og Katja Blichfeld, var en\naf de allerf\u00f8rste webserier, der opn\u00e5ede et st\u00f8rre publikum, og blev siden hen\nk\u00f8bt af HBO, som i skrivende stund har produceret 3 s\u00e6soner af serien. High\nMaintenance <\/em>pr\u00e6senterer i hvert afsnit nye karakterer, som kun har det\ntilf\u00e6lles, at de bor i New York, og at de k\u00f8ber pot af den samme dealer, kendt\nudelukkende som The Guy. Serien spiller bevidst p\u00e5 seerens fordomme og\nforventninger, ikke alene om, hvem der k\u00f8ber pot og hvorfor, men ogs\u00e5 seerens\nforventninger til, hvordan handlingen udspiller sig, og hvordan karaktererne\nhandler. <\/p>\n\n\n\n

    Br\u00f8dreparret Mark og Jay Duplass har l\u00e6nge v\u00e6ret markante skikkelser p\u00e5 den amerikanske independent film-scene som b\u00e5de skuespillere, instrukt\u00f8rer og manuskriptforfattere. I deres serie for HBO, Room 104 <\/em>(HBO, 2017-), lader de et v\u00e6relse p\u00e5 et gennemsnitligt amerikansk hotel v\u00e6re rammen og skildrer s\u00e5ledes v\u00e6relsets skiftende beboere afsnit for afsnit. I 2000\u2019erne var Duplass-br\u00f8drene, sammen med bl.a. Greta Gerwig, hofskuespillere i en ny amerikansk indiefilmb\u00f8lge, der fik tilnavnet Mumblecore p\u00e5 grund af filmenes s\u00e6regne skuespilstil, som b\u00e6rer tydeligt pr\u00e6g af improvisation og underspil. Instrukt\u00f8rer som Andrew Bujalski, Lynn Shelton og ikke mindst Joe Swanberg blev ogs\u00e5 forbundet med Mumblecore-b\u00f8lgen. <\/p>\n\n\n\n

    Netop Joe Swanberg har, som Duplass-br\u00f8drene, ogs\u00e5 bev\u00e6get sig fra low fi-\u00e6stetik og selvfinansiering til streamingiganten Netflix, for hvem han har skabt antologiserien Easy<\/em>, der stilistisk, med sit klassiske komedietilsnit, er milevidt fra den hjemmevideo\u00e6stetik, der pr\u00e6ger hans tidlige film som LOL <\/em>(2016) og Sundance-hittet Hannah Take the Stairs <\/em>(2017). Serien f\u00f8lger en r\u00e6kke mennesker, der alle fors\u00f8ger at navigere i moderne k\u00e6rligheds- og sexrelationer med svingende held. Det eneste, de tilsyneladende har tilf\u00e6lles, er, at de alle bor i Chicago. Som serien skrider frem, viser det sig dog, at karaktererne er forbundet p\u00e5 kryds og tv\u00e6rs. Denne form, hvor forskellige handlingstr\u00e5de v\u00e6ves mere eller mindre tilf\u00e6ldigt sammen, og hvor der ikke etableres nogen klar protagonist, er p\u00e5 ingen m\u00e5de ny. Den blev et varem\u00e6rke for den amerikanske independent-instrukt\u00f8r Robert Altman med film som Nashville <\/em>(1975) og Shortcuts <\/em>(1993), <\/em>men ogs\u00e5 Paul Thomas Andersons Magnolia <\/em>(1999) og Alejandro I\u00f1\u00e1rritus 21 grams <\/em>(2003) og Babel <\/em>(2006) er velkendte eksempler p\u00e5 fort\u00e6lleformen. Der findes dog ogs\u00e5 tidligere eksempler som D.W. Griffiths Intolerance <\/em>(1916) og Menschen am Sonntag <\/em>(1930), skabt af bl.a. Billy Wilder og Fred Zinnemann, f\u00f8r de flygtede til USA og skabte sig store karrierer i Hollywood. Formen er ogs\u00e5 n\u00e5et ud til et bredere publikum med mainstreamhits som Richard Curtis\u2019 Love Actually<\/em> (2003) og Paul Haggis\u2019 Oscar- vinder Crash <\/em>(2004). <\/p>\n\n\n\n

    Betegnelserne ensemblefilm og multiplotfilm bruges ofte i daglig tale, mens fort\u00e6lleformen er blevet rubriceret som network narratives, p\u00e5 dansk netv\u00e6rksnarrativer, af David Bordwell i hans bog The Way Hollywood Tells it<\/em> (Bordwell 2006: 94-102). Schweizeren Margrit Tr\u00f6hler har ligeledes introduceret betegnelsen Mosaikfilm i sin vidunderligt betitlede bog Offene Welten ohne Helden: plurale Figurenkonstellationen im Film<\/em> (Tr\u00f6hler 2007). <\/p>\n\n\n\n

    En af de mange personer, som Easy<\/em> f\u00f8lger, er Annabelle. Vi l\u00e6rer hende f\u00f8rst at kende som veninde til auteur-tegneserietegneren Jacob Malco i afsnittet \u201dArt and Life\u201d (2016). Annabelle hj\u00e6lper, ganske underspillet, Jacob frem til en indsigt om, at kl\u00f8ften mellem hans egen Generation X og Millennial-generationen er mindre, end han tror, og at han faktisk har meget tilf\u00e6lles med deres tilgang til kunst, selv om han finder deres iPhones og sociale medier intetsigende. Senere i s\u00e6sonen, i afsnittet \u201dChemistry Read\u201d (2016), l\u00e6rer vi hende at kende professionelt som skuespiller og kollega til afsnittets hovedperson, der for nylig har sl\u00e5et op med sin k\u00e6reste. Han ville have b\u00f8rn, mens hun \u00f8nsker at koncentrere sig udelukkende om sin karriere. Hovedpersonen fors\u00f8ger at f\u00e5 Annabelle, der hverken er gift eller har b\u00f8rn, til at bekr\u00e6fte hende i, at hun har truffet det rigtige valg. Pludselig skifter det fort\u00e6llem\u00e6ssige fokus til Annabelle, der m\u00f8des med en mand, som hun har set l\u00f8st og fast gennem mange \u00e5r. Scenen, der er konstrueret som en montage over aftenen, dv\u00e6ler ved deres fysiske og intellektuelle samv\u00e6r uden at ty til lette forklaringer p\u00e5, hvad deres forhold best\u00e5r i, og hvorfor det aldrig er blevet til mere \u2013 fx \u00e6gteskab og b\u00f8rn (fig. 6). <\/p>\n\n\n\n

    \"\"
    Fig. 6: Annabelle bliver for en stund det fort\u00e6llem\u00e6ssige fokus i \u201dChemistry Read\u201d (\u00a9 Netflix).<\/figcaption><\/figure>\n\n\n\n

    Kombinationen mellem antologiserien og netv\u00e6rksnarrativet giver mulighed for at vise flere sider af en karakter. I Annabelles tilf\u00e6lde f\u00e5r hun lov til at blive fortalt som veninde, som kollega og som elsker. Easy<\/em> giver sine bipersoner lov til at blive foldet ud og ikke blot v\u00e6re reduceret til fort\u00e6llem\u00e6ssige funktioner og nedbryder s\u00e5ledes hierarkiet mellem karaktererne. Sidst, men ikke mindst, l\u00e6gger netv\u00e6rksnarrativet op til et \u00f8get fokus p\u00e5 relationerne mellem mennesker i stedet for en enkelt karakters udvikling. <\/p>\n\n\n\n

    Antologiseriens tidsalder? <\/h2>\n\n\n\n

    Sidste \u00e5rti stod, som tidligere n\u00e6vnt, i de langstrakte, karakterb\u00e5rne dramaseriers tegn. En r\u00e6kke markante og meget succesfulde serier som The Sopranos, The Wire, Mad Men <\/em>og Breaking Bad <\/em>skabte en enorm eftersp\u00f8rgsel, hvilket afstedkom en sand syndflod af serier med samme tilsnit: h\u00f8j produktionsv\u00e6rdi, stjerneskuespillere i de b\u00e6rende roller og \u201dfilmisk\u201d billedside. Noget tyder dog p\u00e5, at de mange serieseeres pr\u00e6ferencer er under forandring. <\/p>\n\n\n\n

    Inden for de seneste \u00e5r har tv-landskabet nemlig \u00e6ndret sig. Korte serieformater som sitcommen har udviklet sig i retning af et mere moderne og mediekompetent publikum, som Andreas Halskov beskriver i sin artikel “Fra artig til arty : smarte sitcoms til smarte seere” <\/em>(Halskov 2011), og derigennem genvundet terr\u00e6n, ligesom internettet har skabt nye muligheder for at eksperimentere med formater i forhold til fx episodel\u00e6ngde. Sidst, men ikke mindst, kommer stadig flere antologiserier til. <\/p>\n\n\n\n

    Hvorfra kommer dette behov for en modv\u00e6gt til de mange dramaserier? De lange karakterb\u00e5rne serier har i en vis forstand udmattet deres seere, fordi serierne kr\u00e6ver trofasthed og engagement i handlingen og ikke mindst karaktererne. De fleste l\u00e6sere vil kende denne problemstilling; de f\u00f8rste afsnit af en ny serie er ofte h\u00e5rde at se, da en frygtelig masse karakterer s\u00e5vel som handlingstr\u00e5de skal introduceres. Filmkritikeren Joshua Alston pointerer, at antologiserierne ikke kr\u00e6ver samme grad af forpligtelse fra seeren som serier med l\u00e6ngevarende narrative forl\u00f8b. Ligeledes tilbyder antologiserieformatet en mulighed for at afpr\u00f8ve serier, uagtet hvilken s\u00e6son de befinder sig i, ligesom seere heller ikke beh\u00f8ver at se alle episoder i serien. Desuden slipper seeren for en endel\u00f8s ophobning af l\u00f8se handlingstr\u00e5de, som enten ikke bliver fulgt op, eller som bliver forl\u00f8st p\u00e5 en utilfredsstillende m\u00e5de \u2013 fx alt for hurtigt umiddelbart f\u00f8r seriens slutning (Alston 2015). En af de sv\u00e6reste discipliner for en manuskriptforfatter m\u00e5 v\u00e6re at afslutte en serie, der har k\u00f8rt over 6 s\u00e6soner i op mod 10 \u00e5r, og som har millioner af seere, der alle har engageret sig dybt i karakterer og handling. De mange diskussioner mellem fans, hver gang en popul\u00e6r serie ender, som det var tilf\u00e6ldet med fx The Sopranos<\/em>, understreger netop denne pointe. <\/p>\n\n\n\n

    Der er s\u00e5ledes tegn p\u00e5, at tv-mediet bev\u00e6ger sig (tilbage) mod et sted, hvor producenter i stigende grad kigger mod formater, der ikke kr\u00e6ver stor trofasthed og engagement, men i stedet kan indtages mere uforpligtende, i bidder og stykker. \u00c5rsagen er selvklart ikke, at man, som i 1950\u2019erne, er bange for at h\u00e6gte seere af \u2013 hvor en misset episode var uigenkaldeligt borte i 1950\u2019erne, kan man i dag streame et givent afsnit, hvor og hvorn\u00e5r det behager. Det skyldes n\u00e6rmere, at der simpelthen bliver produceret s\u00e5 mange tv-serier, at publikum er ved at miste overblikket. En udvikling, som streamingtjenesterne har en ikke ubetydelig andel i. I det hele taget er udbuddet af serier eksploderet i tv\u2019s s\u00e5kaldte tredje guldalder. I 2018 blev der udgivet 495 tv-serier med originalt manuskript \u2013 flere end nogensinde f\u00f8r. Online platforme som Netflix, Amazon Prime, Facebook Watch osv. stod bag 160 eller 32 % af disse (Adalian 2018). Antologiserieformatet er i denne sammenh\u00e6ng et \u00e5ndehul i tv-landskabet, hvor tr\u00e6tte tv-seere kan f\u00e5 vejret igen. Et sp\u00f8rgsm\u00e5l, der er v\u00e6rd at stille, er, om antologiseriernes tiltagende popularitet er en god udvikling for tv-serien som kunstform? P\u00e5 den ene side har formatet, som kapitlet beskriver, lagt grund for flere interessante nyskabelser. P\u00e5 den anden side er en af tv- seriens absolutte fordele i forhold til spillefilmen, at den har tid, som spillefilmen ikke har. Tid til at udfolde karakterer og handlingsforl\u00f8b p\u00e5 en dybdeg\u00e5ende og nuanceret m\u00e5de. Hvorom alting er, tyder alt p\u00e5, at tendensen forts\u00e6tter, og at vi f\u00e5r mange flere antologiserier at se i de kommende \u00e5r. <\/p>\n\n\n\n

    \n

    * * *<\/strong><\/p>\n<\/blockquote>\n\n\n\n

    Fakta<\/h2>\n\n\n\n

    Litteratur<\/h3>\n\n\n\n