{"id":6771,"date":"2019-04-27T12:11:18","date_gmt":"2019-04-27T10:11:18","guid":{"rendered":"http:\/\/www.16-9.dk\/?p=6771"},"modified":"2020-05-22T11:57:24","modified_gmt":"2020-05-22T09:57:24","slug":"the-other-side-of-the-wind","status":"publish","type":"post","link":"http:\/\/www.16-9.dk\/3\/2019\/04\/the-other-side-of-the-wind\/","title":{"rendered":"\u201cThe Greatest Movie the World Has Never Seen\u201d \u2013 Orson Welles\u2019 The Other Side of the Wind<\/em>"},"content":{"rendered":"\n
\"\"<\/figure>\n\n\n\n
Blandt Orson Welles’ utallige uafsluttede projekter har The Other Side of the Wind<\/em> opn\u00e5et en legendarisk status. Welles\u2019 sidste store filmprojekt er blevet omtalt som hans mest personlige, og de der fik lejlighed til at se en version af filmen i 1970erne kaldte den \u2019a knock-out\u2019. Rygterne omkring filmen har svirret i fire \u00e5rtier, og nu er den endelig blevet tilg\u00e6ngelig. Isak Thorsen fort\u00e6ller om baggrunden for filmen og vurderer, om den har v\u00e6ret v\u00e6rd at vente p\u00e5?<\/h5>\n\n\n\n

Efter knapt 20 \u00e5r i frivilligt eksil i Europa vendte Orson Welles\n(1915-1985) permanent tilbage til sit f\u00f8deland USA i 1970. Han havde h\u00e5bet p\u00e5,\nat hans status i den amerikanske filmindustri havde \u00e6ndret sig, og han igen\nkunne f\u00e5 st\u00f8tte til sine filmprojekter. Men Welles fandt ingen \u00f8konomisk\nopbakning, og for egne midler begyndte han optagelserne til The Other Side of the Wind<\/em>. Oprindeligt skulle\nfilmen optages p\u00e5 otte uger, men kom \u2013 med mange afbrydelser og nye investorer\n\u2013 til at str\u00e6kke sig frem til 1976. Welles arbejdede videre med klipningen af\nfilmen indtil begyndelsen af 1980erne, hvor et juridisk tovtr\u00e6kkeri mellem\nfilmens investorer satte en stopper for f\u00e6rdigg\u00f8relsen. Da Welles d\u00f8de i 1985,\nefterlod han omkring 100 timers optagelser, en arbejdskopi af filmen, hvoraf\nca. 40 minutter var f\u00e6rdigklippede, og m\u00e6ngder af noter og instruktioner. F\u00f8rst\ni 2017 blev de juridiske stridigheder l\u00f8st, og udarbejdelsen af den version af The Other Side of the Wind<\/em>, der nu er\ntilg\u00e6ngelig p\u00e5 Netflix<\/em>, blev sat i\ngang.<\/p>\n\n\n\n

\"\"<\/a>
Fig. 1: Under optagelserne af filmen. Peter Bogdanovich i sort jakke med megafon, filmens fotograf Gary Graver s\u00e6tter lys og Orson Welles siddende i badek\u00e5be.<\/figcaption><\/figure>\n\n\n\n

Vidunderbarnet i eksil<\/h2>\n\n\n\n

The Other Side of the\nWinds<\/em> tumultariske tilblivelseshistorie var ikke unormal for Welles\u2019\nkarriere. Han var en mand med mange jern i ilden, og arbejdede ofte med flere sidel\u00f8bende\nprojekter, samtidig med at han enten optr\u00e5dte som skuespiller i andres film\neller stillede sin karakteristiske fort\u00e6llerstemme til r\u00e5dighed for at skaffe finansiering\ntil sine egne projekter.<\/p>\n\n\n\n

Welles var vidunderbarnet, der efter at have excelleret p\u00e5\nteatret og radioen tog til Hollywood, og i en alder af 25 \u00e5r skabte Citizen Kane<\/em> (1941), der stadig af mange\nregnes for en af verdens bedste film. Men med Welles\u2019 anden film The Magnificent Ambersons<\/em> (1942) begyndte\ndet at g\u00e5 galt. Welles m\u00e5tte forlade produktionen, da det officielle USA sendte\nham til Brasilien for at lave en film om de to landes gode naboskab. I Welles\u2019\nfrav\u00e6r blev The Magnificent Ambersons<\/em>\nskamklippet efter produktionsselskabets anvisninger, og da filmens budget var\noverskredet, opstod Welles\u2019 ry for at v\u00e6re en besv\u00e6rlig instrukt\u00f8r, der hverken\nkunne overholde budget eller tidsplan. I Hollywood fik Welles aldrig siden\nstillet det store apparat til sin r\u00e5dighed, men instruerede med mindre\nbudgetter filmene The Stranger<\/em> (1946),\nMacbeth<\/em> (1947) og The Lady from Shanghai<\/em> (1948). <\/p>\n\n\n\n

Da heksejagten mod formodede kommunister og\nkommunistsympatis\u00f8rer i den amerikanske filmindustri fik vind i sejlene i \u00e5rene\nefter Anden Verdenskrig, kom Welles i s\u00f8gelyset. Welles, der havde instrueret\nvenstreorienterede teaterstykker i 1930erne og v\u00e6ret en varm fortaler for\nRoosevelt og \u2019New Deal\u2019, valgte derfor at forlade Hollywood. Indtil 1970 blev\ndet kun til et enkelt l\u00e6ngere ophold i USA, hvor Welles instruerede Touch of Evil<\/em> (1958), og endnu engang\nkom han i konflikt med filmens produktionsselskab om filmens endelige udformning.\n<\/p>\n\n\n\n

Europa blev Welles’ nye hjem, og her skabte han de ambiti\u00f8se Shakespearefilm Othello <\/em>(1952) og Chimes at Midnight <\/em>(1965), krimimysteriet Mr. Arkadin<\/em> (1955), The Trial<\/em> (1962) efter Kafkas klassiske roman og en tv-udgave af Karen Blixens The Immortal Story<\/em> (1968). P\u00e5 trods af at flere af filmene tog \u00e5revis at lave, blev de f\u00e6rdige, for Welles efterlod ogs\u00e5 en lang r\u00e6kke mere eller mindre uafsluttede projekter. Blandt de kendteste er en version af Don Quixote<\/em>, som Welles l\u00f8bende lavede optagelser til mellem 1955 og 1972, og fra 1966 til 1969 arbejdede han med thrilleren The Deep<\/em>, som var t\u00e6nkt som den kommercielle film, der kunne reetablere hans navn i filmindustrien. Indtil for nylig har The Other Side of the Wind<\/em> ogs\u00e5 tilh\u00f8rt bunken af uf\u00e6rdige Wellesfilm og f\u00e5et ryet som \u201dThe Greatest Movie the World Has Never Seen\u201d (Love, 2009).<\/p>\n\n\n\n

\"\"<\/a>
Fig. 2: Hannafords havarerede bil.<\/figcaption><\/figure>\n\n\n\n
\"\"<\/a>
Fig. 3: Filmentusiaster og journalister optager under Hannafords fest.<\/figcaption><\/figure>\n\n\n\n

The Other Side of the Wind <\/em><\/h2>\n\n\n\n

Ligesom i to af Welles\u2019 tidligere film, Citizen Kane<\/em> og Mr. Arkadin<\/em>,\nbegynder The Other Side of the Wind<\/em>\nmed filmens slutning – et d\u00f8dsfald. Et stillbillede viser den havarerede bil,\nsom instrukt\u00f8ren Jake Hannaford k\u00f8rte galt i, eller som der bliver spurgt i\nfilmen, \u201dvar det i virkeligheden selvmord?\u201d Filmen udspiller sig over et lille d\u00f8gns\ntid, og skildrer begivenhederne omkring Hannafords 70\u00e5rs f\u00f8dselsdag engang i 1970erne.\nAt vi skuer tilbage, bliver markeret i filmens indledning, hvor karakteren\nBrooks Otterlakes voice-over fort\u00e6ller, at filmen er sammenstykket af de\nbevarede filmoptagelser, optaget af de mange filmentusiaster og filmjournalister,\nder deltog i begivenhederne. Den fiktive gimmick er alts\u00e5, at vi ser en\ndokumentar. The Other Side of the Wind<\/em>\nl\u00e6gger sig dermed op ad det, man kunne kalde en mock-documentary (Roscoe &\nHight, 2001). Med denne legen med fiktion og virkelighed vender Welles tilbage\ntil et fort\u00e6llerm\u00e6ssigt greb, der ligner et, han allerede havde benyttet i hans\nber\u00f8mte radioversion af H.G. Wells\u2019 War\nof The Worlds<\/em> fra 1938. Det livetransmitterede radiodrama blev afbrudt af\nfiktive nyhedsbulletiner, der l\u00f8bende rapporterede om en invasion af marsboere\ni New Jersey. Historien g\u00e5r, at lyttere, der tilf\u00e6ldigt skruede over p\u00e5\ntransmissionen, troede p\u00e5 bulletinerne, blev grebet af panik, og begyndte at\nflygte ud af New York. En yderligere pointe ved at inddrage Welles radiobaggrund\ni denne sammenh\u00e6ng er, at en af de ting som Welles f\u00f8rte med sig fra sin tid i\nradioen til filmen, var hans brug af lyd. Citizen\nKane<\/em> er blandt meget andet ber\u00f8mmet for sin komplekse lydside, som i scener\nkombinerer forskellige overlappende stemmer, der til tider ogs\u00e5 afbryder\nhinanden, hvilket skaber en fragmenteret lydside. Fordi The Other Side of the Wind<\/em> er sammensat af de fundne h\u00e5ndholdte \u2019dokumentariske\u2019\noptagelser fra forskellige kameraer, er det nu ikke kun lydsiden, men ogs\u00e5 det\nvisuelle udtryk, som er fragmenteret og hektisk. Klippetempoet er ganske h\u00f8jt\nog det fragmentariske forst\u00e6rkes af, at der i de enkelte scener ogs\u00e5 veksles mellem\nsort-hvid og farveoptagelser og mellem forskellige filmformater (8mm, 16mm og\n35mm). <\/p>\n\n\n\n

\"\"<\/a>
Fig. 4: Welles i sin radiotid i 1930erne.<\/figcaption><\/figure>\n\n\n\n

Filmen i filmen<\/h2>\n\n\n\n

F\u00f8dselsdagsfesten er The\nOther Side of the Winds<\/em> ene lag, det andet er den film som Hannaford er ved\nat afslutte, og som han mangler kapital til at fuldf\u00f8re. Titlen p\u00e5 filmen er The Other Side of the Wind<\/em>, og denne\n\u2019filmen i filmen\u2019 vises i brudstykker gennem filmen. \u2019Filmen i filmen\u2019 er stort\nset ordl\u00f8s, og gennemg\u00e5ende f\u00f8lger vi en ung mand, som forf\u00f8lger en mere eller\nmindre n\u00f8gen kvinde. Welles har\nselv fortalt om Hannafords film: \u201dIt\u2019s the old man\u2019s attempt to do a kind of\ncounter-culture film, in a surrealistic, dreamlike style\u201d (Dr\u00f6ssler 2004:105). I\nsit visuelle udtryk minder \u2019filmen i filmen\u2019 om den italienske instrukt\u00f8r Michelangelo\nAntonionis Zabriski Point<\/em> (1970), og\nAntonioni var ikke en instrukt\u00f8r Welles satte h\u00f8jt. I et interview fra 1967\nhavde Welles f\u00e6ldet sin dom over italienerens film: <\/p>\n\n\n\n

According to a young American critic, one of the great discoveries of our age is the value of boredom as an artistic subject. If that is so, Antonioni deserves to be counted as a pioneer and founding father.<\/p> Tynan, 1967.<\/cite><\/blockquote>\n\n\n\n

Det er sv\u00e6rt ikke at opfatte \u2019filmen i filmen\u2019 som en\npastiche eller parodi p\u00e5 en kunstfilm fra slut 1960erne blandet med\npseudofreudiansk symbolik. I en scene holder kvinden en dukke og hendes finger\nstikker ud mellem benene p\u00e5 dukken, s\u00e5 det ligner en penis. Samtidig svinger\nkvinden faretruende med en saks, inden hun v\u00e6lger at klippe i dukkens h\u00e5r.\nKastrationstemaet g\u00e5r igen i en senere k\u00e6rlighedsscene mellem manden og\nkvinden, der udspiller sig i et forladt filmstudie, og \u2019filmen i filmen\u2019 ender\nmed, at kvinden punkterer en gigantisk fallos, der langsomt synker sammen, som\nluften siver ud af den.<\/p>\n\n\n\n

I mods\u00e6tning til Welles\u2019 \u00f8vrige v\u00e6rker indtager det\nseksuelle en ganske eksplicit rolle, s\u00e6rligt i \u2019filmen i filmen\u2019, hvor den aldrende\ninstrukt\u00f8r Hannaford fors\u00f8ger at tilpasse sin film til det nye Hollywood.<\/p>\n\n\n\n

\"\"<\/a>
Fig. 5: \u2019Filmen i filmen\u2019, der bliver vist i brudstykker gennem filmen.<\/figcaption><\/figure>\n\n\n\n
\"\"<\/a>
Fig. 6: Luften siver ud af den gigantiske fallos.<\/figcaption><\/figure>\n\n\n\n

Fragmenter og brudstykker<\/h2>\n\n\n\n

I b\u00e5de fort\u00e6llingen om den sidste dag i Hannafords liv og i\n\u2019filmen i filmen\u2019 bryder Welles med den klassiske fort\u00e6lleform. \u2019Filmen i\nfilmen\u2019 tr\u00e6kker ganske naturligt p\u00e5 kunstfilmens konventioner: karakterernes manglende\nm\u00e5lorienterethed og frav\u00e6ret af \u00e5rsagssammenh\u00e6nge. Helt s\u00e5 drastisk er\nfort\u00e6llingen om Hannafords sidste dag ikke. Den har en kronologisk\nfremadskridende struktur, og et gennemg\u00e5ende m\u00e5l for Hannaford er at f\u00e5 sin\nfilm gjort f\u00e6rdig. Men ligesom den visuelle stil, bliver fort\u00e6llingen om\nHannaford ogs\u00e5 fragmenteret. Gennem mock-documentaryformen bliver vi \u2019fluen p\u00e5\nv\u00e6ggen\u2019, og skal ud fra l\u00f8srevne s\u00e6tninger og scener sammenstykke fort\u00e6llingen\n\u2013 og det er ikke helt ligetil!<\/p>\n\n\n\n

Filmens figurgalleri er ganske omfattende, og det er gennem\nderes dialog, der tegner sig et portr\u00e6t af Hannaford. Hans tidligere karriere,\nliv og problemerne vedr\u00f8rende hans produktioner bliver eksempelvis afd\u00e6kket i\nsamtalerne mellem Hannafords faste klan af gamle bekendtskaber, men samtidig\nf\u00e5r vi ogs\u00e5 ansatserne til deres individuelle historier. Her m\u00f8der vi blandt\nandet Hannafords personlige assistent, \u2019fixeren\u2019 Matt Costello, der ved alt om\nalle og stadig har forbindelser, som kan sortliste personer i Hollywood som\nkommunister. Den godhjertede eksalkoholiker Billy, og smink\u00f8ren Zimmie, som har\nv\u00e6ret med siden Hannafords f\u00f8rste film, og \u00e5benbart er blevet fyret og genansat\np\u00e5 alle Hannafords film. De mange filmentusiaster, som l\u00f8bende forf\u00f8lger og overd\u00e6nger\nHannaford og hans venner med sp\u00f8rgsm\u00e5l bliver en anden kilde til information,\nog deres nysgerrighed blandes med absurd parodiske sp\u00f8rgsm\u00e5l som: \u201cIs the\ncamera eye a reflection of reality or is reality a reflection of the camera\neye? Or is the camera merely a phallus?\u201d Det absurde sp\u00f8rgsm\u00e5l er et eksempel\np\u00e5, at filmen er fuld af indfald, som kommer hulter til bulter og stritter i\nforskellige retninger. Dv\u00e6rge, der pludselig dukker op til festen og begynder\nat fyre fyrv\u00e6rkeri af, eller Zimmie som gennem det meste af filmen bakser med\nat opstille en hel r\u00e6kke af livagtige dukker af \u2019filmen i filmens\u2019 hovedrolleindehaver.\nThe Other Side of the Wind<\/em> tager os\nikke i h\u00e5nden og udpeger, hvilke af disse mange brudstykker og indfald vi\ns\u00e6rligt skal bide m\u00e6rke i, og bryder dermed den klassiske fort\u00e6lleforms grad af\nredundans, der tydeligt udpeger og gentager de vigtige elementer. Som samlet\nfort\u00e6lling bliver filmen derfor fuld af uf\u00e6rdige eller blot antydede historier,\nog bryder den klassiske fort\u00e6lleforms str\u00e6ben efter en historiem\u00e6ssig enhed,\nhvor der ikke er nogle l\u00f8se ender, n\u00e5r vi slipper fort\u00e6llingen. Filmens\nindledende sp\u00f8rgsm\u00e5l, om Hannaford k\u00f8rte galt eller begik selvmord, forbliver\nogs\u00e5 ubesvaret, og de mange brudstykker og l\u00f8se ender \u00e5bner dermed op for\ntolkninger af filmen.<\/p>\n\n\n\n

\"\"<\/a>
Fig. 7: Joseph McBride i rollen som Mr. Pister sammen med smink\u00f8ren Zimmie spillet af Cameron Mitchell.<\/figcaption><\/figure>\n\n\n\n
\"\"<\/a>
Fig. 8: John Huston som Jake Hannaford.<\/figcaption><\/figure>\n\n\n\n

Maskulinitet i opl\u00f8sning<\/h2>\n\n\n\n

Joseph McBride, som oplevede optagelserne p\u00e5 f\u00f8rste h\u00e5nd i\nrollen som Mr. Pister, og siden blev professor i filmvidenskab og forfatter til\nflere v\u00e6rker om Welles, har fremh\u00e6vet, at Welles selv skulle have fortalt, at\nfilmen er \u201d\u2026an attack on machoism\u201d (McBride 2014: 179-180). Den oprindelige ide\ntil filmen opstod efter, at forfatteren Ernest Hemingway havde skudt sig selv\nden 2. juli 1961, og det er v\u00e6rd at bem\u00e6rke, at Hannafords f\u00f8dselsdagsfest i\nfilmen udspiller sig p\u00e5 netop den 2. juli. Hannafordkarakteren skal minde om en\nblanding af Hemmingway og de klassiske \u2019He-Men\u2019-instrukt\u00f8rer fra Hollywoods\ngyldne tid: John Ford, Howard Hawks, Raul Walsh og John Huston, der spiller\nrollen som Hannaford. I l\u00f8bet af filmen skulle Hannafords \u201dlatente\nhomoseksualitet eller liv som skabsb\u00f8sse afsl\u00f8res\u201d (McBride 2014: 179-180), og \u2019filmen\ni filmen\u2019 fortolker McBride som et sindbillede p\u00e5 Hannafords \u201dtwisted psyche\nand sexual obsessions\u201d (McBride 2018). Hvis det er intentionen, fremst\u00e5r det\nnok ikke helt klart. Der kredses om forholdet mellem Hannaford og \u2019filmen i\nfilmens\u2019 hovedrolleindehaver, John Dale, som Hannaford m\u00e5ske har reddet fra at\nbeg\u00e5 selvmord. Dale er frav\u00e6rende ved festen, men hans tidligere skolel\u00e6rer\ndukker derimod op, og i en noget akavet scene, der nok har v\u00e6ret t\u00e6nkt som\nhumoristisk, antydes det homoseksuelle tema noget kryptisk og uforl\u00f8st. En af\nfilmens karakterer, filmkritikeren Julie Rich, byder p\u00e5 en l\u00e6ngere forklaring p\u00e5\nat grunden til, at Hannaford gentagende gange har forf\u00f8rt sine mandelige\nskuespilleres kvindelige partnere for derefter at droppe dem, er som et led i\nat destruere den mandelige skuespiller. Richs forklaring rammer et \u00f8mt punkt\nhos Hannaford, der giver hende en sm\u00e6ldende lussing. McBride byder p\u00e5 en\nfortolkningsramme, hvor mange af filmens brudstykker kan passe ind i, men helt\nentydigt st\u00e5r den ikke for andre dele af filmen peger p\u00e5, at den ogs\u00e5 kan ses\nsom en satire over Hollywood i 1970erne; en parodi p\u00e5 en kunstfilm eller et\nportr\u00e6t af en aldrende Hollywoodinstrukt\u00f8rs sidste krampetr\u00e6kninger – der m\u00e5ske\nkan tolkes som et selvportr\u00e6t?<\/p>\n\n\n\n

\"\"<\/a>
Fig. 9: Orson Welles og John Huston.<\/figcaption><\/figure>\n\n\n\n

Et n\u00f8glev\u00e6rk<\/h2>\n\n\n\n

\u201dYou mustn\u2019t look for keys\u201d, advarede Welles (Karp 2015: 230).\nFilmen er alts\u00e5 if\u00f8lge Welles ikke et n\u00f8glev\u00e6rk til en autobiografisk l\u00e6sning.\nDet er nu sv\u00e6rt ikke at t\u00e6nke det fortolkningslag ind i filmen. Lighedspunkterne\nmellem Welles og karakteren Hannaford er flere. Begge er de \u00e6ldre instrukt\u00f8rer,\nder har en lang karriere bag sig, og nu k\u00e6mper for at skaffe kapital til\nf\u00e6rdigg\u00f8relsen af deres film. Optagelserne med John Huston begyndte f\u00f8rst, da optagelserne\naf filmen havde v\u00e6ret i gang i tre \u00e5r. Indtil da havde Welles kun optaget de\ndele af scenerne, hvor Hannaford ikke ses i billedet, og selv spillet\nHannafords replikker. Welles sp\u00f8gte endda med, at hvis man ikke kunne finde den\nrette skuespiller til rollen som Hannaford, ville han selv p\u00e5tage sig den. Blandt\nflere andre autobiografiske elementer er, at Hannaford var venner med Hemingway,\nligesom Welles havde kendt den amerikanske forfatter siden 1930erne.<\/p>\n\n\n\n

Instrukt\u00f8ren Peter Bogdanovich spiller den yngre filminstrukt\u00f8r\nBrooks Otterlake, Hannafords n\u00e6re ven og fortrolige. Bogdanovich indledte sit\nvenskab med Welles, da han ville lave en interviewbog med Welles, som han siden\nopgav. I The Other Side of the Wind<\/em>\nhar Otterlake opgivet sin interviewbog med Hannaford og delt optagelserne ud\ntil de filmentusiaster, der deltager i f\u00f8dselsdagsfesten. I 1970erne\ninstruerede Bogdanovich en r\u00e6kke \u00f8konomisk succesfulde film, og var en stjerne\np\u00e5 vej op, mens Welles\u2019 var dalende. Forholdet mellem filmens Hannaford og\nOtterlake minder derfor om forholdet mellem Welles og Bogdanovich. I en scene\nm\u00e5 Hannaford \u00e6de al sin forf\u00e6ngelighed i sig og sp\u00f8rge Otterlake om hj\u00e6lp til\nfinansieringen af sin film, hvilket bliver katalysatoren for et endeligt brud\nmellem dem. Om Welles faktisk spurgte Bogdanovich om kapital er uvist, men\nWelles og Bogdanovichs venskab led et uopretteligt kn\u00e6k under arbejdet med The Other Side of the Wind<\/em>.<\/p>\n\n\n\n

\"\"<\/a>
Fig. 10: Hannaford og Otterlake (John Huston og Peter Bogdanovich.<\/figcaption><\/figure>\n\n\n\n

Det autobiografiske forst\u00e6rkes af, at mange af filmens\nkarakterer kan udl\u00e6gges som referencer til virkelige personer. Karakteren\nBaronen kan ses som Welles samarbejdspartner i 1930erne John Houseman,\nproducenten Max, der ikke vil st\u00f8tte Hannafords film finansielt, er et slet\nskjult portr\u00e6t af producenten Robert Evans, der som chef for Paramount stod bag\nnogle af New Hollywoods mest markante film. Filmkritikeren Julie Rich er\nbaseret p\u00e5 Pauline Kael, der i 1971 skrev en kontroversiel artikel i The New Yorker<\/em>, som h\u00e6vdede at Welles\nikke stod bag det Oscarbel\u00f8nnede manuskript til Citizen Kane<\/em>. Festens v\u00e6rtinde Mrs. Valeska, har ligheder med\nMarlene Dietrich, som Welles oprindeligt ville have haft til at spille rollen. Udover\nde mange autobiografiske tr\u00e6k i filmen blandes fiktionen og virkeligheden yderligere\nved, at en r\u00e6kke personer optr\u00e6der som dem selv i filmen, eksempelvis\ninstrukt\u00f8rerne Claude Chabrol, Dennis Hopper, Paul Mazursky og Henry Jaglom.<\/p>\n\n\n\n

Hvilken version<\/h2>\n\n\n\n

If\u00f8lge John Huston eksisterede der ikke et egentligt manuskript,\nWelles havde en overordnet skitse og improviserede under optagelserne (Huston\n1994: 341-342). En version af manuskriptet fra 1971 blev publiceret i 2005, og\nder har tilsyneladende eksisteret flere versioner gennem \u00e5rene. Yderligere\narbejdede Welles med de s\u00e5kaldte \u2019LA Pages\u2019, h\u00e5ndskrevne scener, der l\u00f8bende\nblev tilf\u00f8jet under optagelserne. Kr\u00e6fterne bag f\u00e6rdigg\u00f8relsen af The Other Side of the Wind <\/em>har derfor st\u00e5et\noverfor en stor opgave, der ikke er blevet nemmere af, at man ikke med\nsikkerhed ved, om Welles egentlig n\u00e5ede at afslutte optagelserne af filmen\n(O\u2019Falt 2018). Man kan dog pege p\u00e5 en r\u00e6kke valg, hvor den foreliggende version\naf filmen afviger fra Welles\u2019 oprindelige intentioner. Da Welles i 1975 modtog\nAmerican Film Institute\u2019s Lifetime Achievement Award, viste han en f\u00e6rdigklippet\nsekvens fra The Other Side of the Wind<\/em>\ni h\u00e5b om at rejse penge til f\u00e6rdigg\u00f8relsen af filmen. Sekvensen, hvor Hannaford\nankommer til festen, er stort set identisk i den nuv\u00e6rende version af filmen,\nbortset fra at musikken er anderledes. Men s\u00e5dan forholder det sig ikke med\nalle scener. En visuelt spektakul\u00e6r scene, som Welles n\u00e5ede at g\u00f8re f\u00e6rdig, er\nen erotisk scene, der udspiller sig i \u2019filmen i filmen\u2019. Manden og kvinden har\nsex i en bil, der k\u00f8rer gennem en regnfuld nat, hvor billygter og neonskilte\nreflekteres i bilens ruder. Welles\u2019 version af scenen er omkring syv minutter\nlang, mens scenen i den foreliggende version varer ca. fire et halvt minut, og man\nkan undre sig over, hvorfor scenen er blevet forkortet (McBride 2018). I slutningen\naf 1990erne fors\u00f8gte McBride forg\u00e6ves sammen med filmens fotograf Gary Graver\nat f\u00e5 The Other Side of the Wind<\/em>\nf\u00e6rdiggjort med opbakning fra tv-netv\u00e6rket Showtime, og McBride har stillet\nsp\u00f8rgsm\u00e5l ved, hvor meget \u2019filmen i filmen\u2019 egentlig skulle fylde i den\nendelige film, da det ikke er tydeliggjort i filmens manuskript (McBride 2018).<\/p>\n\n\n\n

Filmens indledende voice-over, der oprindeligt skulle have\nv\u00e6ret indtalt af Welles selv, adskiller sig ogs\u00e5 fra det publicerede manuskript\n(Gosetti 2005: 118). Blandt andet beretter karakteren Brooks Otterlake i en tilf\u00f8jet\ns\u00e6tning: \u201dI \u00e5revis ville jeg ikke have, at denne film kom frem, fordi jeg ikke\nkunne lide, hvordan jeg fremstod\u201d. Som n\u00e6vnt spilles Otterlake af Bogdanovich,\nog han har opn\u00e5et status som en form for kurator for Welles efterm\u00e6le, og v\u00e6ret\ninvolveret i f\u00e6rdigg\u00f8relsen af filmen. Forf\u00f8lger man den autobiografiske\nl\u00e6sning kan \u00e6ndringen i voice-overen ses som en kommentar til Bogdanovichs ikke\nuproblematiske venskab med Welles, som han f\u00f8rst nu kan forlige sig med. <\/p>\n\n\n\n

\"\"<\/a>
Fig. 11: Showmanden Welles.<\/figcaption><\/figure>\n\n\n\n

Showmanden savnes<\/h2>\n\n\n\n

Som overordnet konstruktion er The Other Side of the Wind<\/em> en legen med filmmediets konventioner og\nmuligheder. Ideen om at lave filmen som en mock-documentary ville nok have\nfremst\u00e5et mere innovativt, hvis filmen havde haft premiere i 1970erne, siden\nhar film som Cannibal Holocaust<\/em>\n(1980), Blair Witch Project<\/em> (1999) og\nParanormal Activity<\/em> (2007) benyttet\nsig af denne form i forskellige variationer. Legen med den mere fragmenterede\nform afpr\u00f8vede Welles i den essayistiske F\nfor Fake<\/em> (1973), men hvor den er spr\u00e6lsk, fuld af legesyge indfald og b\u00e6rer\npr\u00e6g af overskud og hum\u00f8r, savner The Other\nSide of the Wind<\/em> Welles\u2019 sans for showmanship. Welles har altid haft en fornemmelse\nfor, at publikum skal underholdes, og ikke kede sig som i en film af Antonioni.\nHer sp\u00e6nder det fragmenterede, de mange indfald og de lange sekvenser af\n\u2019filmen i filmen\u2019 ben for den umiddelbare underholdningsv\u00e6rdi. <\/p>\n\n\n\n

Selvom Welles selv betragtede 90 minutter som den ideelle\nl\u00e6ngde p\u00e5 en film, er The Other Side of\nthe Wind<\/em> endt med at blive to timer lang (Dr\u00f6ssler 2004 :37), og mon ikke\nWelles selv ville have luget ud i de indfald, der under optagelserne virkede,\nmen ikke g\u00f8r det i den endelig sammenh\u00e6ng. \u201dI keep changing my approach, the\nsubject takes hold of me and I grow dissatisfied with the old footage\u201d, har\nWelles fortalt om arbejdet med den aldrig f\u00e6rdiggjorte Don Quixote <\/em>(McBride 2014: 238). I et interview om The Other Side of the Wind <\/em>fra 1982 f\u00e5r\nman indtryk af, at Welles p\u00e5 det tidspunkt n\u00e6rmest har opgivet at f\u00e6rdigg\u00f8re\nfilmen ud fra hans oprindelige intentioner. Welles overvejer at skabe \u201da movie\nwithin a movie within a movie\u201d, hvor han selv skal optr\u00e6de som fort\u00e6ller, mens filmen\nvises. Welles synes ikke at tro, at filmen l\u00e6ngere meningsfyldt kunne\nf\u00e6rdigg\u00f8res, blandt andet fordi s\u00e5 mange af skuespillerne var d\u00f8de (Krohn 1982:\n55). Jeg er dog overbevist om, at havde Welles haft muligheden for at arbejde\nvidere med filmen ville han med sin store erfaring v\u00e6re g\u00e5et drastisk til v\u00e6rks\ni klipningen af The Other Side of the\nWind<\/em>, og den ville v\u00e6re endt som en \u2019knock-out\u2019 (Huston, 344).<\/p>\n\n\n\n

I en karakteristik af Welles\u2019 film har Schepelern fremh\u00e6vet,\nat Welles \u201der en gener\u00f8s og nysgerrig dommer over sine personer; deres\nr\u00e5ddenskab og fallit fascinerer ham\u201d og filmene besidder \u201den\naltid-tilstedev\u00e6rende humor.\u201d (Schepelern 1970:138). Humoren er bestemt\ntilstede i The Other Side of the Wind<\/em>,\nmen humoren og gener\u00f8siteten overfor karaktererne er iblandet en tristesse og\nkynisme. I en anmeldelse af filmen skriver Glen Kenny, at The Other Side of the Wind<\/em> handler om at svigte sig selv, og er en\nfilm \u201cin which everyone is selling everyone out, or at least is susceptible to\ndoing so\u201d (Kenny 2018). P\u00e5 den m\u00e5de l\u00e6gger Welles\u2019 sidste film sig i\nforl\u00e6ngelse af en gennemg\u00e5ende tematik i hans oeuvre: venskaber, hvor den ene\nender med at svigte den anden – fra Leland og Kane i Citizen Kane<\/em> over prins Hal og Falstaff i Chimes of Midnight<\/em> til Hannaford og Otterlake i The Other Side of the Wind<\/em>.<\/p>\n\n\n\n

P\u00e5 den ene side er det godt, at filmen endelig er blevet tilg\u00e6ngelig i en sev\u00e6rdig form, men p\u00e5 den anden sidder jeg tilbage med en film fyldt af tristesse og kynisme, der stritter i mange uforl\u00f8ste retninger. Fragmenter af l\u00f8srevne intentioner, hvor det er vanskeligt at gribe de mange l\u00f8se indfald og henvisninger. The Other Side of the Wind<\/em> vidner om en filmskaber, der blev ved med at udforske mediets muligheder, men sp\u00f8rgsm\u00e5let er om den version, der nu foreligger ikke ville have v\u00e6ret en anden, hvis den gener\u00f8se showman Welles selv havde haft kontrollen. <\/p>\n\n\n\n

\n

* * *<\/strong><\/p>\n<\/blockquote>\n\n\n\n

Fakta<\/h2>\n\n\n\n

Netflix\u2019\nudgivelse er ledsaget af to dokumentarfilm om The Other Side of the Wind\u2019s<\/em> tilblivelse: They\u2019ll Love Me When I\u2019m Dead<\/em> og A Final Cut for Orson: 40 Years in the Making<\/em>. Begge er\nsev\u00e6rdige, og giver et detaljeret indblik i filmens tilblivelseshistorie.<\/p>\n\n\n\n

N\u00e6vnte film<\/h3>\n\n\n\n