{"id":4245,"date":"2017-05-25T13:30:59","date_gmt":"2017-05-25T11:30:59","guid":{"rendered":"http:\/\/www.16-9.dk\/?p=4245"},"modified":"2020-05-22T15:15:29","modified_gmt":"2020-05-22T13:15:29","slug":"franske-fornemmelser","status":"publish","type":"post","link":"http:\/\/www.16-9.dk\/3\/2017\/05\/franske-fornemmelser\/","title":{"rendered":"Fra franske fornemmelser til platte pasticher: Nyb\u00f8lgetr\u00e6k hos Hazanavicius og Baumbach"},"content":{"rendered":"\n
\"\"<\/figure>\n\n\n\n
Engang var nyb\u00f8lgen fr\u00e6k og antiautorit\u00e6r. Den voksede frem med ungdomsopr\u00f8ret og havde en ikonoklastisk og til tider studentikos besserwisser-karakter. En af forgangsm\u00e6ndene, Fran\u00e7ois Truffaut, skrev et sm\u00e6deskrift over tidens popul\u00e6re franske kvalitetsfilm (\u201dUne certaine tendance du cin\u00e9ma fran\u00e7ais”, p\u00e5 dansk: \u201dEn vis tendens\u201d, 1954), og kaldte til et opg\u00f8r mod tidens tendens til vellykkede og p\u00e6ne, men ligegyldige film lavet i t\u00e6tte samarbejder mellem instrukt\u00f8rer og manuskriptforfattere (Fig. 1). Det var dog Jean-Luc Godard, den progressive og produktive filminstrukt\u00f8r fra kredsen omkring tidsskriftet Cahiers du Cin\u00e9ma<\/em>, der for alvor kom til at tegne den franske nyb\u00f8lge (Fig.2). To film i hovedkonkurrrencen ved dette \u00e5rs Cannes festival hylder p\u00e5 vidt forskellig vis den franske nyb\u00f8lge og Godard i s\u00e6rdeleshed.<\/h5>\n\n\n\n
\"\"<\/a>
Fig. 1: Fran\u00e7ois Truffaut, der kaldte til angreb p\u00e5 den upersonlige \u201dkvalitetstradition\u201d.<\/figcaption><\/figure>\n\n\n\n
\"\"<\/a>
Fig. 2: Jean-Luc Godard, som for mange har tegnet Den nye b\u00f8lge.<\/figcaption><\/figure>\n\n\n\n

Da nouvelle vague<\/em> blev in vogue<\/em><\/h2>\n\n\n\n

Men hvad sker der, n\u00e5r Godards gadefilm bliver hyldet p\u00e5 de bonede gulve? Hvad sker der n\u00e5r det, der engang var Nouvelle vague<\/em> pludselig bliver in vogue<\/em>?<\/p>\n\n\n\n

Disse sp\u00f8rgsm\u00e5l kommer man til at t\u00e6nke p\u00e5, n\u00e5r man ser to af de h\u00f8jprofilerede konkurrencefilm, der er p\u00e5 plakaten ved \u00e5rets Cannesfestival. Den ene af disse, Michel Hazanavicius\u2019 biopic Le Redoutable <\/em>(2017), handler nemlig specifikt om Jean-Luc Godard og overgangen fra hans tidlige nybrudsfilm til hans mere markant antiborgerlige film fra slutningen af 1960\u2019erne og begyndelsen af 70\u2019erne (Fig. 3). <\/strong><\/p>\n\n\n\n

\"\"<\/a>
Fig. 3: Michel Hazanavicius\u2019 Le Redoutable<\/em> (2017).<\/figcaption><\/figure>\n\n\n\n

Og den anden film, The Meyerowitz Stories <\/em>(2017), er skabt af \u00f8stkystinstrukt\u00f8ren Noah Baumbach, der ofte, og ogs\u00e5 denne gang, l\u00e6gger sig i forl\u00e6ngelse af den franske og amerikanske nyb\u00f8lge fra 60\u2019erne og 70\u2019erne (Fig. 4). Der er dog stor forskel p\u00e5, hvor godt de to instrukt\u00f8rer forl\u00f8ser deres film, og hvor friske deres respektive film virker. Hvor den ene ligner en fad og upersonlig skildring af et fransk ikon, s\u00e5 virker den anden frisk og personlig, sk\u00f8nt man kan ane Godards skygge i de finurlige kapitelskilte, de h\u00e5ndholdte k\u00f8rescener og de vittige diskussioner om kunst og hverdagsliv.<\/p>\n\n\n\n

\"\"<\/a>
Fig. 4: Noah Baumbachs The Meyerowitz Stories<\/em> (2017).<\/figcaption><\/figure>\n\n\n\n

Baumbach begynder at ligne en amerikansk auteur med franske fornemmelser, mens Hazanavicius ligner en h\u00e5ndv\u00e6rker, der endnu ikke har fundet en personlig stemme og evnen til at s\u00e6tte et personligt aftryk.<\/p>\n\n\n\n

\u201dDet store flip\u201d: Hazanavicius og den gamle nye b\u00f8lge<\/h2>\n\n\n\n

Det kan ikke komme som nogen overraskelse, at Michel Hazanavicius, med filmen Le Redoutable<\/em>, tager os tilbage til en forgyldt filmfortid. Det gjorde han ogs\u00e5 i gennembrudsfilmen The Artist <\/em>(2011), som vandt h\u00e6der og anerkendelse for sin legende tilgang til sort\/hvid-cinematografien og det \u201damputerede\u201d lydspor (Fig. 5). The Artist <\/em>handlede om tonefilmens gennembrud i slutningen af 1920\u2019erne, og da Ole Thaisen analyserede filmen i 16:9<\/em>, skrev han, at der var tale om mere end blot en pastiche. Dette var ikke bare en selvrefleksiv leg med filmmediet og filmens historie. Instrukt\u00f8rens anliggende strakte sig, if\u00f8lge Thaisen, \u201dvidere end stumfilmen over for talefilmen\u201d og handlede om \u201ddybere aspekter af det at producere film: det handle[de] om filmens identitet\u201d (Thaisen 2013).<\/p>\n\n\n\n

\"\"<\/a>
Fig. 5: The Artist<\/em> (2011) rammer en stil og en tid, men er det egentlig kun d\u00e9t, Hazanavicius kan: at lave p\u00e6ne pasticher?<\/figcaption><\/figure>\n\n\n\n

Hazanavicius\u2019 gennembrud var et charmerende og l\u00f8fterigt eksempel p\u00e5 en film, der eksplicit handlede om film og filmhistorie uden at forfalde til simpel pastiche eller metaleg. Men efter opf\u00f8lgeren The Search <\/em>(2014), begyndte folk at tvivle: M\u00e5ske havde Hazanavicius endnu ikke fundet sin egen signaturstil og sin egen fort\u00e6lling. M\u00e5ske var hans personlige historie ligesom begyndelsen af The Artist<\/em>: En bestr\u00e6belse p\u00e5 at finde sin egen stemme. En personlig stemme<\/em>.<\/p>\n\n\n\n

Efter at have set instrukt\u00f8rens seneste film, Le Redoutable<\/em>, bliver tvivlen endnu mere nagende, og skyggerne fra filmen kaster ogs\u00e5 nyt lys over The Artist<\/em>.<\/p>\n\n\n\n

Le Redoutable <\/em>handler om Godard (Louis Garrel) og hans forhold til den unge, smukke Anne Wiazemsky (Stacy Martin) i de sene 60\u2019ere og tidlige 70\u2019ere. Filmen fokuserer p\u00e5 Godards fors\u00f8g p\u00e5 at destruere og genopfinde sig selv i k\u00f8lvandet p\u00e5 succeserne \u00c0 bout de souffle <\/em>(1960), Vivre sa vie <\/em>(1962) og Pierrot le fou <\/em>(1965) fra f\u00f8rste halvdel af 60\u2019erne. Det var efter denne periode, at Godard begyndte at bekende sig mere direkte til socialismen og det var i denne tid, at han indledte arbejdet i Dziga Vertov-gruppen<\/em>, der opl\u00f8ste den traditionelle produktionsproces og skabte kollektive og radikalt politiske film. Godard ville tilbage til r\u00f8dderne, til den socialistiske \u201dsandhed\u201d (Kino pravda<\/em>), som ogs\u00e5 Vertov talte for i 1920\u2019ernes Sovjet, men kritikerne og publikummet begyndte at blive mere skeptiske. Med undtagelse af folk som Peter Wollen, der pegede p\u00e5 Le vent d\u2019est <\/em>(1970) som en af de mest interessante og \u201dintransitive\u201d film (hvor de enkelte scener og situationer st\u00e5r for sig selv og ikke n\u00f8dvendigvis tjener et st\u00f8rre narrativ), s\u00e5 var der bred enighed om, at Godards mest vellykkede og banebrydende v\u00e6rker l\u00e5 bag ham (Fig. 6). Hvordan skulle den modne Godard kunne forny sig og revolutionere filmmediet p\u00e5 ny, spurgte man? Hvordan skulle den unge rebel, der i mellemtiden var blevet en voksen og h\u00e6derkronet mand med vigende h\u00e5rdgr\u00e6nser, kunne ruske op i den forstokkede filmbranche? Hvad ville der ske, n\u00e5r ikonoklasten selv var blevet et ikon?<\/p>\n\n\n\n

\"\"<\/a>
Fig. 6: Den radikale film Le vent d\u2019est<\/em> (1970) regnes ikke for en af Godards bedste, men kritikeren Peter Wollen mente, at den var et forrygende eksempel p\u00e5 artfilmen.<\/figcaption><\/figure>\n\n\n\n

Det er disse sp\u00f8rgsm\u00e5l, som Hazanavicius kredser om, og filmen tegner et billede af Godard som en narcissistisk og hyklerisk mand, der af frygten for at miste den bed\u00e5rende skuespiller Anne skabte den ulykke, han selv var bange for: At hun forlader ham. I den forstand er Hazanavicius\u2019 projekt ogs\u00e5 interessant men m\u00e6rkv\u00e6rdigt, for filmens \u00e6stetik ligner en charmerende, selvbevidst leg med filmmediet, der dog ofte er 1:1-gengivelser af scener og sekvenser fra Godards egne film (bl.a. Vivre sa vie<\/em> og Pierrot le fou<\/em>). Indholdsm\u00e6ssigt ligner den alts\u00e5 et karaktermord, mens den stilistisk set ligner en rendyrket hyldest.<\/p>\n\n\n\n

Den kaotiske begyndelse og den konservative film<\/h2>\n\n\n\n

Da Hazanavicius\u2019 film endelig blev vist i Cannes, efter en times pause med hvad man frygtede var en bombetrussel, fik den en p\u00e6n modtagelse. Filmens lette tone og (tilsyneladende) legende formsprog trak mange grin og positive tilkendegivelser. Men hvad var der bag den charmerende og legende overflade, og hvor meget af filmens formsprog skulle man reelt tilskrive Hazavanicius?<\/p>\n\n\n\n

Hvis man kender Godards produktion, ville man \u00f8jeblikkeligt kunne se, at Hazavanicius ikke blot leger med, men ligefrem efterg\u00f8r en serie af scener og sekvenser fra Godards egne film. Man ville hurtigt kunne genkende de opklippede, sensuelle montager fra bl.a. Alphaville <\/em>(1965), man ville kunne genkende den n\u00f8gne kvinde, der ligger p\u00e5 maven, fra metafilmen Le mepris <\/em>(1963), og man ville kunne genkende de direkte kamerahenvendelser og den hidsige, elliptiske klipning fra bl.a. \u00c0 bout de souffle<\/em>, Pierrot le fou <\/em>og 2 ou 3 choses que je sais d\u2019elle <\/em>(1967, 2-3 ting jeg ved om hende<\/em>) (Fig 7 og 8). <\/strong><\/p>\n\n\n\n

\"\"<\/a>
Fig. 7: En indstilling fra Le mepris<\/em> (1963), som parafraseres direkte i Hazanavicius\u2019 film.<\/figcaption><\/figure>\n\n\n\n

Ja, selv scenen hvor samtalen mellem Godard og Wiazemsky undertekstes med to forskellige tekstspor er hentet fra Godards eget v\u00e6rk \u2013 og grebet er endda blevet genbrugt i en nu popul\u00e6r scene fra Woody Allens Annie Hall <\/em>(1977). Formen kunne virke legende, men efterh\u00e5nden begyndte det at ligne en simpel stil\u00f8velse mere end et selvst\u00e6ndigt v\u00e6rk (fig. 9).<\/p>\n\n\n\n

\"\"<\/a>
Fig. 8: Denne scene fra 2 ou 3 choses que je sais d\u2019elle<\/em> (hvor Marina Vlady forklarer, at hun er skuespiller) bliver omdannet til en af de mest komiske dialoglinjer i Hazanavicius\u2019 film: \u201dJeg er ikke Godard. Jeg er blot en skuespiller, der spiller Godard. Og jeg er ikke engang en god skuespiller.\u201d Replikken gentages, og referencen bliver for direkte.<\/figcaption><\/figure>\n\n\n\n
\"\"<\/a>
Fig. 9: Denne balkonscene fra Annie Hall (1977) er hentet fra Godard, s\u00e5 n\u00e5r Hazanavicius ogs\u00e5 l\u00f8fter scenen fra Godard i sin film, kommer det til at virke uoriginalt. Ikke engang genbrugen af scenen er ny.<\/figcaption><\/figure>\n\n\n\n

I den forstand mindede Le Redoutable<\/em>, ironisk nok, om nogle af de mere reaktion\u00e6re skildringer af hippiebev\u00e6gelsen, som sk\u00f8d frem i USA og Danmark i 1970\u2019erne, 80\u2019erne og 90\u2019erne (fra godmodige musicals som Hair <\/em>[1979] til gemytlige og st\u00f8vede periodefilm som Niels Gr\u00e5b\u00f8ls Det store flip <\/em>[1997]). Hazanavicius rammer en farvestil \u2013 b\u00e5de i sort\/hvid-sekvenserne og farvesekvenserne \u2013 der ligner Godards egne film p\u00e5 sl\u00e5ende vis, og brugen af voice-over, montageklipning, kapitelskilte og kamerablik er l\u00f8ftet direkte ud af Godards egne v\u00e6rker. Det kan forekomme naturligt at hylde en instrukt\u00f8r ved at lave en pastiche over hans stil, men her virker det en anelse uoriginalt og upersonligt. Og netop heri ligger filmens pudsige reduktion af Godard. For ikke alene er karakteren usympatisk og hyklerisk, han og hans film reduceres ogs\u00e5 til museale genstande, som Hazanavicius fors\u00f8ger at indfange s\u00e5 uhildet og upersonligt som muligt. Det er sjovt og sine steder charmerende, men det g\u00f8r ikke den filmkyndige seer klogere p\u00e5 Godard. Og nok s\u00e5 vigtigt: Ingen bliver klogere p\u00e5 instrukt\u00f8ren Hazanavicius. Hvem er han og hvad vil han med sin(e) film?<\/p>\n\n\n\n

Den franske nyb\u00f8lge\u00e5nd og den amerikanske \u00f8stkyst<\/h2>\n\n\n\n

P\u00e5 overfladen er vi m\u00e5ske ret langt fra Godard og den franske nyb\u00f8lge. Filmen er bl.a. produceret af Netflix, den er lavet i USA og har komedieskuespillere som Ben Stiller og Adam Sandler p\u00e5 rollelisten. Men Noah Baumbachs seneste film, The Meyerowitz Stories <\/em>(2017), der havde premiere p\u00e5 Cannes den 21. maj, er t\u00e6ttere p\u00e5 en personlig hyldest til nyb\u00f8lgefolkene end den gemytlige pastiche, som Hazanavicius havde pr\u00e6senteret dagen forinden.<\/p>\n\n\n\n

Baumbach er blevet kendt som en af 2000\u2019ernes v\u00e6sentligste amerikanske indieinstrukt\u00f8rer, og han er blevet n\u00e6vnt i forbindelse med generelle genrem\u00e6rkater som mumblecore <\/em>og smart-film<\/em>. Hans v\u00e6rker befinder sig ofte i gr\u00e6nselandet mellem mainstreamfilm og uafh\u00e6ngig auteurproduktion efter europ\u00e6isk forbillede, og den New Yorker-agtige sensibilitet f\u00e5r \u00f8jeblikkeligt tankerne over p\u00e5 Woody Allen. Filmen The Squid and the Whale <\/em>(2005), som foreg\u00e5r i Brooklyn i 1980\u2019erne, satte for alvor Baumbach p\u00e5 landkortet med sin blanding af psykoseksuelt familiedrama og kammerspil, komedie med et hipt compilation track <\/em>og Woody Allensk New Yorker-skildring med selvbevidste referencer til amerikanske og europ\u00e6iske arthousefilm (fx \u00c0 bout de souffle<\/em>, som specifikt citeres i filmens afslutningsscene, og Blue Velvet <\/em>[1986], som de er inde at se i biografen i Baumbachs film) (Fig. 10).<\/p>\n\n\n\n

\"\"<\/a>
Fig. 10: En nyb\u00f8lgereference i The Squid and the Whale<\/em> (2005), hvor faren vender sig mod kameraet og citerer Jean-Paul Belmondos hovedkarakter fra Godards film \u00c0 bout de souffle<\/em>.<\/figcaption><\/figure>\n\n\n\n

Samtidig viste den Jeff Daniels i en seri\u00f8s rolle, og trak ham derved for en stund ud af det komedielandskab, som han efterh\u00e5nden var blevet forbundet med. Denne casting mod type<\/em> skulle senere blive lidt af en signatur for Baumbach, der ogs\u00e5 castede Ben Stiller i en seri\u00f8s og usympatisk rolle i den fine kammerspilskomedie Greenberg <\/em>(2010) (Fig 11). Med sort\/hvid-filmen Frances Ha <\/em>(2012) blev indie- og nyb\u00f8lgetendenserne mere fremtr\u00e6dende, nogle forelskede sig i den dansende Greta Gerwig, den charmerende Adam Driver (ogs\u00e5 kendt fra HBO-serien Girls<\/em>) og den Truffaut- eller Godard-lignende cinematografi. For andre var stilen nu blevet for selvbevidst og indieagtig, og den j\u00f8diske New Yorker-vibe var ogs\u00e5 til at f\u00e5 \u00f8je p\u00e5 i den mere uj\u00e6vne, men pletvis morsomme While We\u2019re Young <\/em>(2014).<\/p>\n\n\n\n

\"\"<\/a>
Fig. 11: Casting mod type i den fine kammerspilskomedie Greenberg<\/em> (2010). Nok er Ben Stiller en komisk figur i denne film, men han er ogs\u00e5 tragisk og irriterende, og vi n\u00e6rmer os en mere naturalistisk spillestil<\/em>.<\/figcaption><\/figure>\n\n\n\n

Baumbach havde hurtigt vist sig at v\u00e6re produktiv, men den mere svingende kvalitet i hans seneste film, og bev\u00e6gelsen v\u00e6k fra den stilf\u00e6rdige realisme i Kicking and Screaming <\/em>(1995) til et mere nyb\u00f8lge- og Allen-agtigt komedieudtryk fik nogle folk til at sp\u00f8rge sig selv, om Baumbach faktisk var ved at lave en Allen. Ville produktionen mon forts\u00e6tte med en film om \u00e5ret, kogt p\u00e5 en stadigt tyndere fond, som man havde set det med Woody Allen?<\/p>\n\n\n\n

Det korte svar p\u00e5 dette sp\u00f8rgsm\u00e5l m\u00e5 v\u00e6re \u201dnej\u201d. Efter at have set The Meyerowitz Stories<\/em>, er der nemlig intet der tyder p\u00e5, at Baumbachs stil er blevet mere redundant og uinteressant. Faktisk er vi tilbage ved en mere kammerspilsagtig stil a la The Squid and the Whale <\/em>og Greenberg<\/em>, og med undtagelse af den Godardske klippestil (hvor s\u00e6tninger pludselig afsnappes, idet der klippes til en ny scene) og de selvbevidste kapitelskilte (som minder om b\u00e5de Godard og Allen), s\u00e5 er der tale om en ret nedtonet stil. Filmen handler om en familie, og s\u00e6rligt handler dem om tre s\u00f8skendes kamp for at vinde deres fars gunst (faren spilles af Dustin Hoffman), selv ind i deres voksne liv. Den forretningsdrivende, driftige Matthew (Ben Stiller) er popul\u00e6r hos sin far, sk\u00f8nt han ikke har farens interesse for kunst, og broderen Danny (Adam Sandler) g\u00f8r alt for sin far, men vinder ingen h\u00e6der eller anerkendelse. Som br\u00f8drene i The Squid and the Whale<\/em>, k\u00e6mper de to voksne br\u00f8dre i The Meyerowitz Stories <\/em>en umulig kamp for farens opm\u00e6rksomhed, mens faren prim\u00e6rt er opm\u00e6rksom p\u00e5 sig selv og sit eget fallerede kunsteventyr. Men her er der ogs\u00e5 en s\u00f8ster, og hun fylder om muligt mindre i farens opm\u00e6rksomhed \u2013 s\u00e5 lidt endda, at der er parentes om hendes navn, da hendes kapitelskilt kommer p\u00e5 sk\u00e6rmen.<\/p>\n\n\n\n

Det handler rigtignok om en samspilsramt familie, men der er mere varme og forsoning, og f\u00e6rre traumatiske undertoner og platituder end i The Squid and the Whale <\/em>(der dog fortsat er mere helst\u00f8bt). Tonen er sjovere, men klangbunden er alvorlig, og det er her, at man kan m\u00e6rke arven fra bl.a. Woody Allen, Jean-Luc Godard og Fran\u00e7ois Truffaut. Nogle kritikere vil formentlig mente, at dette er for <\/em>Allensk eller for nyb\u00f8lgeagtigt, men der er nogle skarpe scener med Ben Stiller (bl.a. hvor han bruger sin fars fernisering til at tale om sig selv), der veksler mellem komik og alvor, og en ganske r\u00f8rende scene mellem Adam Sandlers karakter og hans unge datter, der spiller en f\u00e6lles komposition p\u00e5 klaveret. Filmens \u00e5bning, hvor Sandler r\u00e5ber, mens han fors\u00f8ger at parkere, er vidunderligt sjov og ligner n\u00e6rmest en selvbevidst parodi p\u00e5 Sandlers spillestil (lidt a la Punch-Drunk Love<\/em>, 2002), men for en sj\u00e6lden gangs skyld kommer man ogs\u00e5 til at f\u00f8le med Sandler. Man forst\u00e5r, at faderens tyranni ligger i detaljen, og vi f\u00f8ler med Sandlers karakter, n\u00e5r han gang p\u00e5 gang underkendes. Men faderen er samtidig mere afrundet og mindre entydigt tyrannisk end Jeff Daniels\u2019 karakter i The Squid and the Whale<\/em>. Er der cute <\/em>p\u00e5 den der indiewood<\/em>-agtige m\u00e5de? Helt bestemt. Men det er ikke upersonligt, og det er n\u00e6ppe ligegyldigt (fig. 12).<\/p>\n\n\n\n

\"\"<\/a>
Fig. 12: Prominente skuespillere og de fort\u00e6llinger, de b\u00e6rer med sig. Frame grab: The Meyerowitz Stories<\/em> (2017).<\/figcaption><\/figure>\n\n\n\n

Som i Hazanavicius\u2019 film er der her tale om en selvbevidst sag, der med direkte henvisninger til film- og kunstmilj\u00f8et tr\u00e6kker tydelige spor fra 1960\u2019ernes amerikanske og franske nyb\u00f8lge. Det er n\u00e6ppe et tilf\u00e6lde, at netop Hoffman spiller den gamle Meyerowitz, for The Graduate <\/em>(1967) og New Hollywood- og Nouvelle vague-filmene har i en vis forstand st\u00e5et fadder til Baumbach og The Meyerowitz Stories<\/em>. Men filmen er ikke blot en serie af referencer og selvbevidste stilgreb, der kommer som perler p\u00e5 en snor. Den emmer ogs\u00e5 af personlighed, og der tegner sig i denne og hans \u00f8vrige film en generel historie om kamp og k\u00e6rlighed mellem s\u00f8skende, om faderkomplekser og et ambivalent forhold til kunsten og det at vokse op i en kunstnerfamilie. Og netop dette ligner Baumbachs egen historie.<\/p>\n\n\n\n

\n

* * *<\/strong><\/p>\n<\/blockquote>\n\n\n\n

Fakta<\/h2>\n\n\n\n