{"id":3836,"date":"2016-12-13T19:27:12","date_gmt":"2016-12-13T17:27:12","guid":{"rendered":"http:\/\/www.16-9.dk\/?p=3836"},"modified":"2020-05-22T15:23:29","modified_gmt":"2020-05-22T13:23:29","slug":"neil-young","status":"publish","type":"post","link":"http:\/\/www.16-9.dk\/3\/2016\/12\/neil-young\/","title":{"rendered":"Neil Young – ogs\u00e5 kendt som Bernard Shakey"},"content":{"rendered":"\n
\"125_fig_00\"<\/figure>\n\n\n\n
De fleste kender til Neil Youngs over fem \u00e5rtier lange musikkarriere og det uudslettelige aftryk han har sat p\u00e5 rocken med sin helt egen versionering af Americana. Langt f\u00e6rre har stiftet bekendtskab med hans ellers rimelig omfattende produktion som filmskaber, hvilket er synd, for filmene er p\u00e5 mange m\u00e5der lige s\u00e5 mindev\u00e6rdige bekendtskaber som sangene. De har tendens til at v\u00e6re mere karikerede og r\u00e5 i deres udtryk, i en s\u00e5dan grad at de m\u00e5ske bedst er at sammenligne med Neil Youngs liveoptr\u00e6dener, hvor vildskaben, nerven og de spontane kunstneriske udtryk tr\u00e6der frem lige d\u00e9r midt i det konstante, men sv\u00e6rt definerbare \u00f8jeblik, som vi kalder for nuet. Flere initiativer har p\u00e5 det seneste gjort deres for at rehabilitere Youngs filmiske output, senest den danske filmfestival CPH PIX, der viste alle hans film som en del af deres 2016-program, og sidste \u00e5r k\u00e6mpe retrospektiver i b\u00e5de f\u00f8delandet Canada og filmbyen L.A. Artiklen her byder p\u00e5 et blik ind i Neil Youngs filmiske verden og giver bud p\u00e5, hvordan den p\u00e5 flere m\u00e5der fungerer som et tryllespejl for hans mere velkendte musikalske univers.<\/h5>\n\n\n\n

And maybe Marlon Brando
Will be there by the fire
We’ll sit and talk of Hollywood
And the good things there for hire
And the Astrodome
and the first tepee
Marlon Brando, Pocahontas and me
Marlon Brando, Pocahontas and me
Pocahontas.<\/p>Sidste vers af \u201dPocahontas\u201d fra Neil Youngs album Rust Never Sleeps<\/em> (1979).<\/cite><\/blockquote>\n\n\n\n

M\u00e5ske kan disse finurlige linjer fra en af Neil Youngs mest kendte sange indledningsvis tjene til at forst\u00e5, hvad det er for en st\u00f8rrelse, man har med at g\u00f8re, n\u00e5r man kigger n\u00e6rmere p\u00e5 filmskaberen Neil Young, ogs\u00e5 kendt under pseudonymet Bernard Shakey. Filmproduktionen har nemlig et liges\u00e5 eklektisk, springende og fragmenteret pr\u00e6g som sangens univers. N\u00f8gent akkompagneret af en tolvstrenget guitar katapulterer \u201dPocahontas\u201d lytteren fra lejrb\u00e5lets intimitet til sportsstadionets str\u00f8mlinede gigantinteri\u00f8r og retur til sangens ur-tipi. Neil Young har altid interesseret sig for en s\u00e6rlig aftapning af Americana, hvor teksterne tager landets historie op til kritisk revision, men sj\u00e6ldent domineres af konventionelle opfattelser af rum og tid. Sangene byder snarere lytteren ind i et univers, der er udsp\u00e6ndt mellem det indf\u00f8lte og det morsomme \u2013 ufrivillig eller ej. Det musikalske output har ud over disse to spor budt p\u00e5 b\u00e5de det indignerede, det naive og det direkte rasende, stilistiske og f\u00f8lelsesm\u00e6ssige udtryk der alle er til stede i Youngs filmproduktion og derfor f\u00f8rst kalder p\u00e5 en kort skitsering af mandens musikalske rejse.<\/p>\n\n\n\n

Neil Young<\/h2>\n\n\n\n

Den 70-\u00e5rige canadiske musiker har siden slutningen af 60\u2019erne fulgt en alsidig vej gennem rockmusikken med deltagelse i nu legendariske bands som Buffalo Springfield og Crosby, Stills, Nash and Young, samt st\u00e5et bag en m\u00e6ngde soloprojekter og et kontinuerligt samarbejde med backingbandet Crazy Horse. Hvis man ganske kort skal fors\u00f8ge at karakterisere nogle af Youngs mest vedvarende dyder som musiker, s\u00e5 handler de om at rette et helt s\u00e6rligt blik mod traditionen, der b\u00e5de p\u00e5 de musikalske og tekstm\u00e6ssige parametre hj\u00e6lper med til at l\u00f8fte genrernes konventioner og udfordre, hvad man kan sige og hvilke stemninger man kan skabe med rockmusikken som medie. Denne eksperimenterende tilgang har medf\u00f8rt, at Young nu st\u00e5r som en af hovedbidragsyderne til udviklingen af country-rock og folk-rock, disse genre-afarter, der tr\u00e6kker st\u00e6rke veksler p\u00e5 den amerikanske sang-tradition og kulturhistorie (fig. 1-2).<\/p>\n\n\n\n

\"Fig.<\/a>
Fig. 1: Neil Young i goofy indianer-positur p\u00e5 et pressebillede fra karrierens begyndelse.<\/figcaption><\/figure>\n\n\n\n
\"Fig.<\/a>
Fig. 2: Young spiller tr\u00e5d for tr\u00e6indianeren p\u00e5 sin seneste Earth-tour. Figuren er en rekvisit tilbage fra indspilningerne af musicalen Human Highway<\/em> i 1982.<\/figcaption><\/figure>\n\n\n\n

De mere vedvarende stilistiske udtryk i Youngs musik, har ogs\u00e5 et st\u00e6rkt pr\u00e6g af historisk bevidsthed og drager inspiration fra b\u00e5de klassisk rock\u2019n\u2019roll, punk og endda i et enkelt tilf\u00e6lde new wave og elektronica (det skete p\u00e5 Trans<\/em>-albummet fra 1982). Nybrud og hybrider i rockens udvikling spiller alts\u00e5 en vigtig rolle i Neil Youngs musik, men det han er mest kendt for, er nok den r\u00e5 og n\u00e6rmest ur-agtige guitarlyd han gennem hele karrieren har raffineret i lange soloer og melodipassager domineret af power-akkorder og eksplosive riffs. Det hele befinder sig et sted mellem det enkle og det storladne og er n\u00e6rmest at betragte som rockens svar p\u00e5 minimalisme \u2013 udtrykket kogt ned til det mest essentielle.<\/p>\n\n\n\n

Bernard Shakey<\/h2>\n\n\n\n

Joe Yankee, Overdubber, Shakey Deal, Phil Perspective, Neil Young g\u00e5r under en r\u00e6kke mere eller mindre bizarre og forn\u00f8jelige tilnavne, hvor Bernard Shakey er hans filminstrukt\u00f8ralias. Hvorfor et alias, kan man sp\u00f8rge? Som det ofte er tilf\u00e6ldet, etablerer man et pseudonym, n\u00e5r man vil give en del af sin kunstneriske produktion forrang frem for en anden. M\u00e5ske vil man skabe en form for frirum, hvor forventninger og arbejdsformer der g\u00f8r sig g\u00e6ldende for den \u00f8vrige del af karrieren, kan s\u00e6ttes ud af kraft. Hele den kreative og produktionsm\u00e6ssige frihed forbundet med at arbejde under pseudonym kommer filmskribenten Peter Danielsson ind p\u00e5 i et passende sp\u00f8jst og fiktionspr\u00e6get essay om filmskaberen Bernard Shakey. Her skriver han:<\/p>\n\n\n\n

In 1973 Shakey, a born optimist, formed his own production company, Shakey Pictures, a sort of dream-team long before Spielberg\/Geffen’s DreamWorks, with Fred Underhill (producer of the Woodstock movie), David Myers (Renaldo and Clara) and L.A Johnson (The Last Waltz). Their first project was what was to become the first Shakey masterpiece, the disastrous Journey Through the Past.<\/p>

In the film Richard Lee Patterson plays a character named Graduate. Dressed in cap and gown, he is beaten senseless and dropped off in the desert. There he encounters various images, like a junkie shooting up, Jesus Freaks on Hollywood boulevard and senior Nazis. It’s a journey through a declined America in search for some difficult truths. Shakey himself is quoted to have said: “It’s a collection of thoughts. Everything means something to me – although with some of it I can’t say what.” To this day moviegoers around the world are arguing about what the film is actually about.<\/p>Searching for Shakey \u2013 Profile by Peter Danielsson.<\/cite><\/blockquote>\n\n\n\n

Dette korte resume af Bernard Shakeys debut og instrukt\u00f8rens egen beskrivelse af filmen, skulle gerne illustrere, at n\u00e5r vi er i Neil Young-filmland, s\u00e5 befinder vi os i et lidt anderledes territorie, end kunstnerens musikalske univers. Man kan sige, at pseudonymet og filmmediet giver plads til at forskyde sangkarrierens udtryk. Neil Young iscenes\u00e6tter en mere karikeret og legende ramme for begivenhederne, der kan anvendes til at genopleve eller transformere hans musik i alt fra fjollede genrefilm til seri\u00f8se dokumentarer og sk\u00e6ve videoproduktioner. Det er dog aldrig en hemmelighed, at Bernard er Neil (fig. 3), hans signatur findes i begyndelsen af hver film.<\/p>\n\n\n\n

\"Fig.<\/a>
Fig. 3: Bernard Shakey a.k.a. Neil Young in action under optagelserne til album-film Greendale<\/em> i 2003.<\/figcaption><\/figure>\n\n\n\n

I dette perspektiv, er det ogs\u00e5 mest oplagt at betragte Bernard Shakeys samlede v\u00e6rker som en r\u00e6kke bud p\u00e5, hvordan man kan gribe musikfilmgenren an, en type film der oftest ender som uopfindsomme fejringer, highlights fra karrieren eller konventionelle talking heads-optagelser (no pun intended!) af eksperter, der udl\u00e6gger den p\u00e5g\u00e6ldende musiker eller musikgruppe. Genrens udfordringer har at g\u00f8re med en ofte stringent adskillelse mellem fiktions- og faktabaserede narrativer, som medie- og dokumentarforskeren John Corner g\u00f8r opm\u00e6rksom p\u00e5 igen er forbundet til seerens oplevelse af henholdsvis engagement og fortolkning:<\/p>\n\n\n\n

Musical soundtrack in scenes of acted narrative and dramatised setting, perhaps underneath dialogue, guides us in our imaginative response to a fictional world, a world that it is the rhetorical project of the film or programme to encourage us to be drawn within. The music works to position us in terms of this diegetic containment. However, documentary’s images, interviews and commentaries work largely within the terms of display and exposition. Our involvement here is different from the way in which we are spectators to a ‘visible fiction’. We may be the addressees of direct, spoken address, images may be offered to us as an illustration of explicit propositions, we may be cued to watch sequences as witnesses to the implicit revelation of more general truths. In this context, musical relations are likely to become more self-conscious, and less intimate, than when watching fiction.<\/p>John Corner, Sounds Real: Music and Documentary<\/em> (2002) p. 358.<\/cite><\/blockquote>\n\n\n\n

Om end Corners udl\u00e6gning af forskellene mellem anvendelsen af musikoptagelser i fiktionsfilm og dokumentar her er reduceret til en distinktion mellem f\u00f8lelsesm\u00e6ssig indlevelse og selvbevidst refleksion, s\u00e5 er den meget \u00f8jen\u00e5bnende for de konventioner, der bliver holdt i h\u00e6vd i musikfilmen. Her skal der helst ikke blandes alt for meget stilistik ind i filmbilledet eller fort\u00e6llingen og de ikoniske statements og sandheder skal vi helst have fra hestens egen mund, eller en ekspert der prim\u00e6rt tjener til at verificere det enest\u00e5ende i det stykke musikhistorie, vi er vidner til. Denne tilgang er sj\u00e6lden i en Bernard Shakey-film. Her uds\u00e6ttes Neil Youngs musik oftest for en fiktiv rammes\u00e6tning, eller ogs\u00e5 smelter koncertoptagelserne helt sammen med fiktionen og bliver en del af denne fort\u00e6lling. Neil Youngs hjemmebanefordel best\u00e5r i denne sammenh\u00e6ng hverken af fornemme evner som fotograf eller klipper, men netop i den biografiske selvf\u00f8lge, at han altid er en del af emnet for sine egne film. Young er Shakey og Shakey er Young.<\/p>\n\n\n\n

Et blik tilbage p\u00e5 fortiden<\/h2>\n\n\n\n

N\u00f8dvendigheden i indledningsvis at skitsere Neil Youngs musikkarriere og dens forskellige kr\u00f8llede spor g\u00e5r p\u00e5, at Bernard Shakeys filmproduktion selvf\u00f8lgelig p\u00e5 mange m\u00e5der er en sk\u00e6v spejling af mandens musikalske inspirationer og det s\u00e6rlige youngske univers, der indbefatter hippieinspireret-\u00f8ko-kritik, punkattituder, dyb Americana og en r\u00e6kke andre betydningsfulde passioner. Uden at forfalde til en bes\u00e6ttende trang til kronologier, s\u00e5 vil det mest givtige blik p\u00e5 Bernard Shakeys filmkarriere nok ogs\u00e5 v\u00e6re et blik tilbage p\u00e5 Neil Youngs musikalske agendaer og hvor han befandt sig kunstnerisk og personligt, da de forskellige film blev optaget. De indeholder alle uden undtagelse optagelser af Neil Youngs musik og for flere af dem fungerer musikken som omdrejningspunkt for filmens form og indhold.<\/p>\n\n\n\n

Selvom flere af sangene p\u00e5 det klassiske 1970-album After the Gold Rush<\/em> var st\u00e6rkt inspireret af et nu forsvundet filmmanuskript om verdens undergang forfattet af samarbejdspartneren Dean Stockwell, s\u00e5 blev Neil Youngs debutfilm dokumentaren Journey Through the Past<\/em> fra 1974 (fig. 4-5). Makkerparret skulle dog senere vende tilbage til det apokalyptiske tema i den sp\u00f8jse musical Human Highway<\/em> (1982). Den f\u00f8rste film skildrer paradoksalt nok allerede et tilbageblik og er helt ud i titlen en refleksion over b\u00e5de Youngs personlige udvikling som musiker og den samfundsudvikling, der fandt sted i slutningen af 60\u2019erne og frem mod begyndelsen af 70\u2019erne \u2013 alts\u00e5 p\u00e5 mange m\u00e5der en rejse fra uskyld mod klarsyn og til dels sortsyn. I Journey Through the Past<\/em> er der anslag til mange af de stilistiske og formm\u00e6ssige pr\u00e6g, der bliver karakteristiske for Neil Youngs senere film. Den er legende og amat\u00f8ristisk, samtidig med at den ogs\u00e5 er r\u00e5 og samfundskritisk. Stiller man det amat\u00f8ristiske pr\u00e6g lig med den punkede-sound, der kommer til at pr\u00e6ge Youngs musik, s\u00e5 er selv denne tidlige film en meget tro pendant til den langt mere kendte del af hans kunstneriske output.<\/p>\n\n\n\n

\"Fig.<\/a>
Fig. 4: Et tilbageskuende og vedvarende element i Journey Through the Past<\/em> er tidlige koncert-optagelser, her med Buffalo Springfield i 1967. Young sk\u00e6rer ansigter og fjoller rundt og man fornemmer den absurde kontrast i en situation, hvor bandet skal fremst\u00e5 glade og underholdende i et tv-show, mens de spiller “Mr. Soul”, en sang der beskriver b\u00e5de fremmedg\u00f8relse og d\u00f8dsangst \u2013 ikke ligefrem hj\u00f8rnestenene i good clean family entertainment.<\/figcaption><\/figure>\n\n\n\n
\"Fig.<\/a>
Fig. 5: Den \u00f8vrige rammes\u00e6tning for filmens fort\u00e6lling er ud over interviewoptagelser med Neil Young en fiktiv beretning om karakteren The Graduate. Han dukker op gennem hele filmen if\u00f8rt studenterhue og kappe og bliver b\u00e5de gennemt\u00e6sket og efterladt midt i \u00f8rkenen, indtil han render fremmedgjort rundt p\u00e5 Hollywood Boulevard.<\/figcaption><\/figure>\n\n\n\n

Et andet v\u00e6sentligt element i debutfilmen er de fiktive og dr\u00f8mmelignende sekvenser som Young inkluderer i dens fragmenterede collage af koncertoptagelser og andre dokumentationer af hovedpersonens liv. Denne forskydning af musikfilmens konventionelle narrativ skulle siden hen blive et centralt element i Bernard Shakey-produktionerne og i debuten fungerer de i sammenh\u00e6ng med de \u00f8vrige optagelser til at skabe et frirum, hvor Young blandt andet kan kritisere kirken, milit\u00e6ret og storindustriens brud p\u00e5 amerikanernes konstitutionelle rettigheder, et emne der kommer til at optage ham gennem hele hans karriere, senest p\u00e5 hans milj\u00f8aktivistiske Earth<\/em>-tour og i filmen A Day at the Gallery<\/em> (2012), der indtil videre er hans sidste film. Journey Through the Past<\/em> har et distinkt hjemmevideo-look i de fleste af scenerne og den er tydeligvis et resultat af en kunstner, der lettere naivt og pr\u00f8vende stifter bekendtskab med filmmediet. Denne uskyldige charme bliver dog ogs\u00e5 en vedvarende faktor i Youngs filmproduktioner, uagtet deres mere eller mindre alvorlige tematikker.<\/p>\n\n\n\n

Midt i den skinnende nutid<\/h2>\n\n\n\n

Neil Youngs n\u00e6ste film er koncertoptagelsen Rust Never Sleeps<\/em> der i mods\u00e6tning til debuten er en live-totaliscenes\u00e6ttelse af rockkoncerten som ritual og samtidig en refleksion over egen position i rocken \u2013 stadig indfanget i en idiosynkratisk stil, hvor impulsive ideer tages til det yderste og der er plads til sp\u00f8jse p\u00e5fund. Filmen dokumenterer Neil Young & Crazy Horses optr\u00e6den p\u00e5 Cow Palace n\u00e6r San Francisco den 22. oktober 1978, hvor bandet spiller en r\u00e6kke allerede fejrede sange plus nye numre, der skulle vise sig at blive en liges\u00e5 uomg\u00e6ngelig del af sangskatten. Alt dette rammes\u00e6ttes af en flippet larger-than-life scenografi best\u00e5ende af overdimensioneret band-gear, dansende m\u00e6nd i rober og koniske hatte samt s\u00e6re kuttekl\u00e6dte roadie-skikkelser med lysende \u00f8jne, som Young selv kalder for \u201droadeyes\u201d \u2013 de ligner til forveksling store versioner af det dv\u00e6rgagtige nomadefolk Jawaerne, kendt fra Star Wars<\/em>-filmene \u2013 sikkert ikke tilf\u00e6ldigt, da George Lucas blockbuster havde premiere \u00e5ret f\u00f8r (fig. 6). Her bliver der signaleret, at det store rock\u2019n\u2019roll-show s\u00e5 sandelig kan v\u00e6re ligesom at dumpe ned p\u00e5 en fremmed planet uden for tid og sted.<\/p>\n\n\n\n

\"Fig.<\/a>
Fig. 6: A long time ago in a galaxy far, far away<\/em>. Neil Young p\u00e5 planeten Rock. I koncertfilmen Rust Never Sleeps<\/em> bliver der virkelig sat str\u00f8m til hele det ritualistiske show, som er rockkoncerten. Komplet med roadier i Star Wars<\/em>-lignende kostumer og gigantversioner af scenegrej.<\/figcaption><\/figure>\n\n\n\n

Der kippes s\u00e5ledes musikalsk med str\u00e5hatten til b\u00e5de The Beatles, Hendrix og Johnny Rotten fra Sex Pistols. F\u00f8rstn\u00e6vnte rocklegender gennem en intro, hvor der spilles den plagede hymne \u201dA Day in the Life\u201d og det elektriske frontalangreb p\u00e5 den folkelige nationalmelodi \u201dThe Star-Spangled Banner\u201d, og sidstn\u00e6vnte mest ikonisk i et af periodens hovedv\u00e6rker \u201dHey Hey, My My (Into the Black)\u201d, hvor Young fremmaner et af rockens grundvilk\u00e5r gennem selve musikken. John Lennon br\u00f8d sig ikke om sangens fatalistiske tone, men Young fors\u00f8gte efter kritikken at forklare, at den ikke handler om midaldrende musikere med et patetisk d\u00f8ds\u00f8nske, men derimod er en beskrivelse af et for genren musikalsk grundvilk\u00e5r om at befinde sig i nuet:<\/p>\n\n\n\n

The rock’n’roll spirit is not survival. Of course the people who play rock’n’roll should survive. But the essence of the rock’n’roll spirit to me, is that it’s better to burn out really bright than to sort of decay off into infinity. Even though if you look at it in a mature way, you’ll think, “well, yes … you should decay off into infinity, and keep going along”. Rock’n’roll doesn’t look that far ahead. Rock’n’roll is right now. What’s happening right this second. Is it bright? Or is it dim because it’s waiting for tomorrow\u2014that’s what people want to know. And that’s why I say that.<\/p>Neil Young citeret p\u00e5 fansitet hyperrust.org.<\/cite><\/blockquote>\n\n\n\n

Dette statement st\u00e5r helt centralt for Rust Never Sleeps<\/em> og er ganske tro mod b\u00e5de musikkarrieren og filmkarrierens output \u2013 det handler om at befinde sig lige d\u00e9r midt i guitarsoloen, det handler om at filme l\u00f8s og lade sig rive med af situationen og de impulsive id\u00e9er \u2013 uanset om det ender i makv\u00e6rk eller mesterv\u00e6rk.<\/p>\n\n\n\n

P\u00e5 landevejen i den menneskelige komedie<\/h2>\n\n\n\n

The 80s were really good. The 80s were like, artistically, very strong for me, because I knew no boundaries and was experimenting with everything that I could come across, sometimes with great success, sometimes with terrible results, but nonetheless I was able to do this, and I was able to realize that I wasn’t in a box, and I wanted to establish that.<\/p>Neil Young i BBC-dokumentaren Neil Young \u2013 Don\u2019t Be Denied<\/em> (2008).<\/cite><\/blockquote>\n\n\n\n

\u201dIt\u2019s so bad it\u2019s going to be huge\u201d har Neil Youngs dav\u00e6rende agent Marsha Vlasic udtalt om Human Highway<\/em>. Filmen fik dog kun en smal premiere i udvalgte biografer og anmelderne var for de flestes vedkommende skeptiske. Hvad vi har at g\u00f8re med, er et fuldst\u00e6ndig sk\u00e6vt m\u00f8de mellem 60\u2019er-generationens hippie-overbevisninger, new wave punk og art pop. De filmiske rammer er en bizar musical-komedie om verdens undergang. Sceneriet er en tankstationsdiner, hvis n\u00e6rmeste nabo er et atomkraftv\u00e6rk. En markant del af rollebes\u00e6tningen blev sidenhen gengangere i David Lynchs filmproduktion, hvilket m\u00e5ske siger lidt om stemningen og absurditeten \u2013 det er vanvids-Americana, vi har med at g\u00f8re her. Neil Young selv spiller, med fin reference til virkelighedens passion for biler, den ikke alt for kvikke tankstationspasser og mekaniker Lionel Switch (fig. 7), som s\u00e5 ret passende har dr\u00f8mme om en musikerkarriere og hele tiden nynner Leonard Bernstein og Stephen Sondheims \u201dSomewhere\u201d fra musicalen West Side Story<\/em> \u2013 alts\u00e5 ren Pop\u2019o\u2019rama med referencer fra det ene Amerika-v\u00e6rk til det andet.<\/p>\n\n\n\n

\"Fig.<\/a>
Fig. 7: Hovedfort\u00e6llingen i Human Highway<\/em> om livet p\u00e5 dineren og benzintanken n\u00e6r det lokale atomkraftv\u00e6rk er ren Morten Korch. Her er det Neil Young som tankpasseren Lionel Switch og hans kollega Fred Kelly (spillet af Russ Tamblyn a.k.a. Dr. Lawrence Jacobi fra Twin Peaks<\/em> og bandelederen Riff fra West Side Story<\/em>) cyklende p\u00e5 vej til arbejde.<\/figcaption><\/figure>\n\n\n\n

I det hele taget er stemningen sat til et superexcentrisk take p\u00e5 temaet Corporate America vs. Smalltown America og det er tydeligt, hvor Neil Youngs sympati ligger. Faktisk tager han den skridtet videre og f\u00f8rer hippiefantasien om et forenet folk tilbage til ideen om et oprindeligt f\u00e6lleskab p\u00e5 tv\u00e6rs af kulturer og etnicitet. Det sker i en dr\u00f8mmesekvens (fig. 8), der er resultatet af, at Lionel f\u00e5r sin egen skruen\u00f8gle i knolden, da han fors\u00f8ger at reparere sit idol Frankie Fontaines limousine \u2013 en karakter der i \u00f8vrigt ogs\u00e5 spilles af Neil Young. Det selvforskyldte v\u00e6rkt\u00f8jsknockout sender Lionel ind i en trippet fantasi, hvor dr\u00f8mmen pludselig er g\u00e5et i opfyldelse og han er blevet rockstjerne. Her skifter hele filmens stil fra det ellers gennemg\u00e5ende karikerede folkekomediepr\u00e6g, hvor persongalleriet bedst kan betegnes som tegneserielignende stereotyper \u2013 onde forretningsfolk, servitricer med stjernedr\u00f8mme, landsbytosser og n\u00e5 ja, radioaktive kernekraftarbejdere \u2013 alle sammen placeret i en amerikansk lilleby \u2013 som var det Erik Balling, der havde instrueret Twin Peaks<\/em> \u2013 der sidder tilmed en stirrende ugle p\u00e5 toppen af dineren. Transformationen v\u00e6k fra dette teatralske sceneri bev\u00e6ger filmen over i en form for ekspressiv og collagepr\u00e6get dokumentarisme, hvor vi ser Neil Young danse og synge sammen med filmens skuespillere og en gruppe indf\u00f8dte amerikanere. De fejrer livet og br\u00e6nder de tr\u00e6skulpturer af indianere af, der ogs\u00e5 fungerer som bizarre rekvisitter tilbage i fort\u00e6llingens andet univers \u2013 og i \u00f8vrigt stadig g\u00f8r det til Neil Youngs koncerter.<\/p>\n\n\n\n

Human Highway<\/em> er p\u00e5 godt og ondt en noget anden sag end de \u00f8vrige v\u00e6rker i Neil Youngs filmografi \u2013 og s\u00e5 alligevel ikke. Hvad der m\u00e5ske binder den t\u00e6ttest sammen med de andre produktioner er en opfindsom og betydningsskabende brug af Youngs musik \u2013 ikke i s\u00e5 traditionel en dokumentarisk form som i mange af koncertfilmene, men som referencer rundt i filmens dialog og musikoptr\u00e6dener. En af Human Highway<\/em>s mest sigende scener er den, hvor Neil Young jammer sammen med new wave-bandet Devo. Young er if\u00f8rt \u00e6rmel\u00f8s Sex Pistols-t-shirt, mens Devo i vanlig anonymiserende stil enten er trukket i groteske plastiskmasker eller udf\u00f8rer mekaniske robotbev\u00e6gelser, mens de spiller l\u00f8s p\u00e5 den nu kanoniserede \u201dHey Hey, My My (Into the Black)\u201d. I denne optagelse f\u00e5r nummeret dog et legende, parodisk og forskruet twist, n\u00e5r Young fyrer den manisk af med sin skramlende guitarlyd, mens Devos forsanger Mark Mothersbaugh sidder i en kravleg\u00e5rd udkl\u00e6dt som den bizarre voksenbaby Booji Boy (udtales Boogie Boy) og dasker l\u00f8s p\u00e5 sit keyboard, mens han synger en skinger, staccato-version af sangens tekst. Young lader simpelthen en af sine rockklassikere if\u00f8re sig nyb\u00f8lge-gevandter og f\u00e5r endnu engang sat sp\u00f8rgsm\u00e5lstegn ved, hvad det vil sige at skrive sig ind i (musik)historien \u2013 ender det hele som tragedie eller komedie, eller m\u00e5ske et sted midt i mellem, der i Neil Young-land, hvor selv en evergreen hele tiden befinder sig i et transformerende \u00f8jeblik (fig. 9).<\/p>\n\n\n\n

\"Fig.<\/a>
Fig. 8: Dr\u00f8mmesekvenserne i filmen er b\u00e5de bl\u00e6ndende smukke og aldeles trippede. Her spiller Neil Young tolvstrenget guitar indhyllet i flammer. Dennis Hopper der ogs\u00e5 medvirkede i filmen erindrede: \u201dAlle dansede omkring b\u00e5let og de virkelige indianere var totalt befippede. De t\u00e6nkte sikkert: De her skide blegansigter er godt nok fra forstanden.<\/figcaption><\/figure>\n\n\n\n
\"Fig.<\/a>
Fig. 9: Neil Young i intens guitar\/keyboardduel med Devos Mark Mothersbaugh a.k.a. Booji Boy. New wave-punkrockere i revitaliserende leg med en rocklegende.<\/figcaption><\/figure>\n\n\n\n

Tilbage til fremtiden<\/h2>\n\n\n\n

Transformationen forts\u00e6tter for fuld udbl\u00e6sning i Youngs n\u00e6ste film-produktion, der er et samarbejde med New Hollywood kult-instrukt\u00f8ren Hal Ashby. Solo Trans<\/em> tager fint tr\u00e5den op fra Human Highway<\/em> og indledes med en tur ud af motorvejen animeret i bedste digitale firserstil med en pixelst\u00f8rrelse, der leder tankerne hen p\u00e5 tekst-tv (fig. 10). I det hele taget er filmen domineret af en \u00e6stetik, der minder om den, man finder p\u00e5 amat\u00f8ristisk lokal-tv og fungerer i mellemsekvenserne som en episode af det fiktive TV-show Trans TV<\/em>, der dokumenterer Neil Young f\u00f8r en koncertoptr\u00e6den, hvor han bombarderes med sp\u00f8rgsm\u00e5l fra den overentusiastiske tv-v\u00e6rt Dan Clear (Newell Alexander) og ligesom de \u00f8vrige g\u00e6ster i showet svarer b\u00e5de fjollet og veloplagt (fig. 11). Eksempelvis da v\u00e6rten forh\u00f8rer sig om \u201dHow do you find the audience out there, Neil?\u201d, hvortil der bliver svaret: \u201dWell, you go right out on stage, and they are out there right at the edge of the stage\u201d \u2013 det er knastt\u00f8r humor lige i Youngs \u00e5nd og illustrerer meget godt sp\u00e6ndvidden mellem det legende fjollede og s\u00e5 den inderlighed og intensitet, der kendetegner hans musik. Denne kontrast f\u00e5r man p\u00e5 forbilledlig vis lov at opleve i de koncertoptagelser fra Dayton i Ohio, der udg\u00f8r resten af filmens spilletid. Her bliver periodens forskellige eksperimenter og image-iscenes\u00e6ttelser fremvist, samtidig med, at vi lige f\u00e5r sl\u00e5et fast, hvilken uomg\u00e6ngelig figur den nu midaldrende Neil Young er inden for b\u00e5de den folkede og h\u00e5rde del af rocken \u2013 alt sammen i en enkelt koncert, der tjener som filmens dokumentarmateriale. Der indledes med en r\u00e6kke optagelser af de m\u00e5ske mest medrivende og overlegne live-versioner af klassikerne \u201dHeart of Gold\u201d, \u201dOld Man\u201d, \u201dHelpless\u201d og ikke mindst protestsangen \u201dOhio\u201d, alt sammen spillet solo (deraf titlen), kun akkompagneret af tre korsangere. Alene disse sange er s\u00e5dan set hele filmen v\u00e6rd, men s\u00e5 skifter Young kurs og fremf\u00f8rer blandt andet en gnistrende Trans<\/em>-\u00e6ra-version af \u201dMr. Soul\u201d komplet med vocoder og fl\u00e6nsende elektrisk guitar (fig. 12). Koncerten afsluttes med en h\u00e5ndfuld rockabilly-sange sammen med bandet The Shocking Pinks, som Young \u00e5ret f\u00f8r havde indspillet retro-albummet Everybody\u2019s Rockin\u2019<\/em> med.<\/p>\n\n\n\n

\"Fig.<\/a>
Fig. 10: Introen til Solo Trans<\/em> sender med nutidens blik i den grad seeren ind i b\u00e5de den digitale tidsalder og fortiden. On the Road Again<\/em> i bedste 80\u2019er-grafik.<\/figcaption><\/figure>\n\n\n\n
\"Fig.<\/a>
Fig. 11: \u201dAnd now back to the studio\u201d. Young fjoller med et sm\u00f8rret grin om munden i de tv-show-sekvenser, der indrammer de indf\u00f8lte og intense koncertoptr\u00e6dener.<\/figcaption><\/figure>\n\n\n\n
\"Fig.<\/a>
Fig. 12: \u201dMr. Soul\u201d bliver fortolket med robotstemme og hypermedieret billedside, hvor Youngs performance live og p\u00e5 scenens gigantiske tv-sk\u00e6rm overlapper hinanden i en dobbelteksponering.<\/figcaption><\/figure>\n\n\n\n

Solo Trans<\/em> er derfor p\u00e5 mange m\u00e5der en liges\u00e5 selvransagende og musikhistorietematiserende film som Journey Trough the Past<\/em> og Rust Never Sleeps<\/em>. M\u00e5ske er den det endda i endnu h\u00f8jere grad, for Youngs live-show var p\u00e5 dette tidspunkt b\u00e5de en tilbagevenden til fortidens store musikalske bedrifter og et opg\u00f8r med hans dav\u00e6rende pladeselskabssituation hos Geffen Records, som var st\u00e6rkt h\u00e6mmende for en kunstner, der var p\u00e5 en eksperimenterende tour rundt i forskellige musikalske udtryk. Det er i hvert fald med stor sikkerhed ikke tilf\u00e6ldigt, at et af de numre Young fyrer af med The Shocking Pinks er \u201dPayola Blues\u201d, hvor teksten lyder s\u00e5ledes:<\/p>\n\n\n\n

I got a brand new record company,
new manager too.
Got a great new record,
I can’t get through to you.
Payola blues
No matter where I go
I never hear my record on the radio. <\/p><\/blockquote>\n\n\n\n

Det er vist, hvad man kan kalde en p\u00e6n hentydning til pladeselskabschefen David Geffen og hele det vanet\u00e6nkende musikindustrielle maskineri, som Young var viklet ind i p\u00e5 dav\u00e6rende tidspunkt. Man m\u00e6rker hele filmen igennem, at Young drives af en form for indigneret virkelyst, der munder ud i et legesygt portr\u00e6t af en midaldrende kunstner, der stadig har masser at byde p\u00e5.<\/p>\n\n\n\n

Keep on Rockin’ in the Free World<\/h2>\n\n\n\n

If people get uptight at you, if they start getting mad \u2018cause you\u2019re filming, keep filming. Don\u2019t stop. If anything happens that\u2019s going wrong, I want it. <\/p>Neil Young dikterer sit dokumentariske etos i Muddy Track<\/em>. <\/cite><\/blockquote>\n\n\n\n

Fra 80\u2019ernes tidligere genreeksperimenter sl\u00e5r Neil Young i 1987 over i en r\u00e5 og h\u00e5ndholdt dokumentarisme, hvor pseudonymet Shakey virkelig bliver bogstaveligt. Det sker med Muddy Track<\/em> (fig. 13), en koncertfilm der p\u00e5 godt og ondt indfanger samme \u00e5rs Europa-tour med Crazy Horse. Det skal ikke v\u00e6re nogen hemmelighed, at midt-firserne ikke ligefrem st\u00e5r som en kommerciel sejrsgang i Neil Youngs musikkarriere og det er da ogs\u00e5 et klart mindre setup, vi bliver vidne til, end de store stadion-koncerter, der fulgte efter rehabiliteringen med grungemusikken i 90\u2019erne. Muddy Track<\/em> er dog som filmisk udtryk netop ret grunge, eller n\u00e6rmest punk. Her f\u00e5r vi alt fra ensomme morgener p\u00e5 hotellet til bandsk\u00e6nderier og udknaldede koncerter af svingende kvalitet, alt sammen hyllet ind i hvad der forekommer at v\u00e6re evig regn over Europa, mens tourbussen k\u00f8rer fra by til by \u2013 et vejrlig der meget passende endte med at give navn til filmen. Den fuldkomne abrupte klipning og de filterl\u00f8se optagelser af uharmoniske live-performances og sk\u00e6ve publikumssituationer, st\u00e5r godt m\u00e5l med Youngs formaning om, at optage alt det der g\u00e5r galt. Det g\u00f8r ogs\u00e5 filmen til hans mest \u00e6rlige og et virkelig godt bud p\u00e5 en undereksponeret rock\u2019n\u2019roll-dokumentar, der burde nyde klassikerstatus. Det hele er simpelthen lige i fj\u00e6set p\u00e5 seeren, men uden at hovedpersonen mister den humor og charme, der kendertegner Bernard Shakeys \u00f8vrige univers. Gang p\u00e5 gang indfanger Youngs kamera \u2013 som han m\u00e5ske inspireret af de prim\u00e6rt tyske lokationer kalder for Otto \u2013 private scenerier, som den rituelle spisning af morgenens bl\u00f8dkogte \u00e6g og omkl\u00e6dningen i tourbussen lige efter hver koncert. Konflikterne efter sidstn\u00e6vnte f\u00e5r ogs\u00e5 virkelig sat tingene i perspektiv. Til n\u00e6rmest hver eneste optr\u00e6den p\u00e5 touren panorerer Young sk\u00f8desl\u00f8st sit kamera ud over publikum, f\u00f8r bandet g\u00e5r p\u00e5 og af scenen. Er der derimod \u00e9n i Crazy Horse, der synger en tone forkert, s\u00e5 st\u00e5r den p\u00e5 kollektiv skideballe efter showet. Den enest\u00e5ende live-performance er og bliver Youngs mest hellige gave til sit publikum og han har da ogs\u00e5 udtrykt sin egen begejstring for filmen s\u00e5ledes: \u201dMuddy Track<\/em> is really my favourite of all of them, though. It\u2019s dark as hell, God, it\u2019s a heavy one! But it\u2019s funky\u201d.<\/p>\n\n\n\n

Efter Muddy Track<\/em> holder Neil Young den hidtil l\u00e6ngste pause i sin filmproduktion og vender f\u00f8rst tilbage med album-filmen Greendale<\/em> i 2003 (fig. 14). Her forts\u00e6ttes den amat\u00f8ristiske og umiddelbare tone, i hvad der er blevet betegnet som Home movie folk art<\/em>. Billederne er kornede og historien er usammenh\u00e6ngende, som var den opfundet p\u00e5 stedet i den samme spontane tone, der ofte karakteriserer legens springende logik. Filmen handler om en familie af eks-hippier, der bebor Double E<\/em>-ranch i den navngivende by Greendale. Faren er en betr\u00e6ngt kunstner, datteren revolution\u00e6r og broderen kommer i uf\u00f8re og myrder en lokal betjent. Alle disse sk\u00e6bner bliver dog kanaliseret gennem Young som det centrale fort\u00e6llende medie, der giver skuespillerne stemme gennem Greendale<\/em>-albummets sange. De mimer og han synger. P\u00e5 den m\u00e5de befinder produktionen sig mellem film og musikvideo, men lider under at v\u00e6re en ufokuseret overs\u00e6ttelse fra et medie til et andet og m\u00e5ske mere tr\u00e6kke noget fra oplevelsen af Greendale<\/em>-albummets musik end tr\u00e6kke det i en ny og anderledes retning. Hilsnerne tilbage til Rust Never Sleeps<\/em> og Human Highway<\/em> er dog tydelige \u2013 det er et upr\u00e6tenti\u00f8st og naivt fors\u00f8g ud i album-filmen og samtidig en amat\u00f8ristisk musical.<\/p>\n\n\n\n

\"Fig.<\/a>
Fig. 13: Muddy Track<\/em> byder p\u00e5 r\u00e5 og ligefremme optagelser fra Neil Young & Crazy Horses verden anno 1987. Det er p\u00e5 godt og ondt ren rock\u2019n\u2019roll-stemning.<\/figcaption><\/figure>\n\n\n\n
\"Fig.<\/a>
Fig. 14: Homegrown folk art<\/em>. Neil Youngs filmatisering af koncept-albummet Greendale<\/em> er filmet teater, hvor live-performance, musik og dokumentar m\u00f8des i en sp\u00f8js hjemmegjort hybrid.<\/figcaption><\/figure>\n\n\n\n

I 2008 returnerer Neil Young med CSNY \u2013 D\u00e9j\u00e0 Vu<\/em> (fig. 15) til den rendyrkede dokumentarisme fra Muddy Track<\/em>, om end med en noget h\u00f8jere production value. Filmen er b\u00e5de hans mest traditionelle musikdokumentar og det mest direkte politiske statement i karrieren. Vi f\u00f8lger, hvad der nu med ret stor sandsynlighed var en af Crosby, Stills, Nash and Youngs sidste tour-aktiviteter, flere af medlemmerne er p\u00e5 det seneste faldet i un\u00e5de hos hinanden og det virker til, at de f\u00f8r s\u00e5 harmoniske stemmer ikke kommer til at synge i kor igen. Denne splidskabende udvikling i bandet kan n\u00e6rmest virke som et ekko af stemningen p\u00e5 den 2006 Freedom of Speech<\/em>-tour, der dokumenteres i CSNY \u2013 D\u00e9j\u00e0 Vu<\/em>. Her rejser bandet rundt i USA og hellraiser blandt deres aldrende fans, n\u00e5r de blandt andet synger om, at anklage den siddende pr\u00e6sident for h\u00f8jforr\u00e6deri. Stemningen er i den grad skiftet fra anti-Vietnam-\u00e6raen i 70\u2019erne og rollefordelingen i filmen er derfor ofte bandet som protagonister og publikum som antagonister. Den eksplosive cocktail bliver ikke mindre sydende af, at dokumentaren splejses med brutale optagelser og interviews med soldater fra den dav\u00e6rende krig i Irak, noget der s\u00e6tter en definitiv streg under Youngs kompromisl\u00f8se politiske engagement \u2013 han holder sig ikke tilbage og det har personlige omkostninger, samt kr\u00e6ver en s\u00e6rlig accept fra hans n\u00e6rmeste. Efter touren udtalte bandkammeraten Stephen Stills:<\/p>\n\n\n\n

It was exhausting and surreal. I found myself being very ambivalent about all the overpropagandizing. I would think; Is this actually going to galvanize the opposition, \u2018cause it is so irritating. [griner] And then once they started throwing beer, I went\u2026 It just might! [griner igen h\u00f8jlydt]. But that\u2019s Neil, I mean, he threw down and more power to him. I actually didn\u2019t sign up for show business to do this. If I wanted to do this, I would have gone into politics.<\/p>Stephen Stills i dokumentaren i BBC-dokumentaren Neil Young \u2013 Don\u2019t Be Denied<\/em> (2008).<\/cite><\/blockquote>\n\n\n\n

Den ligefremme og til tider naive version af politisk aktivisme, der st\u00e5r Young s\u00e5 n\u00e6r finder alts\u00e5 ikke samme klangbund hos alle bandmedlemmer, men m\u00e5ske netop derfor st\u00e5r CSNY \u2013 D\u00e9j\u00e0 Vu<\/em> som et sp\u00e6ndende dokument over 60\u2019er-generationens revolution\u00e6re tanker og deres efterliv (fig. 16).<\/p>\n\n\n\n

\"Fig.<\/a>
Fig. 15: P\u00e5 filmplakaten til Youngs dokumentar om den meget politiske 2006 CSNY-tour er guitaren i bedste Vietnam-ikonografi blevet ikl\u00e6dt milit\u00e6rhjelm.<\/figcaption><\/figure>\n\n\n\n
\"Fig.<\/a>
Fig. 16: Let\u2019s impeach the president for lyin\u2019<\/em> synger bandet. Der bliver ikke lagt fingre imellem, hvad ang\u00e5r de politiske budskaber i CSNY \u2013 D\u00e9j\u00e0 Vu<\/em>.<\/figcaption><\/figure>\n\n\n\n

The Further Adventures of Bernard Shakey<\/h2>\n\n\n\n

He’s been keeping a low profile, I don’t think he enjoys the business that much. He likes making films, but he’s very cheap. We do the best we can with him.<\/p>Neil Young om sit instrukt\u00f8r-alter ego i forbindelse med Shakey Fest-filmretrospektiven i L.A. sommeren 2015.<\/cite><\/blockquote>\n\n\n\n

Youngs seneste filmiske output holder fast i de st\u00e6rke politiske toner og tager os ligesom debuten med p\u00e5 en rejse tilbage i fortiden, b\u00e5de hvad ang\u00e5r udtryk og indhold. I A Day at the Gallery<\/em> (2012) finder vi meget passende Young i rollen som forfatter til den store Amerika-fort\u00e6lling, for kortfilmen fungerer som en form for musikvideo-fort\u00e6lling til det samtidige album, der passende b\u00e6rer titlen Americana<\/em>. Pladen er den f\u00f8rste af hele to kollaborationer med Crazy Horse i 2012 og byder p\u00e5 en r\u00e6kke nyfortolkninger af klassiske amerikanske folkesange, hvis gennemg\u00e5ende transformation best\u00e5r i, at blive udsat for den r\u00e5 og punkede del af Youngs udtryk, tungere guitarer og beat til at fremh\u00e6ve de mere dystre aspekter af sangenes tekstunivers, som Young selv har udtalt om intentionen med pladen:<\/p>\n\n\n\n

Every one of these songs has verses that have been ignored. And those are the key verses; those are the things that make these songs live. They\u2019re a little heavy for kindergarteners to be singing. The originals are much darker, there\u2019s more protest in them \u2014 the other verses in This Land Is Your Land<\/em> are very timely, or in Clementine<\/em>, the verses are so dark. Almost every one has to do with people getting killed, with life-or-death struggles. You don\u2019t hear much about that; they\u2019ve been made into something much more light. So I moved them away from that gentler interpretation. With new melodies and arrangements, we could use the folk process to invoke the original meanings for this generation.<\/p>Neil Young i musikmagasinet American Songwriter<\/em> (2012).<\/cite><\/blockquote>\n\n\n\n

I filmen bliver Americana<\/em>s numre brugt som en slags musikalske vignetter i et plot, hvor den ponchokl\u00e6dte forfatter spillet af Neil Young selv, fors\u00f8ger at hente inspiration til sin bog p\u00e5 en kunstudstilling. Galleristen, der er af den sleske og pengegriske slags, fremviser billede efter billede for den begejstrede kunstner og hver gang der kigges n\u00e6rmere p\u00e5 dem, suges vi ind i et univers af gamle, historiske filmklip akkompagneret af pladens numre. For at reaktualisere og sammenv\u00e6ve de sort\/hvide optagelser der f\u00f8lger musikken, er Neil Youngs tur gennem galleriet ogs\u00e5 stiliseret som en stumfilm (fig. 17) med hoppende og slidte billeder og de for genren s\u00e5 velkendte mellemtekster \u2013 endda komplet med Bernard Shakey-signatur og ornamenteret ramme omkring. Dialogen er dog en anderledes nutidig og bramfri hybrid, som n\u00e5r galleristen udbryder \u201dYou Sir, are a cheap fucker\u201d, da det viser sig, at Youngs karakter ikke har finanserne til at k\u00f8be et udvalgt billede og et forundret udbrud fra sidstn\u00e6vnte, da de p\u00e5 turen pludselig befinder sig i galleriets atelier, hvor det viser sig, at alle billederne fremstilles med skabeloner og spraymaling af en assistent (i \u00f8vrigt spillet af designeren og street art-darlingen Shepard Fairey (fig. 18) \u2013 ham med OBEY-klisterm\u00e6rkerne og Obama Hope-plakaterne). Det er tydeligt, at Young stadig br\u00e6nder for at skildre en alternativ Amerika-fort\u00e6lling, men m\u00e5ske samtidig ikke er bange for at erkende, at receptionen af denne er tvundet ind i en r\u00e6kke ikonificerende og \u00f8konomiske interesser.<\/p>\n\n\n\n

\"Fig.<\/a>
Fig. 17: En aldrende Neil Young i fuld stumfilmsmakeup som hovedpersonen i A Day at the Gallery<\/em>.<\/figcaption><\/figure>\n\n\n\n
\"Fig.<\/a>
Fig. 18: Young sammen med Shepard Fairey, kunstneren der st\u00e5r bag malerierne i filmen.<\/figcaption><\/figure>\n\n\n\n

A Day at the Gallery<\/em> er ikke Youngs st\u00e6rkeste film, til det er den simpelthen for repetitiv og coverversionerne der udg\u00f8r soundtracket for svingende i deres kvalitet. Den besidder dog stadig en del af den fjollede charme og befriende omgang med mediet, som g\u00f8r Neil Youngs samlede filmproduktion langt mere sev\u00e6rdig og v\u00e6sentlig, end den har ry for. Filmene giver os et anderledes indblik i diversiteten hos en stor kunstner, men samtidig frembringer de en serie sk\u00e6ve Amerika-portr\u00e6tter og minder os om, at musikfilmen kan v\u00e6re s\u00e5 meget andet, end de ofte konventionelle og pr\u00e6tenti\u00f8se produktioner, der dominerer genren. Dette er m\u00e5ske Neil Youngs \u2013 nu lidt bedre kendt som Bernard Shakeys \u2013 st\u00f8rste fortjeneste som filmskaber.<\/p>\n\n\n\n

\n

* * *<\/strong><\/p>\n<\/blockquote>\n\n\n\n

Fakta<\/h2>\n\n\n\n

Ud over de i artiklen behandlede titler har Neil Young samarbejdet om en r\u00e6kke andre filmproduktioner, b\u00e5de som komponist, dokumentarist og skuespiller. Mest kendt er nok samarbejdet med independent-filminstrukt\u00f8ren Jim Jarmusch om et r\u00e5t og melodisk soundtrack til dennes revisionistwestern Dead Man<\/em> (USA, 1995) samt dokumentaroptagelser til og medvirken i portr\u00e6tfilmen Year of the Horse<\/em> (USA, 1997), der ogs\u00e5 er instrueret af Jarmusch. Endvidere har Young ogs\u00e5 komponeret musikken til Art Linsons Hunter S. Thompson-portr\u00e6t Vind og sk\u00e6v<\/em> (Where the Buffalo Roam<\/em>. USA, 1980) og st\u00e5et som absolut hovedperson i Jonathan Demmes dokumentartrilogi best\u00e5ende af Neil Young: Heart of Gold<\/em> (2006), Neil Young Trunk Show<\/em> (2009) og Neil Young Journeys<\/em> (2011).<\/p>\n\n\n\n

Bernard Shakey\/Neil Young filmografi<\/h3>\n\n\n\n
  • Journey Through the Past<\/em> (1974)<\/li>
  • Rust Never Sleeps<\/em> (1979)<\/li>
  • Human Highway<\/em> (sammen med Dean Stockwell, 1982)<\/li>
  • Solo Trans<\/em> (sammen med Hal Ashby, 1984)<\/li>
  • Greendale<\/em> (2003)<\/li>
  • CSNY\/D\u00e9j\u00e0 Vu<\/em> (2008)<\/li>
  • A Day at the Gallery<\/em> (2012)<\/li><\/ul>\n\n\n\n

    Citerede v\u00e6rker<\/h3>\n\n\n\n
    • Corner, John (2002): \u201cSounds Real: Music and Documentary\u201d. I Popular Music<\/em>, Vol. 21, No. 3, Music and Television, pp. 357-366.<\/li>
    • Danielsson, Peter (1996): \u201dSearching for Shakey\u201d. I Violent Vision<\/em>, Vol. 10, pp. 15-20.<\/li>
    • McDonough, Jimmy (2003) [2002]: Shakey \u2013 Neil Young\u2019s Biography<\/em>. London: Vintage.<\/li>
    • Rogan, Johnny (2000): Neil Young: Zero to Sixty: a Critical Biography<\/em>. London: Calidore Books.<\/li>
    • Kent, Nick (1995): \u201cI Build Something Up, I Tear It Right Down \u2013 Neil Young at 50\u201d. I Mojo Magazine<\/em>, Vol. 12.<\/li>
    • \u201cNeil and The Beatles\u201d p\u00e5 hyperrust.org, siden er sidst bes\u00f8gt 02-11-2016.<\/li><\/ul>\n","protected":false},"excerpt":{"rendered":"

      FEATURE. Du kender sikkert godt rock-legenden Neil Young, men kender du Bernard Shakey? Uden at afsl\u00f8re for meget kan vi oplyse, at de er \u00e9n og samme person. Musikeren har nemlig en hel parallelkarriere som filmskaber og den har resulteret i nogle af de mest offbeat og r\u00e5 musikfilm nogensinde, fra den totalflippede musical Human Highway<\/em>, der er lige dele David Lynch og Morten Korch, til den r\u00e5 og \u00e6rlige Muddy Track<\/em>, hvor Neil Young filmer sig selv og sine n\u00e6rmeste musiksammensvorne i en af karrierens sv\u00e6reste perioder. L\u00e6s med her, hvor dokumentarforsker Peter Ole Pedersen dykker ned i Bernard Shakeys forunderlige filmverden.<\/p>\n","protected":false},"author":50,"featured_media":3844,"comment_status":"closed","ping_status":"closed","sticky":false,"template":"","format":"standard","meta":{"footnotes":""},"categories":[12],"tags":[51],"_links":{"self":[{"href":"http:\/\/www.16-9.dk\/3\/wp-json\/wp\/v2\/posts\/3836"}],"collection":[{"href":"http:\/\/www.16-9.dk\/3\/wp-json\/wp\/v2\/posts"}],"about":[{"href":"http:\/\/www.16-9.dk\/3\/wp-json\/wp\/v2\/types\/post"}],"author":[{"embeddable":true,"href":"http:\/\/www.16-9.dk\/3\/wp-json\/wp\/v2\/users\/50"}],"replies":[{"embeddable":true,"href":"http:\/\/www.16-9.dk\/3\/wp-json\/wp\/v2\/comments?post=3836"}],"version-history":[{"count":0,"href":"http:\/\/www.16-9.dk\/3\/wp-json\/wp\/v2\/posts\/3836\/revisions"}],"wp:featuredmedia":[{"embeddable":true,"href":"http:\/\/www.16-9.dk\/3\/wp-json\/wp\/v2\/media\/3844"}],"wp:attachment":[{"href":"http:\/\/www.16-9.dk\/3\/wp-json\/wp\/v2\/media?parent=3836"}],"wp:term":[{"taxonomy":"category","embeddable":true,"href":"http:\/\/www.16-9.dk\/3\/wp-json\/wp\/v2\/categories?post=3836"},{"taxonomy":"post_tag","embeddable":true,"href":"http:\/\/www.16-9.dk\/3\/wp-json\/wp\/v2\/tags?post=3836"}],"curies":[{"name":"wp","href":"https:\/\/api.w.org\/{rel}","templated":true}]}}