{"id":12279,"date":"2023-08-18T10:40:00","date_gmt":"2023-08-18T08:40:00","guid":{"rendered":"http:\/\/www.16-9.dk\/?p=12279"},"modified":"2023-08-18T10:40:03","modified_gmt":"2023-08-18T08:40:03","slug":"den-norske-serie-exit","status":"publish","type":"post","link":"http:\/\/www.16-9.dk\/3\/2023\/08\/den-norske-serie-exit\/","title":{"rendered":"Rygternes magt: Den norske serie Exit og spillet p\u00e5 virkeligheden"},"content":{"rendered":"\n
\"\"<\/figure><\/a><\/div>\n\n\n\n
Den norske serie Exit<\/em> handler om fire m\u00e6nd fra Oslos absolutte finanselite og deres gr\u00e6nseoverskridende luksusliv med dyre biler, stoffer, escortpiger og ulovlig insiderhandel. Serien er provokerende, sp\u00e6kket med vold og sex-scener og har usympatiske skurke som hovedkarakterer. De psykologisk motiverede karakterskildringer er f\u00e6ngende, og det ekstreme liv er dragende at v\u00e6re vidne til. Det s\u00e6rligt interessante ved Exit<\/em> er imidlertid, at den if\u00f8lge seriens skabere bygger p\u00e5 vidneudsagn fra fire kendte norske milliard\u00e6rer. Manuskriptet er skrevet ud fra historier, som seriens skabere har f\u00e5et fortalt af virkelige rigm\u00e6nd, deres \u00e6gtef\u00e6ller \u2013 men ogs\u00e5 af finanseksperter og det norske bagmandspoliti (\u00d8kokrim). Og s\u00e5 er det kun skaberne, der kender rigm\u00e6ndenes virkelige navne. Serien er fiktion, men den st\u00e6rke virkelighedskobling giver mulighed for et s\u00e6rligt spil med modtagerens perception. Seriens skabere kan udnytte fiktionalitetens potentiale og frihed til at igangs\u00e6tte g\u00e6tv\u00e6rk og spekulationer om finansm\u00e6ndenes identitet og om hvor meget af det, vi ser i serien, der reelt har fundet sted. I denne artikel unders\u00f8ger jeg Exit<\/em> og spillet p\u00e5 virkeligheden med et s\u00e6rligt fokus p\u00e5 rygternes magt og potentiale. I analysen fokuserer jeg b\u00e5de p\u00e5 selve serien, p\u00e5 NRKs promovering af den og p\u00e5 dele af den omfattende medieomtale, serien har medf\u00f8rt. Analysen viser, at kombinationen af modtagerengagerende strategier, som er karakteristiske for komplekse f\u00f8ljetoner, og et uafg\u00f8rligt forhold mellem virkelighed og fiktion, kan skabe et konversationelt medieb\u00e5ret rum, hvor en debat om samfundets organisering f\u00e5r nye vilk\u00e5r.<\/h5>\n\n\n\n

En segment-smasher<\/h2>\n\n\n\n

Exit<\/em> er instrueret af \u00d8ystein Karlsen og best\u00e5r af tre s\u00e6soner (2019, 2021 og 2023). Serien er produceret af Fremantle Norge og distribueret af NRK (Norsk rikskringkastning), som er den norske pendant til DR. Serien er indtil videre den mest streamede p\u00e5 NRK og dermed den f\u00f8rste til at overg\u00e5 Julie Andems enorme ungdomsseriesucces SKAM <\/em>(2015-2017). M\u00e5let med Exit<\/em> var at n\u00e5 den m\u00e5lgruppe, der mest ser HBO og Netflix (de 18-35-\u00e5rige), men serien er siden blevet kaldt en segment-smasher, fordi den er n\u00e5et meget bredere ud og fx er set af mange unge (Jensen 2022). N\u00e6sten alle views er streaming, og Exit<\/em> er den f\u00f8rste norske serie, der klarer sig bedre online end p\u00e5 line\u00e6rt tv (Pham 2019). Dermed skal produktionen og distributionen af Exit <\/em>ogs\u00e5 ses i lyset af de senere \u00e5rs \u00e6ndringer i tv-branchen, der f\u00f8rst og fremmest kendetegnes ved overgangen fra flow til streaming. Som p\u00e5peget af blandt andre Johnson (2019) og Bruun (2020), kan der som f\u00f8lge af konkurrencen fra streamingtjenester som Netflix og HBO ses en \u00f8get satsning p\u00e5 streamingl\u00f8sninger hos public service-medier. Denne overgang p\u00e5virker b\u00e5de produktionskultur, distribution og forholdet mellem medieindustri og publikum (Sundet 2021). Det betyder, at streamingsatsningen ikke bare skaber nye m\u00e5der at se serier p\u00e5, den har ogs\u00e5 stor indflydelse p\u00e5, hvilke serier, der produceres. De norske public service-medier (NRK og TV2) prioriterer fiktionsstof p\u00e5 streaming fremfor line\u00e6rt tv (Spilker et al. 2020), og studier af NRKs dramaproduktion viser en klar udvikling og tilpasning til streamingmarkedet (Sundet 2021). If\u00f8lge Vilde Schanke Sundet indeb\u00e6rer det blandt andet: \u201dthe need for high-budget \u2018world-class\u2019 drama series\u201d (Sundet 2021: 51), der godt kan inkludere et v\u00e6sentligt fokus p\u00e5 eksplicit vold og sex (Sundet 2020: 56). Dermed kan Exit<\/em> ses som et led i NRKs samlede dramastrategi til streaming, der indeb\u00e6rer produktion af indhold, der ikke tidligere er produceret p\u00e5 samme m\u00e5de i public service-sammenh\u00e6nge.<\/p>\n\n\n\n

Exit<\/em> udm\u00e6rker sig netop ved at v\u00e6re produceret i public service-regi samtidig med, at den rummer mange af de narrative strategier, der er karakteristiske for den udbredte serietendens, Trisha Dunleavy kalder for \u201dcomplex serial drama\u201d (Dunleavy 2017). Prototyper p\u00e5 tendensen er if\u00f8lge hende streamingserier som Breaking Bad<\/em> (AMC), The Wire<\/em> (HBO) og Dexter <\/em>(Showtime). Med udgangspunkt i Jason Mittells omfattende arbejde med narrativ kompleksitet i tv-serier opstiller Dunleavy en r\u00e6kke kriterier for kompleks serialitet. Serierne er f\u00f8ljetoner med en udstrakt sammenh\u00e6ngende handling kendetegnet ved en perceptuel originalitet (Dunleavy 2017, s. 106), hvilket indeb\u00e6rer en udforskning af emner eller subjekter, der typisk ikke er udforsket f\u00f8r i tv-fiktion. Originaliteten forst\u00e6rkes af et bestemt syn p\u00e5 disse emner eller subjekter, der kan provokere og forarge publikum. Det betyder samtidig, at serierne kan fremst\u00e5 samfundskritiske. Exit<\/em> handler om de norske finansmilliard\u00e6rer og tematiserer korruption og gr\u00e6nseoverskridende adf\u00e6rd blandt finanseliten. I podcasten Superfan<\/em> siger \u00d8ystein Karlsen om serien: \u201dYou get to glimpse into a world you probably know exist but that you know nothing about\u201d (Lundberg og Gottlieb 2021). Exit <\/em>handler p\u00e5 den m\u00e5de om en kultur, der ikke er afd\u00e6kket p\u00e5 samme m\u00e5de f\u00f8r, og den lader sine karakterer sv\u00e6lge i druk, stoffer, prostituerede, luksus, kropsfiksering, arrogance og l\u00f8gne (fig. 1).<\/p>\n\n\n\n

\"\"
Fig 1: Imens William (P\u00e5l Sverre Hagen) ligger i respirator, sniffer de tre andre coke af et b\u00e6kken, inden de v\u00e6kker William ved at puste coke op i hans n\u00e6se.<\/figcaption><\/figure><\/a><\/div>\n\n\n\n

Den gr\u00e6nseoverskridende elite<\/h2>\n\n\n\n

De fire finansm\u00e6nd og venner Adam (Simon J. Berger), Henrik (Tobias Santelmann), Jeppe (Jon \u00d8igarden) og William (P\u00e5l Sverre Hagen) har alle et p\u00e5 overfladen perfekt familieliv med trof\u00e6koner, moderigtige b\u00f8rn og store luksusvillaer med pool og aupair. Men ved siden af lever de et gr\u00e6nseoverskridende liv p\u00e5 kanten. De har en f\u00e6lles hemmelig lejlighed, hvor de fester med prostituerede og en overflod af stoffer og alkohol. De har flere penge, end de kan bruge, og i deres kedsomhed leder de konstant efter nye investeringer og finansgambling, der efterh\u00e5nden er det eneste, der kan give dem et kick. \u201dVi er genetisk konstruerede til at v\u00e6re gr\u00e5dige. Det er det, som adskiller os fra dyrene\u201d, som Jeppe siger. De g\u00f8r, hvad der passer dem, og de slipper afsted med det. Fremstillingen af deres helt s\u00e6rlige logik og verdensopfattelse rummer ogs\u00e5 et komisk potentiale, som n\u00e5r Adam fx f\u00f8rer krig mod sin nabo, og n\u00e5r vennerne afpr\u00f8ver nye potforsyninger. N\u00e5r man s\u00e5 hele tiden inviteres til at tro, at nogen virkeligt lever p\u00e5 denne m\u00e5de \u2013 og m\u00e5ske ovenik\u00f8bet har gjort pr\u00e6cis det, vi lige nu er vidne til, s\u00e5 bliver seeroplevelsen endnu mere \u00f8jen\u00e5bnende, og spekulationerne st\u00e5r i k\u00f8.<\/p>\n\n\n\n

S\u00e6rligt i f\u00f8rste s\u00e6son dv\u00e6les der ved deres s\u00e6rlige verdensopfattelse, hvor penge betyder alt, og hvor hver dag helst skal byde p\u00e5 sp\u00e6nding, luksusoplevelser og selvbekr\u00e6ftelse. Serien provokerer og har forarget mange, og der g\u00e5r lang tid, f\u00f8r den moralske pegefinger l\u00f8ftes. Det giver plads til at tegne et grundigt og tankev\u00e6kkende billede af en kultur, som vi inviteres til at regne for delvist virkelig. Seriens skabere siger, Exit<\/em> ikke er lavet for at udstille og kritisere (jf. Nystuen og Hatlo, 2019), men som vi skal se, giver fort\u00e6llingen om elitekulturen bestemt mulighed for kritisk refleksion, og som serien skrider frem tr\u00e6der flere og flere kritiske r\u00f8ster ind p\u00e5 scenen. S\u00e6son 2 handler om kvindernes h\u00e6vn over m\u00e6ndenes undertrykkende adf\u00e6rd, og den gr\u00e6nseoverskridende livsstil begynder at f\u00e5 konsekvenser.  I tredje s\u00e6son accentueres den hedonistiske livsstil, og der opst\u00e5r deroutelignede tilstande, n\u00e5r rigm\u00e6ndene k\u00e6mper med hver deres d\u00e6moner og h\u00e6vnt\u00f8rstige hustruer.<\/p>\n\n\n\n

Skurken som hovedperson<\/h2>\n\n\n\n

Komplekse f\u00f8ljetoner har moralskt konfliktfyldte karakterer, der ofte er kriminelle og gr\u00e6nseoverskridende. Skurke kan v\u00e6re hovedpersoner (fx Tony Soprano, Walter White (Breaking Bad<\/em>) og Dexter), og som det ogs\u00e5 vises af blandt andre Mittell (2015), f\u00e5r denne type karakterer ofte status som antihelte, og det rummer en risiko for publikums afst\u00f8dning. Samtidig kan der skabes sympati gennem baggrundsinformationer, og ofte f\u00e5r karaktererne f\u00f8lgeskab af en endnu v\u00e6rre skurk, der kan skabe refleksion over, hvad der er \u2019the greater evil\u2019 (Dunleavy, s. 113). Det er ogs\u00e5 det, der if\u00f8lge Mittell kan f\u00e5 en massemorder til at fremst\u00e5 som en \u201dsympathetic hero whom we enjoy spending time with each week\u201d (2015, s. 147).<\/p>\n\n\n\n

I Exit<\/em> er hovedpersonerne decideret usympatiske, og det virker ikke som om, de har nogen som helst moralske skrupler. Nok er der flere forhold, der truer karaktererne, men samlet set fremst\u00e5r de som seriens st\u00f8rste skurke, og dermed afholdes vi i f\u00f8rste omgang fra at f\u00f8le den sympati, der er karakteristisk for skurkeopfattelsen i komplekse f\u00f8ljetoner, hvor fx den n\u00e6rmeste familie ofte er hellig. Hovedkaraktererne i Exit <\/em>virker stort set ligeglade med deres familier, som de faktisk ikke rigtig kan forklare, hvorfor de har. \u00d8ystein Karlsen udtaler da ogs\u00e5, at indtil Adams kone, Hermine, begynder at tr\u00e6de i karakter, er der ingen karaktersympati: \u201dThere is absolutely no one to root for. They are all assholes\u201d (Lundberg og Gottlieb 2021). Hvis vi f\u00f8lger Murray Smiths teori om sympatistrukturer og antihelte (1995), opn\u00e5r vi nok alignment med karaktererne i Exit<\/em>, fordi vi f\u00e5r kendskab til deres baggrund og psykologiske motivationer, men samtidig sp\u00e6ndes der ben for opn\u00e5elsen af en positiv allegiance med karaktererne, fordi deres handlinger ud fra accepterede normer vil medf\u00f8re negative moralske domme.<\/p>\n\n\n\n

\"\"
Fig 2: Adam (Simon Berger) laver en aftale med Henrik (Tobias Santelman). Henrik skal aflevere en s\u00e6dpr\u00f8ve for Adam, s\u00e5 Adams kone Hermine ikke opdager, Adam er steriliseret.<\/figcaption><\/figure><\/a><\/div>\n\n\n\n

Det viser sig (selvf\u00f8lgelig), at det gr\u00e6nseoverskridende liv med overforbrug og l\u00f8gne enten f\u00e5r store konsekvenser eller afsl\u00f8rer bagvedliggende psykologiske problemstillinger. Adam gribes i at lyve om sin sterilisation for sin kone Hermine (Agnes Kittelsen), der tror, de er i gang med at pr\u00f8ve at f\u00e5 et barn (fig. 2). William jagtes af imagin\u00e6re fjender, hvilket leder ham ud i et forg\u00e6ves selvmord, hvor han overlever et skud med et jagtgev\u00e6r gennem hovedet, og Henrik forelsker sig i en prostitueret, han ved et uheld har skamferet ved at sk\u00e6re noget af hendes \u00f8re af. Selv Jeppe, der umiddelbart lader til at have styr p\u00e5 sit liv, bliver n\u00f8dt til at f\u00e5 sine barndomsrelaterede aggressioner ud ved at v\u00e6re den mest voldelige i en norsk version af fight club. <\/p>\n\n\n\n

Derfor bliver ogs\u00e5 sympatisp\u00f8rgsm\u00e5let mere komplekst. N\u00e5r vi opdager Williams sygdom og f\u00f8lger hans fors\u00f8g p\u00e5 at komme ud af sit misbrug, opst\u00e5r et sympatispil, hvor William og hans facadefikserede hustru begge fremst\u00e5r svigtede og samtidigt udtalt selvoptagede og usympatiske. Det skaber en forst\u00e5else for begges situation samtidig med at det bliver sv\u00e6rt ikke at \u00f8nske, de begge lykkes med at h\u00e6vne sig p\u00e5 hinanden. Vi f\u00f8lger Henriks stigende omsorgslignende f\u00f8lelser for den prostituerede og Jeppes helt banale \u00f8nske om, at hans for\u00e6ldre finder sammen igen. Og den sociopatiske Adams ensomhed cementeres, da den forhadte nabo Kj\u00f8lsen flytter, og nettet strammes om hans pengehvidvaskning. Serien tilbyder p\u00e5 denne m\u00e5de en r\u00e6kke uddybninger, der kan belyse \u00e5rsagerne til deres adf\u00e6rd (alignment), men karaktererne bliver aldrig sympatiske, og dermed opst\u00e5r der med Exit<\/em> en kompleks negativt fokuseret allegiance.<\/p>\n\n\n\n

\"\"
Fig 3: William (P\u00e5l Sverre Hagen) og fjenden fra de syner, der stammer fra hans psykiske sygdom.<\/figcaption><\/figure><\/a><\/div>\n\n\n\n
\"\"
Fig. 4: Psykologisk motiveret sekvens fra Exit<\/em>. En verden befolket af Adamer!<\/figcaption><\/figure><\/a><\/div>\n\n\n\n

Psykologi og samfundskritik<\/h2>\n\n\n\n

I komplekse f\u00f8ljetoner er hovedkaraktererne genstand for dybdeg\u00e5ende psykologisk udforskning (Dunleavy, s. 118). Det sker typisk gennem dr\u00f8mmesekvenser, subjektivt kamera og flashbacks. Scener, der er temporalt adskilte fra hovedhistorien, tjener til at uddybe narrative intriger og karakterernes motivationer. I Exit<\/em> er der udtalte eksempler p\u00e5 denne psykologiske udforskning og uddybning, n\u00e5r vi fx ser de personer, William ser i sin skizofreni (fig. 3), eller n\u00e5r Adam i sin krise ser en verden befolket af Adamer (fig. 4). Den psykologiske udforskning sker dog ogs\u00e5 is\u00e6r p\u00e5 antydningens plan, n\u00e5r vi pr\u00e6senteres for facaden og deres optagethed af den \u2013 og ikke mindst, n\u00e5r den begynder at krakelere. Fx n\u00e5r Adams perfekte hvide smil, han hver morgen skal se spejlet i espressomaskinen, bliver mere og mere anstrengt.<\/p>\n\n\n\n

Den psykologiske udforskning fjerner ikke f\u00f8lelsen af, at Adam f\u00e5r l\u00f8n som fortjent, men det fremh\u00e6ver en s\u00f8rgelighed bag den bizarre virkelighedsopfattelse \u2013 og den klassiske erkendelse af, at selv den rigeste spekulant i sidste ende er afh\u00e6ngig af t\u00e6tte relationer til andre mennesker. Tilsigtet eller ej, s\u00e5 bevirker karakterskildringerne i samspil med virkelighedstematiseringen en kritisk position overfor det samfund, der tillader elitens udnyttelse af samfundsinstitutioner og lavere stillede.<\/p>\n\n\n\n

Kvinderne fremstilles f\u00f8rst og fremmest som de store ofre, der dog s\u00e6rligt i anden og tredje s\u00e6son g\u00e5r til yderlighederne for at f\u00e5 h\u00e6vn. Nettet strammes mere og mere om is\u00e6r Adam, og den lethed, der pr\u00e6gede f\u00f8rste s\u00e6son udtones. Her bliver sympatispillet mindre udtalt, fordi der f\u00f8rst og fremmest fokuseres p\u00e5 vigtigheden af Hermines h\u00e6vn over Adam. Det betyder ogs\u00e5, at det underholdende og tankev\u00e6kkende konsekvens- og sorgl\u00f8se liv tr\u00e6der mere i baggrunden. Anden s\u00e6son udkom, da metoo-debatten var p\u00e5 sit h\u00f8jeste, og derfor bliver fort\u00e6llingen om de st\u00e6rke kvinder, der spiller m\u00e6ndenes spil, h\u00f8jaktuel. Dette perspektiv diskuteres fx af Anna Sophie Hermansen, der mener, at serien rummer \u201dn\u00f8glen til en forst\u00e5else af tidens mange #metoo-sager og sexismedebatten\u201d, og at serien viser kvindehad og kvindeundertrykkelse \u201dsamtidig med at vise, der kan v\u00e6re en vej ud\u201d (Hermansen 2021). Tematiseringen af kvindernes offerrolle sker dog ikke uden en vis fastholdende af nuanceringen af forholdet mellem helt og skurk, n\u00e5r serien indbyder til refleksion om, hvorvidt det er ok, at fx Hermine tyr til ulovligheder for at f\u00e5 penge og h\u00e6vn (fig. 5). I tredje s\u00e6son forts\u00e6tter korruptionen i et samfundsrelevant perspektiv, n\u00e5r finansm\u00e6ndene udnytter den gr\u00f8nne omstilling til at snyde enorme summer ud af statskassen ved at argumentere for \u2019go green\u2019. Serien taler ind i en aktuel debat om investeringer i vindenergi og brug af kryptovaluta, og har man set Exit<\/em>, tjekker man nok lige en ekstra gang, inden man k\u00f8ber aktier i de mange nye vindm\u00f8lleparker. I tredje s\u00e6son mister rigm\u00e6ndene for alvor fodf\u00e6ste, n\u00e5r de udfordres p\u00e5 nye parametre (som deres helbred og frihed). Hermine g\u00e5r endnu mere radikalt til v\u00e6rks, og den etiske refleksion synes at udmunde i en klassisk \u2019helliger m\u00e5let midlet\u2019-problematik. Er det i orden at blive som dem for at f\u00e5 bugt med dem?<\/p>\n\n\n\n

\"\"
Fig 5: Hermine (Agnes Kittelsen) har v\u00e6ret grueligt meget igennem. Hun planl\u00e6gger h\u00e6vn over \u00e6gtemanden Adam, der b\u00e5de har v\u00e6ret voldelig og psykisk undertrykkende.<\/figcaption><\/figure><\/a><\/div>\n\n\n\n

Seerens engagement<\/h2>\n\n\n\n

Det er karakteristisk for komplekse f\u00f8ljetoner, at de komponeres med henblik p\u00e5 at h\u00f8jne seerens engagement. Det sker typisk gennem en udnyttelse af potentialet ved multiplatforms-distribution og -modtagelse, som kan give serierne et lukrativt efterliv (Dunleavy, s. 99). Exit<\/em> er f\u00f8rst og fremmest en streamingserie lavet til NRK.no. Derudover har den v\u00e6ret vist p\u00e5 NRK som line\u00e6rt tv og p\u00e5 andre landes public service-platforme (inkl. streamingtjenester). Derudover udfoldes b\u00e5de promoveringen af serien og den journalistiske d\u00e6kning af den p\u00e5 tv\u00e6rs af en lang r\u00e6kke medieplatforme, herunder sociale medier.<\/p>\n\n\n\n

I sit arbejder med paratekster p\u00e5peger Jonathan Gray den store betydning, som promovering, spoilers og andre medieparatekster har for vores forventninger og betydningsskabelse forud for og under m\u00f8det med et v\u00e6rk. Han skelner mellem entryway-paratekster (Gray 2010: 35), som er det materiale, der udsendes inden fx en tv-serie har pr\u00e6miere (fx trailers, promos, hype), og in-medias-res-paratekster (Gray 2010: 40), som pr\u00e6senteres l\u00f8bende, imens serien vises (fx titelsekvenser, teasere for nye afsnit osv.). NRK har udnyttet begge former for paratekster i deres promovering af Exit<\/em>, og de har helt fra starten skabt nogle bestemte seerforventninger ved at spille p\u00e5 forholdet til virkeligheden. En uge f\u00f8r premieren stod der p\u00e5 NRKs Facebookside:<\/p>\n\n\n\n

\n

\u00abExit\u00bb har premiere om \u00e9n uke! Serien er basert p\u00e5 sjokkerende historier til fire virkelige menn i Norges finansmilj\u00f8. <\/p>\nNRK Facebook 20\/9 2019<\/em><\/cite><\/blockquote>\n\n\n\n

Denne entryway-paratext fremh\u00e6ver det sensationelle i koblingen til virkeligheden, og det g\u00e5r igen i et lignende opslag, der udsendes en uge efter pr\u00e6mieren:<\/p>\n\n\n\n

\n

Det er s\u00e5 dr\u00f8yt at du ikke tror det er sant, men serien er faktisk basert p\u00e5 virkelige historier fra Oslos finansverden. Se alle episodene av \u00abExit\u00bb i NRK TV: https:\/\/tv.nrk.no\/serie\/exit<\/a><\/p>\nNRK Facebook 27\/9 2019<\/em><\/cite><\/blockquote>\n\n\n\n

Hvis vi f\u00f8lger Grays terminologi, vil der her v\u00e6re tale om en in-medias-res-paratekst, der fastholder og spiller videre p\u00e5 den virkelighedskobling, der blev tematiseret inden seriens pr\u00e6miere. Udover disse direkte promoveringer udsendes ogs\u00e5 l\u00f8bende forskelligt materiale, der satirisk spiller p\u00e5 de problemstillinger, serien rejser. Det g\u00e6lder fx humorduoen Martin og Mikkelsens NRK-producerede video om at v\u00e6re professionel \u2019Dra-til-tryne\u2019 (\u00f8ret\u00e6veindbydende) fra 2018, der genoplives og cirkuleres med teksten: \u201dHar suksesserien Exit<\/em> inspirert flere til \u00e5 bli profesjonelle dra-til-tryner?\u201d (NRK 2019). Det skaber debat om de riges ulidelige narcissistiske adf\u00e6rd. Derudover udsendte NRK en r\u00e6kke klip med skuespillernes udtalelser om milj\u00f8et og karaktererne, og det er ogs\u00e5 muligt at f\u00f8lge fx Simon Bergers YouTube-kanal, hvor en Exit<\/em>-dagbog giver indblik i produktionen af serien. Her findes ogs\u00e5 interviews med \u00d8ystein Karlsen og en r\u00e6kke overvejelser om seriens tilblivelse. De forskellige paratekster former, vedligeholder og \u00e6ndrer potentielt seerens engagement i og viden om serien, men som ogs\u00e5 p\u00e5peget af b\u00e5de Schmitt og Kjerkegaard (2016) og Jacobsen (2022), skal man v\u00e6re opm\u00e6rksom p\u00e5 at nuancere den tidslighed, der er indskrevet i Grays opfattelse af de to former for paratekster. Der kan v\u00e6re stor forskel p\u00e5 den viden, den enkelte seer m\u00f8der et v\u00e6rk med, og hvad der er entryway-paratekster for nogle seere, kan fremst\u00e5 som in-medias-res for andre og vice versa \u2013 alt efter hvorn\u00e5r m\u00f8det med de forskellige paratekster finder sted. Under alle omst\u00e6ndigheder har en lang r\u00e6kke paratekstuelle tiltag v\u00e6re indt\u00e6nkt i NRKs promoveringsstrategi helt fra starten, og det har givet mulighed for en forst\u00e6rkning af det seerengagement, der i forvejen er karakteristisk for denne type streamingserier. Som med mange andre komplekse f\u00f8ljetoner kan vi forarges af og konfronteres med moralske dilemmaer, men samtidig konfronteres vi konstant med en p\u00e5pegning af, at det meste skulle v\u00e6re sket i virkeligheden. De narrative strategier farves hele tiden af, at det kan v\u00e6re sket i virkeligheden, og kombinationen af seerens sympatiarbejde med spillet p\u00e5 virkeligheden og de mange \u2019hvad nu hvis\u2019-scenarier giver netop Exit<\/em> mulighed for et h\u00f8jt modtagerengagement. Her begynder forhandlingen for alvor. Hvor meget er virkeligt sket \u2013 og ikke mindst: hvem har gjort det?<\/p>\n\n\n\n

Et det virkeligt?<\/h2>\n\n\n\n

Den eksplicitte virkelighedskobling, som NRK udnytter i promoveringen, er ogs\u00e5 det f\u00f8rste, der m\u00f8der seeren i indledningen til hvert afsnit. I s\u00e6son 1 (2019) ser det s\u00e5ledes ud:<\/p>\n\n\n\n

\n

V\u00e5ren 2017 fortalte fire menn fra Oslos finansmilj\u00f8 oss sine historier. Serien er basert p\u00e5 dette m\u00f8tet og oppf\u00f8lgende samtaler med mennesker knyttet til milj\u00f8et.<\/p>\n<\/blockquote>\n\n\n\n

I anden og tredje s\u00e6son (2021 og 2023) starter hvert afsnit ogs\u00e5 med en tematisering af forholdet til virkeligheden, men her udvides den til at indbefatte informationer fra andre konkrete akt\u00f8rer i milj\u00f8et: <\/p>\n\n\n\n

\n

Denne serien er basert p\u00e5 historier fra fire menn, som arbeider i Oslos finansmilj\u00f8 i dag, oppf\u00f8lgende samtaler med kvinner i milj\u00f8et, finansakt\u00f8rer, eksperter og \u00d8kokrim.<\/p>\n<\/blockquote>\n\n\n\n

Teksten afspejler ogs\u00e5, hvordan serien er udviklet i samspil med omverdenens reaktioner. Efter f\u00f8rste s\u00e6son blev seriens skabere kontaktet af blandt andre flere kvinder fra milj\u00f8et, der ogs\u00e5 \u00f8nskede at fort\u00e6lle om deres oplevelser med pengem\u00e6ndene i branchen (Rohde 2021). Her er der formodentlig tale om hustruer, sekret\u00e6rer og\/eller aupair-piger (Lundberg 2021). Serien er s\u00e5ledes skabt gennem en l\u00f8bende interaktion med mange forskellige mennesker med hver deres indgang til milj\u00f8et. Serien er ikke \u2019bare\u2019 l\u00f8st baseret p\u00e5 virkelige h\u00e6ndelser, men den er heller ikke, som Scorseses The Wolf of Wall Street<\/em> (2013), baseret p\u00e5 en navngivet finanspekulants (Jordan Belfort) eskapader. Den er lavet ud fra et indg\u00e5ende kendskab til konkrete personer og h\u00e6ndelser i et milj\u00f8, der fortsat eksisterer. Seeren informeres om, at mange oplysninger sandsynligvis er korrekte, men p\u00e5 grund af anonymiteten er det hverken muligt at verificere eller falsificere de enkelte handlinger og begivenheder i serien. Vi kan med andre ord ikke v\u00e6re sikre p\u00e5, hvad der er dramatisering af virkelige begivenheder \u2013 og hvad der decideret er tildigtninger. Narrativt og stilm\u00e6ssigt bruges der da ogs\u00e5 b\u00e5de greb, der alluderer til den interviewsituation, der omtales i hvert afsnit \u2013 og greb, der f\u00e5r Exit <\/em>til at ligne et rent fiktionelt univers.<\/p>\n\n\n\n

\"\"
Fig. 6: Adam (Simon Berger) interviewes og udtaler sig bramfrit til en journalist i Exit<\/em>. Interviewsituationen tr\u00e6kker tr\u00e5de til introtekstens virkelighedskobling.<\/figcaption><\/figure><\/a><\/div>\n\n\n\n

De f\u00f8rste afsnit og f\u00f8rste s\u00e6son som helhed indrammes af en genkommende interviewsituation, der skaber lignelser med samtalesituationen, der itales\u00e6ttes i den indledende tekst (fig. 6). De fire m\u00e6nd fort\u00e6ller om deres liv til en journalist, der skal skrive et stort opslag i et kendt dagblad. De fort\u00e6ller detaljeret om deres bedrifter, de praler og udtaler sig bel\u00e6rende. Selvom serien stilm\u00e6ssigt ellers ikke fremst\u00e5r dokumentarisk, medf\u00f8rer denne forankring af samtalesituationen et grundlag for spekulation og virkelighedsforhandling. If\u00f8lge \u00d8ystein Karlsen er 70% af fort\u00e6llingen i begge s\u00e6soner sand, og i f\u00f8rste s\u00e6son er ca. 40% af dialogen ordrette gengivelser fra interviews med rigm\u00e6ndene (Lundberg og Gottlieb 2021). Det er fx tilf\u00e6ldet, n\u00e5r Adam s\u00e5 direkte fort\u00e6ller journalisten, at han har hemmeligholdt sin sterilisation over for sin kone, Hermine, selvom de pr\u00f8ver at f\u00e5 et barn. Startteksten, interviewsituationen og genkendelige steder i Oslo underst\u00f8tter virkelighedskoblingen og bliver autenticitetsskabende. Samtidig minder den polerede film\u00e6stetik, psykologisk motiverede flashbacks med tankegengivelse og opfindelsen af fiktive navne, os om fiktionens potentiale\u2013 eller om at deres verden ligner noget, vi kun ser p\u00e5 film. Seriens skabere kan p\u00e5 denne m\u00e5de udnytte de dragende og modtagerengagerende strategier, der er karakteristiske for \u201dcomplex serials\u201d, men n\u00e5r seriens fokus p\u00e5 det forbudte og gr\u00e6nseoverskridende kombineres med en pointering af, at noget af det virkeligt er sket, skabes der yderligere et ideelt milj\u00f8 for spekulation og rygtedannelse.<\/p>\n\n\n\n

Exit<\/em> og rygteskabelse<\/h2>\n\n\n\n

Rygteforskningen viser, at rygter trives, n\u00e5r relevante ofte lyssky og tabubelagte emner kombineres med manglende viden eller tvetydighed. Gary Alan Fine definerer et rygte som \u201can expression of a belief of topical relevance that is spread without secure standards of evidence, given norms for beliefs.\u201d (Fine 2007, s. 5). Lars Vangen Christensen p\u00e5peger, hvordan rygter har en uimodst\u00e5elig tiltr\u00e6kning p\u00e5 mennesker (Christensen 2004, s. 20), og hvordan der ses \u201den tendens til, at rygter omhandler tabuer og adresserer det, der normalt ikke tales om\u201d (s. 23). If\u00f8lge Allport og Postman er det blandt andet en central pointe, at rygter bliver til, hvis noget er relevant og samtidig uafg\u00f8rligt eller ikke bekr\u00e6ftet:<\/p>\n\n\n\n

\n

Rumor travels when events have importance in the lives of individuals and when the news received about them is either lacking or subjectively ambiguous.<\/p>\nAlport og Postman 1946, s. 502<\/em>.<\/cite><\/blockquote>\n\n\n\n

De opstiller regnestykket: Rygter = vigtighed x tvetydighed. Hvis en person finder et rygte vigtigt (relevant), og hvis det kan f\u00e5 betydning for den p\u00e5g\u00e6ldende, er denne tilb\u00f8jelig til at videregive det (Christensen 2004, s. 24). Hvis der samtidig er tvetydighed og dermed usikkerhed omkring emnet eller temaet, er det endnu mere sandsynligt, at personen s\u00e6tter sin lid til rygtet og giver det videre.<\/p>\n\n\n\n

I Exit<\/em> er der netop tale om denne kombination af relevans med tvetydighed. Indholdet i Exit<\/em> har en slags afsl\u00f8rende effekt (og dermed relevans), fordi det tilsyneladende lader os f\u00e5 et indblik i lyssky forretninger og forkastelig adf\u00e6rd i et milj\u00f8, vi ikke ved ret meget om. Serien kredser om en r\u00e6kke tabuer, og seksuelle udskejelser har en v\u00e6sentlig plads gennem hele serien. Allport og Postman understreger da ogs\u00e5: \u201dSex, as a proposition for topical interest, is a never failing target of rumor\u201d (s. 509).<\/p>\n\n\n\n

Selvom instrukt\u00f8ren h\u00e6vder, serien er baseret p\u00e5 virkelige interviews, har vi kun hans ord for det, og n\u00e5r vi heller ikke ved, hvem finansm\u00e6ndene er, opst\u00e5r der en situation med b\u00e5de manglende viden og manglende bevisf\u00f8relse. Det skaber den tvetydighed, der er karakteristisk for rygtef\u00f8relse (fig. 7). Exit<\/em> skaber rygter om virkelighedens norske milliard\u00e6rer, men p\u00e5 grund af anonymiteten er rygterne ikke knyttet til bestemte personer, men til et helt milj\u00f8. \u00d8ystein Karlsen har tydeligvis de afg\u00f8rende oplysninger, men holder dem tilbage. At der tilsyneladende er grunde til at opretholde anonymitet, \u00f8ger bare rygtev\u00e6rdien, fordi der s\u00e5 netop m\u00e5 v\u00e6re noget at skjule. Samtidig \u00f8ger det sandsynligheden for, at meget af indholdet kan v\u00e6re virkeligt, for hvorfor holde identiteten skjult, hvis det hele er opfundet?<\/p>\n\n\n\n

\"\"
Fig. 7 Hvem spiller de? Seriens skaber \u00d8istein Karlsen har udvalgt skuespillerne p\u00e5 baggrund af et studie af de virkelige finansm\u00e6nds adf\u00e6rd og kropssprog. Fra venstre: William (P\u00e5l Sverre Hagen), Jeppe (Jon \u00d8igarden), Henrik (Tobias Santelman) og Adam (Simon Berger).<\/figcaption><\/figure><\/a><\/div>\n\n\n\n

Anonymitet og uafg\u00f8rlighed<\/h2>\n\n\n\n

Opretholdelsen af anonymitet i samspil med en insisteren p\u00e5 virkelighedskoblingen kan v\u00e6re et taktisk frugtbart tr\u00e6k fra instrukt\u00f8rens side. Det giver kildebeskyttelse samtidig med at debatten fortsat kan udfolde sig. Gary Alan Fine bruger Goffmans pointer til at vise, hvordan det at foregive, at noget er facts \u2013 uden at kunne bevise det \u2013 giver en distance til det ytrede, der kan v\u00e6re en fordel for afsenderen. N\u00e5r nogen videregiver noget, der kommer fra anden h\u00e5nd og som ikke kan bevises, bliver afsenderen blot en meddeler, der ikke p\u00e5 samme m\u00e5de st\u00e5r til ansvar for det formidlede:<\/p>\n\n\n\n

\n

Because the utterance purports to be true, the implicit beliefs do not belong to the speaker; s\/he is only the reporter, animating the remark, but not vouching for it. Rather than presenting the belief that an ethnic or racial group is prone to criminal behavior, the rumor source can assert that some event occurred and some earlier speaker vouched for its accuracy. As a result, one hopes to be excused from bias, claiming that one is engaged in reportage.<\/p>\nFine 2007, s. 6<\/em>.<\/cite><\/blockquote>\n\n\n\n

N\u00e5r Karlsen funderer sin serie p\u00e5 noget, han har f\u00e5et fortalt, flytter han ansvaret for virkelighedsgarantien over p\u00e5 kilden, og den kilde har vi ikke mulighed for at konsultere. Det betyder i princippet, at Karlsen opn\u00e5r en slags dobbelt fris\u00e6ttelse, hvor han ikke er bundet af virkelighedskoblingen og frit kan udnytte fiktionalitetens potentiale. Der er en overbevisende virkelighedskraft i serien, men det er ikke muligt for seeren at udpege virkeligheden i serien. Derfor arbejder Karlsen i et uafg\u00f8rlighedens mulighedsfelt, hvor virkeligt materiale bruges, men hvor der samtidig eksperimenteres, forhandles, tildigtes og udvides. Det kan skabe en produktiv kritisk t\u00f8ven (Jacobsen et al. 2013), hvor seeren reflekterer over forholdet mellem v\u00e6rk og virkelighed. Karlsen kan fort\u00e6lle en god historie med udgangspunkt i virkeligheden \u2013 men uden de bindinger en biografisk eller historisk film giver. Fra rygteforskningen ved vi, at uafg\u00f8rlighed og manglende oplysninger skaber sladder og konversationelle rum, og det er ogs\u00e5 netop det, der sker med Exit<\/em>.<\/p>\n\n\n\n

Rygternes effekt<\/h2>\n\n\n\n

De mange spekulationer om rigm\u00e6ndenes identitet har aff\u00f8dt en debat, der b\u00e5de udspiller sig p\u00e5 sociale medier og i dagblade. Det er b\u00e5de befolkningen, medierne og finansm\u00e6nd, der deltager i den. Nogle finansm\u00e6nd afviser det som et reelt billede af finansm\u00e6ndenes verden (Endre Tangenes), imens andre tidligere involverede i milj\u00f8et siger, det er realistisk (Fjeld 2019). Der har v\u00e6ret g\u00e6ttet p\u00e5 flere kendte norske finanspersonligheder, men alle afkr\u00e6fter rygterne. Chefproducenten p\u00e5 Exit<\/em>, Petter Testmann-Koch, understreger i \u00f8vrigt, at alle kilder vil sige nej, hvis de konfronteres med en mistanke om, at de kan v\u00e6re en af de fire finansm\u00e6nd (Nystuen og Hatlo 2019). <\/p>\n\n\n\n

Da den norske investor Endre Tangenes mist\u00e6nkes som inspiration til en af karaktererne i Exit,<\/em> ses f\u00f8lgende overskrift i Dagbladet<\/em>: \u201dDen norske investoren troner rykteb\u00f8rsen p\u00e5 hvem sjokkserien er basert p\u00e5\u201d (Nystuen og Hatlo 2019). Tangenes virksomhed blev anmeldt af finanstilsynet for at have tilsidesat kunders interesser ved aktiesalg, og derfor var det oplagt at sammenligne Tangenes og hans virksomhed med dem, vi ser udstillet i Exit<\/em>. Da Tangenes konfronteres med mistanken, siger han f\u00f8lgende til Dagbladet: \u00abDet kan jeg avkrefte med en gang. Det er et d\u00e5rlig resonnement\u00bb.<\/p>\n\n\n\n

N\u00e5r det er aftalen, at finansm\u00e6ndene skal afkr\u00e6fte eventuelle rygter, s\u00e5 bliver disse falsificeringer stort set v\u00e6rdil\u00f8se. N\u00e5r de fire nyrige ikke er navngivet, s\u00e5 kan det v\u00e6re hvem som helst, og det betyder, at alle norske finansmilliard\u00e6rer i princippet mist\u00e6nkeligg\u00f8res. Mysteriet omkring serien giver p\u00e5 denne m\u00e5de en slags kollektiv mistanke mod en bestemt gruppe og et bestemt milj\u00f8. Serien skaber debat om de superrige og et tilsyneladende moralsk forkasteligt og kriminelt milj\u00f8, som de fleste mere forbinder med den amerikanske finanselite (jf. The Wolf of Wall Street<\/em>, American Psycho<\/em>, Succession<\/em>) eller med milj\u00f8er i mere korrupte lande. Med Exit<\/em> kommer det t\u00e6ttere p\u00e5, og for nordm\u00e6ndene helt t\u00e6t p\u00e5. Derfor bliver Exit<\/em> relevant for vores nordiske samfundsm\u00e6ssige selvforst\u00e5else. Karlsen siger, at nordm\u00e6ndene m\u00e5 stoppe med at se sig selv om uskyldige, r\u00f8dkindede naturmennesker, der altid g\u00f8r det rigtige. Der er ogs\u00e5 korruption i Norge: \u201dWe\u2019re a capitalistic country steroids\u201d (Lundberg og Gottlieb 2021).<\/p>\n\n\n\n

If\u00f8lge Fine kan rygter v\u00e6re politiske ved at afsl\u00f8re ting i samfundets organisering. Det kan v\u00e6re en afsl\u00f8ring af noget fortidigt for at afsl\u00f8re coverups eller for at forme en handleplan og afsl\u00f8re intentioner for fremtidige handlinger (Fine 2007, s. 8). Der er ogs\u00e5 eksempler p\u00e5, at Exit<\/em> er blevet brugt partipolitisk. Her p\u00e5peges Exit<\/em>-effekten i en kritisk artikel i den borgerlige avis Minerva<\/em>:<\/p>\n\n\n\n

\n

I spontansp\u00f8rretimen onsdag 10. mars ble H\u00f8yre beskyldt, av Arbeiderpartiets finanspolitiske talsmann Eigil Knutsen<\/a>, for \u00e5 gi skattelettelse til \u00abvirkelighetens finansmenn \u00e0 la Adam, Henrik og Jeppe\u00bb, mens Senterpartiet benytter Exit<\/em>-karakterenes inntak av ulovlige rusmidler som argument mot regjeringens forslag til rusreform<\/a>.<\/p>\nKirkebirkeland 2021<\/em>.<\/cite><\/blockquote>\n\n\n\n

Exit<\/em> bliver her et middel i en politisk retorisk strategi. Seriens popularitet betyder, at karaktererne er genkendelige for en stor gruppe, og seriens virkelighedskobling i samspil med finansm\u00e6ndenes anonymitet muligg\u00f8r en sammenligning med fiktive karakterer, fordi \u2019der jo nok er noget om snakken\u2019. If\u00f8lge Fine har rygtedannelse en kollektiv energi og v\u00e6rdi: \u201crumor is a form of mnemonic practice, a way of conceiving how the world is structured.\u201d (Fine 2007, s. 5). I rygternes uafg\u00f8rlighedsfelt skabes en samtale og diskussion i bestr\u00e6belsen p\u00e5 at forst\u00e5 samfundets organisering.<\/p>\n\n\n\n

Fiktion og sladder<\/h2>\n\n\n\n

I sit arbejde med reality-tv og sladder pointerer Stig Hjarvard, at man ikke kan sladre om fiktionsprogrammer. Man kan godt dyrke fiktive karakterer, debattere filmstjerner og besk\u00e6ftige sig med fiktive verdener som fan, men \u201dfor at sladre om andre mennesker, fordres det at de er virkelige.\u201d (Hjarvard 2002: s. 107). Samtidig understreger han ogs\u00e5, at<\/p>\n\n\n\n

\n

Inddragelsen af virkelige mennesker skaber en n\u00e6rheds- og realitetseffekt, som fiktive fremstillinger ikke kan producere p\u00e5 samme m\u00e5de; men omvendt kan fiktionen dramatisere fremstillingen p\u00e5 en m\u00e5de, som reality-tv sj\u00e6ldent er i stand til. Kravet om deltagelse af virkelige mennesker kan ogs\u00e5 v\u00e6re en decideret h\u00e6msko for at lave sp\u00e6ndende fort\u00e6llinger.\u201d<\/p>\nHjarvard 2002, s. 107<\/em>.<\/cite><\/blockquote>\n\n\n\n

Exit<\/em> f\u00e5r en s\u00e6rlig position, fordi instrukt\u00f8ren kan tr\u00e6kke p\u00e5 fiktionens potentiale \u2013 samtidig med at der netop kan sladres. Serien har ikke den samme binding, som konkrete virkelige personer ville give, men den skaber betydning og seerengagement, fordi vi ved, den er baseret p\u00e5 virkelige personer.<\/p>\n\n\n\n

N\u00e5r man arbejder med Exit<\/em>, er det sv\u00e6rt ikke at stille akademisk ukorrekte sp\u00f8rgsm\u00e5l om intentioner. Men der er et sp\u00f8rgsm\u00e5l, der bliver ved med at tr\u00e6nge sig p\u00e5. Hvorfor fort\u00e6ller finansm\u00e6ndene deres historie? De vil v\u00e6re anonyme, men de vil alligevel have historien om deres gennemf\u00f8rt usympatiske adf\u00e6rd ud. Hvorfor? Er de i problemer, og \u00f8nsker de et opg\u00f8r med milj\u00f8et, der kan udf\u00f8res under fiktionens vidnebeskyttelse? Eller er det en form for bekendelsestrang, der kan give syndsforladelse uden det f\u00e5r egentlige konsekvenser for dem som individer?<\/p>\n\n\n\n

Uanset intention har Exit <\/em>skabt en samfundskritisk debat, hvor fiktionens potentiale f\u00e5r indflydelse p\u00e5 virkeligheden. Exit<\/em> er blevet hyldet med priser og gode anmeldelser, men den er ogs\u00e5 blevet kritiseret for at forherlige rigm\u00e6ndenes livsstil og skabe inspirationskilder for unge (Kirkebirkeland, 2021), ligesom den ogs\u00e5 er blevet udsk\u00e6ldt for at v\u00e6re en d\u00e5rligere version af The Wolf of Wall Street<\/em> og Succession<\/em> (Madsen 2019). Selvom serien med tredje s\u00e6son fortsat adresserer samfundsrelevante perspektiver, s\u00e5 er der naturligvis ikke samme nyhedsv\u00e6rdi i karakterernes kobling til virkelighedens finansspekulanter. I f\u00f8rste s\u00e6son var der handlingsm\u00e6ssigt en direkte kobling til virkelighedens interviewsituation, og der skete en bem\u00e6rkelsesv\u00e6rdig udvikling mellem f\u00f8rste og anden s\u00e6son, fordi flere involverede selv ops\u00f8gte seriens skabere for at give deres vidnesbyrd. I tredje s\u00e6son ses ikke en lignende udvikling, og det er i h\u00f8jere grad det h\u00f8jsp\u00e6ndte h\u00e6vnorienterede drama, der er i centrum. Flere b\u00e5de norske og danske anmeldere peger da ogs\u00e5 p\u00e5, at tredje s\u00e6son mest er mere af samme skuffe (fx Sidenius 2023 eller Slettemark 2023), og at noget af fascinationskraften forsvinder, n\u00e5r den moralske pegefinger l\u00f8ftes: \u201dR\u00f8vhuller rummer en endel\u00f8s fascination, fordi de opf\u00f8rer sig p\u00e5 m\u00e5der, vi andre ikke kan slippe af sted med, og netop deri l\u00e5 eksistensgrundlaget for serien.\u201d (Andersen 2023). Seriens afslutning medf\u00f8rer alligevel et interessant tankeeksperiment. De fiktive finansspekulanter ender med p\u00e5 forskellige m\u00e5der at m\u00e5tte b\u00f8de for deres livsstil, men hvad med virkelighedens norske eliteskurke? Og hvad med de danske, svenske, tyske etc.?<\/p>\n\n\n\n

Exit: konklusion<\/h2>\n\n\n\n

Analysen af Exit<\/em> har vist, at det s\u00e6rlige forhold til virkeligheden har v\u00e6ret hoveddrivkraften i b\u00e5de promoveringen af serien, i selve serien og i de debatter, serien har aff\u00f8dt. B\u00e5de NRK og seriens \u00f8vrige skabere har eksplicit brugt koblingen til virkeligheden i promoveringen af serien, ligesom denne kobling ogs\u00e5 har udgjort et r\u00e5stof for seriens handling og tema. Exit<\/em> er en atypisk public service-serie, der med sit fokus p\u00e5 eksplicit vold, sex, narko og skurke rummer en r\u00e6kke tr\u00e6k fra den komplekse f\u00f8ljeton. Den kan dermed ses som et led i NRKs samlede dramastrategi, hvor produktioner skal kunne konkurrere med andre streamingudbud. Exit<\/em> udm\u00e6rker sig ved en s\u00e6rlig kobling af fiktionalitetens potentiale med en st\u00e6rk virkelighedsforankring, der kan v\u00e6kke publikums kritiske t\u00f8ven. Ved at fastholde rigm\u00e6ndenes anonymitet og samtidig insistere p\u00e5 ankeret til virkeligheden kan seriens skabere udnytte den kombination af relevans og tvetydighed, som ogs\u00e5 er karakteristisk i rygteskabelse. Det skaber et refleksivt og konversationelt rum, hvor der kan opst\u00e5 en kollektiv mist\u00e6nke mod et helt milj\u00f8. Ind i dette forhandlingsrum \u00e5bnes ogs\u00e5 aktuelle debatter om elitens magt, metoo, ligestilling og gr\u00f8n omstilling. Exit<\/em> inviterer ikke bare til en \u2019hvad nu hvis\u2019-forestilling. Den inviterer os til at overveje, hvilke 70%, der er sket i virkeligheden, om det stadig sker \u2013 og hvor udbredt det er.<\/p>\n\n\n\n

\n

* * *<\/strong><\/p>\n<\/blockquote>\n\n\n\n

Fakta<\/h2>\n\n\n\n

Serier og film<\/h3>\n\n\n\n